Den sorte box - 6 elementer

De 6 elementer:

You create your own universe as you go along
Den gordiske knude
Triumf
“Write it down, it might be read
Nothing’s better left unsaid”
Keith Reid/Procol Harum

2 billeder: En tunnel, Et skilt med en blind vej

Hvad jeg fik ud af det:

Tunnelen
Hun træder langsomt og forsigtigt ind i den dunkle tunnel. Tunnelen er lang. Alt er mørkt. Hun er fanget. Fanget i sine nederlag og dybe følelse af sorg og fortvivlelse. Der er intet lys for enden. Ingen udgang. Hun er alene i mørket.
Hendes ben føles tunge. Hvert skridt hun tager virker som en evighed. Timer bliver til dage. Dage bliver til uger. Uger bliver til måneder. Og måneder bliver til år. Der er stadig intet lys eller nogen udgang i sigte. For hvert skridt hun tager, er det som om, det bliver mere og mere uoverskueligt. Tiden går, uret tikker, fjerne lyde af stemmer, der snakker til hende forsvinder i baggrunden. Inden længe hører hun intet. Hun ser intet. Alt er mørkt.
Det virker som om, hun går på en blind vej. Der er ikke nogen ny sti eller vej forude. Det hele er dækket af mørke.
Hun står stille i sit eget mareridt. Alene og forladt farer hun forvildet rundt i en uendelig labyrint. En labyrint formet som en knude, der ingen ende har. Den er uløselig. Der er ingen udvej.

Pluselig lyder en lille spinkel stemme. En fjern stemme, der hvisker til hende. “Følg mig”, siger stemmen. “Hos mig er du i sikkerhed. Gå efter mig, og du vil finde en vej ud af mørket,” fortsætter stemmen i mørket. “You create your own universe as you go along,” hvisker stemmen blidt i hendes ører, og pludselig finder hun viljen til at fortsætte fremad.

Et lys viser sig for enden af tunnelen. Et lille, hvidt lys, der giver hende mod, styrke og håb.
Hun finder modet til at blive ved med at gå fremad, styken til at bevæge fødderne, og håbet til at visualisere sig, hvad fremtiden byder på. Nu føles det hele lidt lettere. Hun er ikke længere alene. Nederlagene, sorgen og fortvivlelsen begynder langsomt at løfte sig fra hendes skuldre. Hun føles lettere. Hun tør drømme om triumfer i hendes fremtid. Hun tør gribe fat i det spinkle håb om, at lyset bryder mørket omkring hende, jo længere hun går.

Nu står hun for enden af tunnelen. Lyset varmer hendes krop. Det oplyser hendes sind, og et forsigtigt smil viser sig i mundvigene. Nederlagene bliver erstattet med succes og triumfer. Sorgen og fortvivlelsen bliver til glæde og håb. Hvad der har virket som en evighed, har i virkeligheden kun været et par år. Nu er hun stærkere end nogensinde før, og er klar til at gå videre i livet. Hun vil ud og opleve, rejse hvorend livet bringer hende, tage fantastiske billeder af ting og personer, der betyder meget for hende. Hun vil skrive om sine erindringer, dele sine erfaringer med verden. Få det ned på papir, for måske bliver det læst, og intet har godt af at forblive usagt. Det hele skal ud i verden som hende selv. Nu er hun klar til at leve.