Digt: Gardiner

Tunge mørke gardiner

trukket for hver en sprække af lys

Uigennemtrængelig

I mørket

skælver luften af angst

Tørre tårer

som ingen kan se

genspejler øjnenes udtryk

af dyb melankoli

Tunge mørke gardiner

hænger utrøsteligt

ned over sindet

Uforståeligt

for alle andre

end mig

Digt: Mod lyset

På bunden af hullet

anes en skrøbelig silhuet

Ynkelig, forladt

Et par røde øjne

kigger op mod lyset

Det hvide lys

stikker i øjnene

som nåle mod bar hud

En rystende hånd

rækker op mod lyset

Den rystende hånd

bliver til stædighed

En vilje til at leve

Og der er kun en vej tilbage

Op mod lyset

Digt: Splittelse

Udenpå

er jeg glad og positiv

Indeni

krakelere masken

og mit sande jeg viser sig

i form af inficerede tanker

og syge følelser

Udenpå

går jeg den rigtige vej

Indeni

går jeg i ring

som en hund, der jagter sin hale

Udenpå

glimter mine øjne

fuld af selvtillid

Indeni

er jeg kold som is

og mit sind er splittet

i tusinde stumper og stykker

Digt: Livets foranderlighed

Inde i den mørke tykke skov
vandrer hun rundt
med tanker
der hvirvler rundt

Uoverskuelighed vælter hende
bagover
ned på den kolde, fugtige jord

Længe
ligger hun
med lukkede øjne

Stilhed og ro
sniger sig ind
i hendes sind

Med et smil på læben
rejser hun sig
og går videre
ud i verden

Digt: Tågen

Med bind for øjnene

Som et tykt slør af gråhed

Går jeg rundt i blinde

Famlende efter noget håndgribeligt

Noget at holde fast i

Og støtte mig til

Jeg cirkler rundt i intetheden

som efterlader mig

I ensomhedens dybe afgrund

Tomheden fylder mig

Med bundløs rædsel

For at leve livet

Med et åndsfraværende smil

Vandrer mit sind hvileløst rundt

I tågens mørke

Digt: Tilfældig og ligegyldig

På en tilfældig hverdag

Sidder hun

Og kigger ud af vinduet

På den travle by

Fyldt med stressede mennesker

Der vrisser af deres børn

Og støjen fra bilerne

Der kører forvildet rundt

I labyrinten af kaffepauser

Og ligegyldige arbejdsopgaver

I vinduet sidder hun og kigger

Ud på verden

Der har for travlt

Til at se i hendes retning

Digt: Masken

Når jeg går ud af døren
Tager jeg masken på
Med et smil på læben
Erobrer jeg hele verden
Med glimtet i øjet
Flirter jeg mig frem i mængden
Af travle mennesker
Efterladt i hverdagen
Med en hånd i vejret
Vinker jeg til alle på min vej
Men hjemme igen
Sidder jeg
Med hænderne for ansigtet
Og prøver at holde masken
Så den ikke falder af