Digt: Masken

Når jeg går ud af døren
Tager jeg masken på
Med et smil på læben
Erobrer jeg hele verden
Med glimtet i øjet
Flirter jeg mig frem i mængden
Af travle mennesker
Efterladt i hverdagen
Med en hånd i vejret
Vinker jeg til alle på min vej
Men hjemme igen
Sidder jeg
Med hænderne for ansigtet
Og prøver at holde masken
Så den ikke falder af

Skikkelsen

Solens sidste lys er gået ud, og tilbage er kun det sorte mørke, hvori smerte og sorg lurer.

Musikken fylder det mørke rum med søde toner af opmuntring.

Men i sengen ligger en lille sammenkrøllet skikkelse med røde øjne og uglet hår.

Mens nattens skygger kryber over væggene, skælver skikkelsen af angst og kulde.

Inden længe er den ynkelige, svage skikkelse i skyggernes vold og magt.

Forkrampet af frygt og smerte glider den sammensunkne skikkelse ind i bevidstløshedens mørke.

Stilhed omslutter rummets fire vægge mens solens første stråler kigger nysgerrigt igennem gardinets
små sprækker.

Rummet er tomt med undtagelse af en livløs skikkelse, der forsigtigt åbner øjnene for den nye dag.

Digt: Uden dig

Uden dig er jeg intet

Uden dig ville jeg ikke stå her i dag

Uden dig finder jeg ikke ro

Uden dig smiler jeg ikke

Uden dig græder jeg

Uden dig falder jeg

Uden dig bliver jeg liggende

Uden dig er jeg intet

Digt: Evigheden

Med røde øjne

Sidder jeg alene

På mit værelse

Med en håndfuld piller

Og en flaske vodka

Stormende tomhed

Vælter mit sind omkuld

Liggende stille

Falder jeg i evighedens søvn