torsdag den 15. september 2011

Den sorte box - 2 elementer

De 2 elementer:

De syv dødssynder
Et link: http://www.youtube.com/watch?v=kYDUXWwQcoI&NR=1

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:

Bekendelsen
Inde i kirken var der så stille, man ville have hørt, hvis en nål faldt til jorden. Kirken var ikke helt tom, som hun ville have forventet. På den forreste bænk sad en ung fyr med bøjet hoved og mumlede for sig selv, nær alteret sad en gammel dame og rokkede frem og tilbage på en stol, og en mand gik rundt og tændte stearinlysene, der hang på væggen. Hun lagde mærke til, han gik og messede stille, mens stearinen løb ned ad lysene og ramte gulvet med et stille “plop”. Kirken var stor. Der var højt til loftet, og det var umuligt at tælle alle bænkene fra døren, forbi orgelet, forbi prædikestolen, og op til alteret. Der var alt for mange. Hun gik langsomt og forsigtigt op ad kirkegulvet. Ved trappen op til alteret stoppede hun op, bøjede hovedet, og lavede et kors over brystet. Så gik hun videre hen mod skriftestolene. Udenfor den midterste stoppede hun op og kiggede sig rundt omkring for at sikre sig, der var ingen, der lagde mærke til, hun stod der. Så trak hun forhænget fra og gik ind. Hun satte sig tungt ned på stolen, og en luge gik op indtil præsten. “Hvad kan jeg hjælpe dig med, mit barn?” spurgte han hende med en blid og rolig stemme. “Tilgiv mig fader, for jeg har syndet”, sagde hun med grådkvalt stemme. “Hvad har du gjort, mit barn?” spurgte han hende blødt. “Jeg har slået en mand ihjel, der pralede af sin succes. Jeg har slået en mand ihjel, der havde flere penge, end han kunne bruge, men gav ingen ud. Jeg har slået en mand ihjel, der var sin kone utro. Jeg har slået en mand ihjel, der misundte alle andre omkring sig i stedet for at nyde sit eget liv. Jeg har slået en mand ihjel, der tog alt, han kom i nærheden af selvom om andre havde brug for det mere end ham. Jeg har dræbt i Guds navn. Jeg har dræbt de fem af de syv dødssynder. Nu mangler jeg dovenskab og vrede. Dovenskabens mester finder jeg her i Guds hus. Det er en mand, der intet har gjort for at eliminere syndere. En mand, der har ladet syndere gå levende herfra. En mand, der bare sidder og lytter. Du er min sjette dødssynd.” sagde hun og stak en kniv igennem skillevæggen mellem hende og præsten. Da hun var færdig med præsten, tørrede hun kniven af i forhænget og sagde til sig selv: “Vrede er en dødssynd. For dette må jeg bøde med mit liv.” Og så var hun væk.

Short short story:

Hovmodig dans
Hun danser i lysningen med blafrende kjole og smilehuller i kinderne. ”Jeg er glad, lykkelig og kan klare alt. Jeg er større end alle andre”, synger hun, mens himlen pludselig bliver mørk. En rød mand med horn i panden nærmer sig. ”Hovmod er en dødssynd”, siger skikkelsen og hiver hende ind i skoven.

Digt:

Hun danser
Hun danser
Til vindens toner
Og bølgernes melodi

Hun danser
Med vand til knæene
Og sand i skoene

Hun danser
Til solen går ned
Og månen står op

Hun danser
Til døden kommer
Og vil tage hende med

Mørkt og koldt
Står hun alene
Mens døden danser

De danser
Til døden falder
Hun danser

De syv dødssynder
En hovmodig mand
Tegner sig selv stor og mægtig
Det skal bødes med døden

En grådig mand
Sidder på guldet til døden
Det skal bødes med døden

En utugtig mand
Ser med gule øjne på elskerinden
Det skal bødes med døden

En misundelig mand
Ser grønt på alle andres liv
Det skal bødes med døden

En fråsende mand
Har større mængder end han behøver
Det skal bødes med døden

En vred mand
Maler fanden rød på væggen
Det skal bødes med døden

En doven mand
Ligger lilla og ugidelig på sofaen
Det skal bødes med døden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar