Novelle: De 10 vindmøller

Denne novelle er skrevet i sommeren 2009. Det var en meget turbulent sommer, og jeg var lige startet til psykolog få måneder for inden.

Hun går med tunge skridt ned ad den grønne sti til stranden. Vinder river hende i håret, men hun er ligeglad. Hun har kun én ting i tankerne. De 10 vindmøller. Hun kan allerede se dem for sig. Hun tæller dem igen og igen.

Hun ser en flok børn lege på fodboldbanen, mens deres forældre står og snakker. Hun lytter til musikken i hendes ører. Prøver at ignorere de glade barnestemmer, og lyden af forældrenes latter, da den ene af dem fortæller en vits.

Hun går videre ned mod stranden. Men hun skal over diget først. Et gammelt ægtepar kommer gående, idet hun træder på det sidste trin op på diget. Da de er gået forbi, kæmper hun sig over og ned på den sidste sti, som fører ned til stranden.

Nu er hun på stranden. Solen skinner på hendes røde kinder, og har gjort sandet lunt at gå i. Hun tager skoene af. Hun kigger sig rundt. Der sidder et par voksne på en terrasse og snakker. En hund løber og gør ad nogle mennesker som går på grusstien. Da hunden bliver kaldt tilbage til ejerne, begynder hun at gå langsomt ét skridt ad gangen ned mod vandet.

Vandet bruser op ad stenene på hver side af hende. Der er ca. 10 meter på hver side af hende hen til stenene. Det er lavvande, så man kan se hver og én. Hun stopper kort op og kigger på dem. Så går hun videre.

Nu står hun 1 meter fra vandkanten. En krabbe skynder sig at grave sig ned i sandet under en sten. Hun kigger ned ad sig selv, mens en lille tåre løber ned ad hendes kind. Hun tænker tilbage på alle de gange hun har løjet. Alle de gange hun har snydt sig ud på toilettet og tændt for vandhanen, mens to af hendes fingre har hjulpet hende af med smerten. Alle de gange hun har siddet alene på værelset med et barberblad i hånden og rødt blod pible ud af snittene på den modsatte arm.

Hun kigger igen op. Ud mod de 10 vindmøller. Hun bliver ved med at tælle, hvor mange der er hver gang, selvom hun jo godt ved det. Nu kommer der flere tårer. Ikke fordi hun ikke kan styrer den tvangstanke, der farer igennem hovedet på hende, men fordi hun ikke kan mere.

Hun tager et forsigtigt skridt ud i vandet. Så et til, og et mere. Lige pludselig står hun i vand til knæene. Hun bøjer sig ned, og tager en håndfuld vand i hænderne. Det er koldt og klart. Så skyller hun sit ansigt fri for tårerne. Hun rejser sig igen, og går et par skridt mere. Nu når vandet hende til navlen. Det minder hende om, da hun var lille, når hendes mor prædikede om, at hun kun måtte gå ud til navlen. Men hun trodsede hende altid. Hun havde altid elsket havet. Det salte vand og det hvide sand.

Hun træder på noget tang, og vågner op af sine tanker. Nogle mennesker står og råber inde fra strande. Hun kan ikke hører hvad de råber, så hun går bare videre.

Hun tænker på, hvordan det er efter døden. Lever ens sjæl videre i en ny krop, eller kommer man virkelig i himlen? Op til alle englene? Ingen ved det, men måske får hun snart svar?

Nu står hun i vand til halsen. Hun kan snart ikke bunde mere, men hun fortsætter. Hendes læber er blå, og hendes krop er kold. Hun er ligeglad. Hun mærker ingenting mere. Tanken om, at det hele snart er slut, er befriende.

Nu træder hun vande. Hendes krop er træt. Hun kan ikke kæmpe mere. Hun vil ikke kæmpe mere.

Hun får det kolde, salte vand ind i munden. Det svider i næsen. Hun lukker øjnene og tænker tilbage på dengang, hvor hun var lykkelig. Glemmer alt omkring hende.

Nu er hun endelig fri…

Pludselig griber en arm rundt om hendes livløse krop. Hun har givet op.
Da han når op på stranden trækker hun ikke vejret. Hans våde tøj drypper ned på hendes lille uskyldige krop. Han råber til sin kone, at hun skal ringe 112. Han starter hjertemassage. Stadig ingen livstegn. Hun er ligbleg, og kold som is. Hendes krop er tynd som en pind. Der er intet fedt på hende. Han gyser ved synet, men fortsætter med at give hende førstehjælp.

Blå blink og sirenen fra en ambulance letter ham. Han fortæller redderne, hvad der er sket, og de spænder hende på en båre og kører med fuld udrykning mod det nærmeste sygehus.

Da lægen går hen mod hendes forældre med et tomt og sorgfuldt ansigt, ved de allerede, hvad han vil sige. Hun er død.

Hun kan intet føle. Hun står bare der på stranden og kigger ud i horisonten. Hun kigger på de 10 vindmøller. Hun tæller dem igen og igen.

En tåre løber ned ad hendes allerede kolde og våde kind. Ikke engang nu, hvor det lykkedes hende, er hun lykkelig.