Den sorte box - 4 elementer

De 4 elementer:

“To forgive is to set a prisoner free and discover that the prisoner was you.”
“Ved ikke at give op nåede selv sneglen Noahs Ark”
2 billeder: En fårekylling med sneglehus, En pige bundet.

Hvad jeg fik ud af det:

Et digt:

Som fluen fanget i edderkoppens spind
er hun fastholdt i skyggernes vold.
Med smerten fra biens spidse brod
skriger hun desperat ud i tomheden.
I en frosset tilstand af skræk
snegler tiden sig langsomt afsted.
Som en bille vendt på hovedet
er hun bundet til sit sinds formørkelse.

Med vingerne fra en sommerfugl
flyver hun over den højeste sky.
Som biens søde honning
griner hun af glæde ud i verden.
Med heldet fra Jesper Fårekylling
rejser hun sig fra støvet.
Med viljestyrken fra en snegl
giver hun slip og tilgiver sin fortid.

Digt: Sikkerhed

Havet hvisker til mig
Kom til mig
Hos mig hører du hjemme
Hos mig er du i sikkerhed
I sikkerhed for den onde verden
Der lurer bag de lukkede døre
Af usikkerhed
Og desperation
Jeg vil passe på dig
Til evig tid
Jeg springer
Helt ned på bunden
Dernede er der intet
Der kan nå mig
Dér er jeg i sikkerhed

Den sorte box - 5 elementer

De 5 elementer:

Jeg ved en lærkerede...
"Nothing makes us so lonely as our secrets...

Link: One Republic - Secrets

2 billeder: Katteøjne, Fugl i et bur

Hvad jeg fik ud af det:

2 digte.

Hemmelighedens slør
Håbefulde katteøjne
Stirrer ud fra tomheden
Misundelig på verden
Og menneskets frihed

En ensom fugl
Flyver forvildet rundt
Fanget i løgnens fængsel
Og tørster efter livets sandhed

En snedig ræv
lurer bag tågen
Fra hemmelighedens slør
Og åbner langsomt dødens port

Skjulte sandheder
Jeg går
Forvildet rundt
I nattens mørke
Som en fugl
Fanget i eget bur
Jeg løber
Forfulgt
Af mine løgne
Og hemmeligheder
Som katteøjne
I billygternes skær
Inden de forsvinder
Jeg ved en rede
som ingen ved hvor er
af skjulte sandheder
Som forhåbentlig en dag
Bliver fortalt

Digt: Hide me now

Hide me now, I like the dark.
Let me in, I see your spark.

Hide me now, I won’t be found.
If they do, you will be bound.

Hide me now, I love you, dear.
Till the end of time I’ll be near.

Den sorte box - 6 elementer

De 6 elementer:

You create your own universe as you go along
Den gordiske knude
Triumf
“Write it down, it might be read
Nothing’s better left unsaid”
Keith Reid/Procol Harum

2 billeder: En tunnel, Et skilt med en blind vej

Hvad jeg fik ud af det:

Tunnelen
Hun træder langsomt og forsigtigt ind i den dunkle tunnel. Tunnelen er lang. Alt er mørkt. Hun er fanget. Fanget i sine nederlag og dybe følelse af sorg og fortvivlelse. Der er intet lys for enden. Ingen udgang. Hun er alene i mørket.
Hendes ben føles tunge. Hvert skridt hun tager virker som en evighed. Timer bliver til dage. Dage bliver til uger. Uger bliver til måneder. Og måneder bliver til år. Der er stadig intet lys eller nogen udgang i sigte. For hvert skridt hun tager, er det som om, det bliver mere og mere uoverskueligt. Tiden går, uret tikker, fjerne lyde af stemmer, der snakker til hende forsvinder i baggrunden. Inden længe hører hun intet. Hun ser intet. Alt er mørkt.
Det virker som om, hun går på en blind vej. Der er ikke nogen ny sti eller vej forude. Det hele er dækket af mørke.
Hun står stille i sit eget mareridt. Alene og forladt farer hun forvildet rundt i en uendelig labyrint. En labyrint formet som en knude, der ingen ende har. Den er uløselig. Der er ingen udvej.

Pluselig lyder en lille spinkel stemme. En fjern stemme, der hvisker til hende. “Følg mig”, siger stemmen. “Hos mig er du i sikkerhed. Gå efter mig, og du vil finde en vej ud af mørket,” fortsætter stemmen i mørket. “You create your own universe as you go along,” hvisker stemmen blidt i hendes ører, og pludselig finder hun viljen til at fortsætte fremad.

Et lys viser sig for enden af tunnelen. Et lille, hvidt lys, der giver hende mod, styrke og håb.
Hun finder modet til at blive ved med at gå fremad, styken til at bevæge fødderne, og håbet til at visualisere sig, hvad fremtiden byder på. Nu føles det hele lidt lettere. Hun er ikke længere alene. Nederlagene, sorgen og fortvivlelsen begynder langsomt at løfte sig fra hendes skuldre. Hun føles lettere. Hun tør drømme om triumfer i hendes fremtid. Hun tør gribe fat i det spinkle håb om, at lyset bryder mørket omkring hende, jo længere hun går.

Nu står hun for enden af tunnelen. Lyset varmer hendes krop. Det oplyser hendes sind, og et forsigtigt smil viser sig i mundvigene. Nederlagene bliver erstattet med succes og triumfer. Sorgen og fortvivlelsen bliver til glæde og håb. Hvad der har virket som en evighed, har i virkeligheden kun været et par år. Nu er hun stærkere end nogensinde før, og er klar til at gå videre i livet. Hun vil ud og opleve, rejse hvorend livet bringer hende, tage fantastiske billeder af ting og personer, der betyder meget for hende. Hun vil skrive om sine erindringer, dele sine erfaringer med verden. Få det ned på papir, for måske bliver det læst, og intet har godt af at forblive usagt. Det hele skal ud i verden som hende selv. Nu er hun klar til at leve.

Digt: Frygt

Den klamme frygt
Lægger et slør omkring mit sind
Den ulækre angst
Ætser huden på min krop

Den afskyelige angst
Blænder mine øjne
Den forbandede panik
Skærer mit hjerte op

Den frygtelige panik
Skaber uro i mit indre
Den forfærdelige frygt
Skjuler mit sande jeg

Digt: Sjælesøster

Igennem ild og vand
Igennem tykt og tyndt
Vil jeg rejse med dig
Min sjælesøster

I al uendelighed
For evigt og altid
Vil jeg gå ved din side
Min sjælesøster

Flyvende over den højeste sky
Svømmende i det dybeste hav
Elsker jeg dig af hele mit hjerte
Min sjælesøster

Den sorte box - 7 elementer

de 7 elementer:

Behøver jeg undskylde
Solens varme
Elevatoren eller trapperne
"If youre going through hell, keep going."
Gad vide, hvad der var i den
Hvem bankede på midt om natten

Billede: Forseglet konvolut

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:

Den forseglede konvolut

Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel. Det bankede på min dør, mens jeg sov, midt om natten. Jeg skulle vælge. Vælge hvordan jeg ville leve resten af mit liv. Valget stod mellem elevatoren og trapperne. Den lette og glatte vej eller den hårde og svære vej.

”Hvordan vil du leve livet?” spurgte min terapeut mig.
”Jeg vil være glad. Jeg vil mærke solens varme og blæstens blide vind på mine kinder. Jeg vil smile stort og have funklende stjerner i øjnene. Jeg vil nyde livet,” sagde jeg til hende med håb i stemmen.
”Hvis det er det, du vil, så skal vi arbejde sammen. Jeg vil gå med dig ved din side og hjælpe dig så godt jeg kan på din vej videre i livet. Men det bliver svært. Det handler ikke kun om at vælge mellem elevatoren og trapperne. Du kommer til at bruge begge dele. Nogle gange vil det være svært og hårdt, mens det andre gange vil gå let som en leg. Du skal fortsætte fremad, selvom det virker umuligt. Du skal blive ved med at træde et skridt fremad, selvom det gør ondt og føles som et helvede.” Sagde hun afventende.
”Okay”, svarede jeg hende med en fast, klar stemme. Dette var første skridt, jeg tog ud livet.

Nu står jeg med en konvolut. En forseglet konvolut. Lige nu er den lukket, forseglet med alverdens forhindringer, jeg skal klare først. Men én ting er sikkert; jeg skal nok få den åbnet. En dag når jeg ind til kernen, ind til den sidste forsegling.

Gad vide, hvad der er i den? Jeg er glæder mig til, jeg en dag kan åbne den og finde ud af, hvad der gemmer sig i den. Jeg tror, efterhånden som jeg kommer tættere og tættere på åbningen, kan jeg gætte mig til, hvad der er i den. Måske kan jeg endda selv få lov at vælge, hvad der skal være i. Når jeg åbner den, vil der nok ikke være så meget i, så jeg skal selv finde ting, jeg vil putte ned i den og gemme på.
Jeg har lært, jeg ikke behøver undskylde for, hvordan jeg har levet mit liv indtil nu, for jeg har tid til at gøre det om. Jeg har fået lov til at starte forfra med en ren tavle. Jeg har fået en ny chance til at leve mit liv fuldt ud.

I dag har jeg overvundet og genvundet mange af de forhindringer, der er mellem mig og konvoluttens åbning. Jeg har igen fået håb og drømme for min fremtid. Og selvom der er lang vej til jeg når mit mål, til jeg når ind til den sidste forsegling af konvolutten, ved jeg, jeg nok skal nå dertil. For jeg har valgt at tage udfordringen op. For jeg er direktøren i mit liv.

Digt:

Skiftende årstider

Blomstrende og glad forår
Dansende farver
Syngende træer
Fint og uskyldigt

Varm og tryg sommer
Solen varmer
Havet bruser
Vildt og voldsomt

Brunt og kedeligt efterår
Blæsende forvirring
Regnende frustration
Træt og gråt

Kold og kynisk vinter
Hyggen fryser
Tomheden skuler
Trist og mørkt

Den sorte box - 8 elementer

De 8 elementer:

Alt taget i betragtning
beundringsværdig
stole på sig selv
"There is a crack in everything, that's how the light gets in.
Lyset i spejlet
Sidste chance

2 billeder: Skilt til Heaven or Hell, asfalt med revne med spire.

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:

Djævlen

Ingen vidste noget. Ingen fik noget at vide. Hemmeligheden blev holdt tæt på kroppen. Ingen så hende. Ingen hørte hende. Før det var for sent. Hun havde solgt sin sjæl til Djævlen.

Lyset fra morgensolen blev reflekteret i spejlet og oplyste hendes værelse. Det store hvide værelse i din store hvide bygning med alle folkene i hvide kitler. Djævlen havde ædt hende op indefra. Hun var næsten død.

Hun følte ikke noget. Hun så ikke noget. Hun hørte ikke noget. Kun Djævlens lokkende stemme i hendes indre, der blev ved med at minde hende om, hvad hun skulle og måtte gøre for at opretholde kontrollen over sit eget liv. Hun blev nødt til at stole på Djævlen og sig selv.

Det beundringsværdige lys, der engang funklede som stjerner i hendes øjne, var væk. Den livsgnist, der engang havde blomstret i hendes smil, var forsvundet. Djævlen havde smidt det ud med en påståelse om, det var usundt.

Hun havde stået, hvor vejen delte sig i to. Og hun havde valgt den forkerte. Nu var hun havnet et sted, hvor solen ikke lyste, himlen ikke var blå, blomsterne ikke groede. Alting var omgivet af dunkelt mørke. Et usynligt slør havde langsomt lagt sig over hende, og pludselig var hun væk. Djævlen havde opslugt hende.
Den pige, der var begyndt at blive voksen og finde kernen i sig selv, var blevet fjern for hendes omgivelser, uden nogen havde opdaget det. Langsomt var hun sygnet hen i den tomme intethed, der nu lå som en tyk skal rundt om hendes formørkede sind. Djævlen havde taget hendes sjæl.

Men et sted højere oppe havde nogen taget det hele i betragtning, holdt en hånd over hende, og givet hende en ny chance. En sidste chance til at genfinde viljen til at leve. Viljen til at finde den lille sprække, der måtte være et sted i Djævlens hule. Den sprække i døren til livet, hvor lyset slap ind. Den revne i mørket, hvor livets frø var begyndt at spire. Nu skulle Djævlen til livs.

Digt: Det dybe hav

Med bind for øjnene
Famler jeg efter livet
Med tunge skridt
Møder jeg verden
Uden sanser
Falder jeg
I det dybe hav

Med åbne øjne
Ser jeg mit helvede
Let på tå
Kaster jeg mig ud
For hajernes åbne gab
I det dybe hav

Digt: Alene og forladt

Alene og forladt
Sidder jeg i det dybeste hav
Alene og forladt
Spreder angsten sig i kroppen
Alene og forladt
Skriger jeg lydløst af frustration
Alene og forladt
Tager jeg kontrollen i min hånd
Alene og forladt
Samler jeg mod til at gå frem
Alene og forladt
Træder jeg ind i det hvide lys
Alene og forladt
Kigger jeg ned fra den højeste sky

Digt: For enden af bordet

Gennemboret af sult
Fristelser
Med angsten for at miste kontrollen
Sidder hun for enden af bordet

Stjålne blikke fra de omkringsiddende
Fulde af bedrøvelse og fortvivlelse
Ser de på den lille og skrøbelige skabning
Der sidder for enden af bordet

Hun smager duften af mad
Der nærmer sig hendes mund
Med et halvt håbefuldt, halvt tvunget smil
Sidder hun for enden af bordet

Digt: Ynkelig

Skulende intensivitet
I dine øjne
Siger mig
At noget er galt
Stirrende vantro
I folks blikke
Fortæller mig
At noget er forkert
Sitrende anspændthed
I samtalens kerne
Advarer mig om
At noget er underligt
Truende vrede
I stemmerne omkring
Skriger til mig
At jeg skal flygte
Men hvor hen?

I et fjernt hjørne
Af mig selv
Kryber jeg sammen
Med bange anelser
Ser jeg mig selv
Ynkelig

Digt: Fra top til tå

Kriblende uro
Fylder kroppen
Fra top til tå

Skælvende ubehag
Flyder gennem årerne
Fra top til tå

Truende rastløshed
Løber i knoglerne
Fra top til tå

Krybende angst
Finder sin vej
Fra top til tå

Digt: Mia

Hun er min bedste veninde.
Hun er der, når jeg har brug for det.
Hun kommer, når jeg er svag.
Hun er ved min side hver eneste dag.
Hendes navn er...

Hun er min trofaste støtte.
Hun holder mig i hånden, når jeg behøver det.
Hun kommer, når jeg kalder.
Hun hjælper mig op, når jeg falder.
Hendes navn er...

Novelle: Mig og Mia

Dette var første udkast til Den sorte boks - 9 elementer. Men da jeg ikke kunne proppe alle elementerne ind i, valgte jeg at skrive den anden.


I drømmeland er jeg fri. Fri som en fisk, der svømmer i det dybeste hav. Fri som en fugl, der flyver over den højeste sky. Når jeg sover, kan intet gøre mig ondt. Når jeg drømmer er jeg klar til at springe ud i livet. I am ready to take a leap of faith.

“Du er ikke stærk nok til at komme ud på den anden side. Det er jo det rene sisyfos arbejde. Du er simpelthen ikke i stand til det. Du har brug for mig”, fortæller hun mig rasende over, jeg prøvede at stå alene. Jeg havde taget nogle skridt selv. Jeg gik bag hendes ryg ved at turde. Jeg mistede fodfæstet for en stund. Jeg slap kontrollen. Det lykkedes mig næsten, men faldt på vejen. Nu er hun tilbage med dobbelt så stor styrke, og jeg har måske mistet mig selv for altid. Som prikken over i’et nærer mine nederlag hendes ånd.

Hendes navn er Mia. Hun er min bedste veninde. Hun er der, når jeg har brug for det. Hun kommer, når jeg er svag. Hun er ved min side hver eneste dag.

Jeg er syg. Mit sind er inficeret. Mine forfærdelige tanker, irrationelle angst, tvangsprægede handlinger hører ikke hjemme i en sund og rask person. Jeg er syg. Det må jeg erkende.
Siden Ana er trådt ind i mit liv har alting forandret sig temmelig meget. Jeg husker ikke længere følelsen af lykke. Jeg kan ikke mærke følelsen af glæde mere. Gnisten af liv, der engang lyste ud af mine øjne som stjerner, er forsvundet. Den boblende livsglæde, der engang hvirvlede rundt indeni min krop, er forduftet.

“Du er ikke god nok. Du er svag. Tag kontrollen. Jeg hjælper dig”, siger hun støttende med en blid stemme.
Mia er god nok. Det er jo min skyld. Ikke hendes. Hun kan ikke gøre for, jeg er svag, uduelig og grim. Hun prøver jo bare at hjælpe mig.

I jagten på livet som lykkelig gælder alle kneb, eller gør de? Ana er i hvert fald af denne opfattelse, og hvis hun er, er jeg også. Hun er min eneste trofaste støtte, jeg kan læne mig op ad lige nu.

Hun synger for mig om natten, at jeg skal vende nederlagene til successer og triumfer. Jeg skal tage skeen i den anden hånd og tage kontrollen tilbage.

“Du bliver nødt til at opretholde kontrollen, ellers forsvinder jeg. Og det vil du jo ikke have, vel? Hvis jeg forsvinder, er du jo helt alene i verden. Så ikke noget med at springe ud fra klippen. Don’t take af leap of faith”, hvisker hun til mig, inden jeg svømmer ind i drømmeland.

Digt: Livløse øjne

Endeløs ligegyldighed
Fylder verdens tomrum
Intetheden
Skriger ud i den livløse luft
Der flyver omkring
Hendes livløse øjne

Evig meningsløshed
Tumler rundt i trætheden
Håbløsheden
Skuler olmt ned fra oven
Hvis lys langsomt forsvinder
Fra hendes livløse øjne

Det uendelige fravær af følelser
Maler tilværelsens fortvivlelse
Mørket
Suger al glæden
Der engang lyste som stjerner
I hendes livløse øjne

Digt: Ved siden af

Stående ved siden af
Betragter jeg mig selv
Mens glæden og gnisten til at leve
Forsvinder med madens fravær og angstens tiltag
Mine følelser og mit liv tæres op
Af ulvens magtliderlige spil
I en evig angst for at miste kontrollen
Lever jeg for at tilfredsstille ulven
Tavst søger jeg bevægelse
I den stillestående elendighed
Der har opslugt mit sind
Ingen kan trænge igennem
Muren af løgne, bedrageri og fornægtelse
For hver dag jeg overlever
Dør en lille del af mig
Meningsløst står jeg og kigger på
Mens livet passerer forbi

Digt: Ulven i mit indre

Jeg kom til dig i din fortid
Jeg hersker i din nutid
Jeg skriver din fremtid
Jeg nærer af din sult
Jeg æder din krop
Jeg overtager dit sind

Jeg er dig
Jeg er din værste fjende
Og jeg giver aldrig slip

Du sidder fast i fortiden
Du glor på nutiden
Du frygter fremtiden
Du hader sulten
Du bliver høj af maden
Du finder kontrollen

Du er mig
Du er min bedste ven
Og jeg elsker dig