De 2 elementer:
De syv dødssynder
Et link: http://www.youtube.com/watch?v=kYDUXWwQcoI&NR=1
Hvad jeg fik ud af det:
Novelle:
Bekendelsen
Inde i kirken var der så stille, man ville have hørt, hvis en nål faldt til jorden. Kirken var ikke helt tom, som hun ville have forventet. På den forreste bænk sad en ung fyr med bøjet hoved og mumlede for sig selv, nær alteret sad en gammel dame og rokkede frem og tilbage på en stol, og en mand gik rundt og tændte stearinlysene, der hang på væggen. Hun lagde mærke til, han gik og messede stille, mens stearinen løb ned ad lysene og ramte gulvet med et stille “plop”. Kirken var stor. Der var højt til loftet, og det var umuligt at tælle alle bænkene fra døren, forbi orgelet, forbi prædikestolen, og op til alteret. Der var alt for mange. Hun gik langsomt og forsigtigt op ad kirkegulvet. Ved trappen op til alteret stoppede hun op, bøjede hovedet, og lavede et kors over brystet. Så gik hun videre hen mod skriftestolene. Udenfor den midterste stoppede hun op og kiggede sig rundt omkring for at sikre sig, der var ingen, der lagde mærke til, hun stod der. Så trak hun forhænget fra og gik ind. Hun satte sig tungt ned på stolen, og en luge gik op indtil præsten. “Hvad kan jeg hjælpe dig med, mit barn?” spurgte han hende med en blid og rolig stemme. “Tilgiv mig fader, for jeg har syndet”, sagde hun med grådkvalt stemme. “Hvad har du gjort, mit barn?” spurgte han hende blødt. “Jeg har slået en mand ihjel, der pralede af sin succes. Jeg har slået en mand ihjel, der havde flere penge, end han kunne bruge, men gav ingen ud. Jeg har slået en mand ihjel, der var sin kone utro. Jeg har slået en mand ihjel, der misundte alle andre omkring sig i stedet for at nyde sit eget liv. Jeg har slået en mand ihjel, der tog alt, han kom i nærheden af selvom om andre havde brug for det mere end ham. Jeg har dræbt i Guds navn. Jeg har dræbt de fem af de syv dødssynder. Nu mangler jeg dovenskab og vrede. Dovenskabens mester finder jeg her i Guds hus. Det er en mand, der intet har gjort for at eliminere syndere. En mand, der har ladet syndere gå levende herfra. En mand, der bare sidder og lytter. Du er min sjette dødssynd.” sagde hun og stak en kniv igennem skillevæggen mellem hende og præsten. Da hun var færdig med præsten, tørrede hun kniven af i forhænget og sagde til sig selv: “Vrede er en dødssynd. For dette må jeg bøde med mit liv.” Og så var hun væk.
Short short story:
Hovmodig dans
Hun danser i lysningen med blafrende kjole og smilehuller i kinderne. ”Jeg er glad, lykkelig og kan klare alt. Jeg er større end alle andre”, synger hun, mens himlen pludselig bliver mørk. En rød mand med horn i panden nærmer sig. ”Hovmod er en dødssynd”, siger skikkelsen og hiver hende ind i skoven.
Digt:
Hun danser
Hun danser
Til vindens toner
Og bølgernes melodi
Hun danser
Med vand til knæene
Og sand i skoene
Hun danser
Til solen går ned
Og månen står op
Hun danser
Til døden kommer
Og vil tage hende med
Mørkt og koldt
Står hun alene
Mens døden danser
De danser
Til døden falder
Hun danser
De syv dødssynder
En hovmodig mand
Tegner sig selv stor og mægtig
Det skal bødes med døden
En grådig mand
Sidder på guldet til døden
Det skal bødes med døden
En utugtig mand
Ser med gule øjne på elskerinden
Det skal bødes med døden
En misundelig mand
Ser grønt på alle andres liv
Det skal bødes med døden
En fråsende mand
Har større mængder end han behøver
Det skal bødes med døden
En vred mand
Maler fanden rød på væggen
Det skal bødes med døden
En doven mand
Ligger lilla og ugidelig på sofaen
Det skal bødes med døden
Viser opslag med etiketten den sorte box. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten den sorte box. Vis alle opslag
torsdag den 15. september 2011
onsdag den 31. august 2011
Den sorte box - 4 elementer
De 4 elementer:
“To forgive is to set a prisoner free and discover that the prisoner was you.”
“Ved ikke at give op nåede selv sneglen Noahs Ark”
2 billeder: En fårekylling med sneglehus, En pige bundet.
Hvad jeg fik ud af det:
Et digt:
Som fluen fanget i edderkoppens spind
er hun fastholdt i skyggernes vold.
Med smerten fra biens spidse brod
skriger hun desperat ud i tomheden.
I en frosset tilstand af skræk
snegler tiden sig langsomt afsted.
Som en bille vendt på hovedet
er hun bundet til sit sinds formørkelse.
Med vingerne fra en sommerfugl
flyver hun over den højeste sky.
Som biens søde honning
griner hun af glæde ud i verden.
Med heldet fra Jesper Fårekylling
rejser hun sig fra støvet.
Med viljestyrken fra en snegl
giver hun slip og tilgiver sin fortid.
“To forgive is to set a prisoner free and discover that the prisoner was you.”
“Ved ikke at give op nåede selv sneglen Noahs Ark”
2 billeder: En fårekylling med sneglehus, En pige bundet.
Hvad jeg fik ud af det:
Et digt:
Som fluen fanget i edderkoppens spind
er hun fastholdt i skyggernes vold.
Med smerten fra biens spidse brod
skriger hun desperat ud i tomheden.
I en frosset tilstand af skræk
snegler tiden sig langsomt afsted.
Som en bille vendt på hovedet
er hun bundet til sit sinds formørkelse.
Med vingerne fra en sommerfugl
flyver hun over den højeste sky.
Som biens søde honning
griner hun af glæde ud i verden.
Med heldet fra Jesper Fårekylling
rejser hun sig fra støvet.
Med viljestyrken fra en snegl
giver hun slip og tilgiver sin fortid.
torsdag den 25. august 2011
Den sorte box - 5 elementer
De 5 elementer:
Jeg ved en lærkerede...
"Nothing makes us so lonely as our secrets...
Link: One Republic - Secrets
2 billeder: Katteøjne, Fugl i et bur
Hvad jeg fik ud af det:
2 digte.
Hemmelighedens slør
Håbefulde katteøjne
Stirrer ud fra tomheden
Misundelig på verden
Og menneskets frihed
En ensom fugl
Flyver forvildet rundt
Fanget i løgnens fængsel
Og tørster efter livets sandhed
En snedig ræv
lurer bag tågen
Fra hemmelighedens slør
Og åbner langsomt dødens port
Skjulte sandheder
Jeg går
Forvildet rundt
I nattens mørke
Som en fugl
Fanget i eget bur
Jeg løber
Forfulgt
Af mine løgne
Og hemmeligheder
Som katteøjne
I billygternes skær
Inden de forsvinder
Jeg ved en rede
som ingen ved hvor er
af skjulte sandheder
Som forhåbentlig en dag
Bliver fortalt
Jeg ved en lærkerede...
"Nothing makes us so lonely as our secrets...
Link: One Republic - Secrets
2 billeder: Katteøjne, Fugl i et bur
Hvad jeg fik ud af det:
2 digte.
Hemmelighedens slør
Håbefulde katteøjne
Stirrer ud fra tomheden
Misundelig på verden
Og menneskets frihed
En ensom fugl
Flyver forvildet rundt
Fanget i løgnens fængsel
Og tørster efter livets sandhed
En snedig ræv
lurer bag tågen
Fra hemmelighedens slør
Og åbner langsomt dødens port
Skjulte sandheder
Jeg går
Forvildet rundt
I nattens mørke
Som en fugl
Fanget i eget bur
Jeg løber
Forfulgt
Af mine løgne
Og hemmeligheder
Som katteøjne
I billygternes skær
Inden de forsvinder
Jeg ved en rede
som ingen ved hvor er
af skjulte sandheder
Som forhåbentlig en dag
Bliver fortalt
mandag den 22. august 2011
Den sorte box - 6 elementer
De 6 elementer:
You create your own universe as you go along
Den gordiske knude
Triumf
“Write it down, it might be read
Nothing’s better left unsaid”
Keith Reid/Procol Harum
2 billeder: En tunnel, Et skilt med en blind vej
Hvad jeg fik ud af det:
Tunnelen
Hun træder langsomt og forsigtigt ind i den dunkle tunnel. Tunnelen er lang. Alt er mørkt. Hun er fanget. Fanget i sine nederlag og dybe følelse af sorg og fortvivlelse. Der er intet lys for enden. Ingen udgang. Hun er alene i mørket.
Hendes ben føles tunge. Hvert skridt hun tager virker som en evighed. Timer bliver til dage. Dage bliver til uger. Uger bliver til måneder. Og måneder bliver til år. Der er stadig intet lys eller nogen udgang i sigte. For hvert skridt hun tager, er det som om, det bliver mere og mere uoverskueligt. Tiden går, uret tikker, fjerne lyde af stemmer, der snakker til hende forsvinder i baggrunden. Inden længe hører hun intet. Hun ser intet. Alt er mørkt.
Det virker som om, hun går på en blind vej. Der er ikke nogen ny sti eller vej forude. Det hele er dækket af mørke.
Hun står stille i sit eget mareridt. Alene og forladt farer hun forvildet rundt i en uendelig labyrint. En labyrint formet som en knude, der ingen ende har. Den er uløselig. Der er ingen udvej.
Pluselig lyder en lille spinkel stemme. En fjern stemme, der hvisker til hende. “Følg mig”, siger stemmen. “Hos mig er du i sikkerhed. Gå efter mig, og du vil finde en vej ud af mørket,” fortsætter stemmen i mørket. “You create your own universe as you go along,” hvisker stemmen blidt i hendes ører, og pludselig finder hun viljen til at fortsætte fremad.
Et lys viser sig for enden af tunnelen. Et lille, hvidt lys, der giver hende mod, styrke og håb.
Hun finder modet til at blive ved med at gå fremad, styken til at bevæge fødderne, og håbet til at visualisere sig, hvad fremtiden byder på. Nu føles det hele lidt lettere. Hun er ikke længere alene. Nederlagene, sorgen og fortvivlelsen begynder langsomt at løfte sig fra hendes skuldre. Hun føles lettere. Hun tør drømme om triumfer i hendes fremtid. Hun tør gribe fat i det spinkle håb om, at lyset bryder mørket omkring hende, jo længere hun går.
Nu står hun for enden af tunnelen. Lyset varmer hendes krop. Det oplyser hendes sind, og et forsigtigt smil viser sig i mundvigene. Nederlagene bliver erstattet med succes og triumfer. Sorgen og fortvivlelsen bliver til glæde og håb. Hvad der har virket som en evighed, har i virkeligheden kun været et par år. Nu er hun stærkere end nogensinde før, og er klar til at gå videre i livet. Hun vil ud og opleve, rejse hvorend livet bringer hende, tage fantastiske billeder af ting og personer, der betyder meget for hende. Hun vil skrive om sine erindringer, dele sine erfaringer med verden. Få det ned på papir, for måske bliver det læst, og intet har godt af at forblive usagt. Det hele skal ud i verden som hende selv. Nu er hun klar til at leve.
You create your own universe as you go along
Den gordiske knude
Triumf
“Write it down, it might be read
Nothing’s better left unsaid”
Keith Reid/Procol Harum
2 billeder: En tunnel, Et skilt med en blind vej
Hvad jeg fik ud af det:
Tunnelen
Hun træder langsomt og forsigtigt ind i den dunkle tunnel. Tunnelen er lang. Alt er mørkt. Hun er fanget. Fanget i sine nederlag og dybe følelse af sorg og fortvivlelse. Der er intet lys for enden. Ingen udgang. Hun er alene i mørket.
Hendes ben føles tunge. Hvert skridt hun tager virker som en evighed. Timer bliver til dage. Dage bliver til uger. Uger bliver til måneder. Og måneder bliver til år. Der er stadig intet lys eller nogen udgang i sigte. For hvert skridt hun tager, er det som om, det bliver mere og mere uoverskueligt. Tiden går, uret tikker, fjerne lyde af stemmer, der snakker til hende forsvinder i baggrunden. Inden længe hører hun intet. Hun ser intet. Alt er mørkt.
Det virker som om, hun går på en blind vej. Der er ikke nogen ny sti eller vej forude. Det hele er dækket af mørke.
Hun står stille i sit eget mareridt. Alene og forladt farer hun forvildet rundt i en uendelig labyrint. En labyrint formet som en knude, der ingen ende har. Den er uløselig. Der er ingen udvej.
Pluselig lyder en lille spinkel stemme. En fjern stemme, der hvisker til hende. “Følg mig”, siger stemmen. “Hos mig er du i sikkerhed. Gå efter mig, og du vil finde en vej ud af mørket,” fortsætter stemmen i mørket. “You create your own universe as you go along,” hvisker stemmen blidt i hendes ører, og pludselig finder hun viljen til at fortsætte fremad.
Et lys viser sig for enden af tunnelen. Et lille, hvidt lys, der giver hende mod, styrke og håb.
Hun finder modet til at blive ved med at gå fremad, styken til at bevæge fødderne, og håbet til at visualisere sig, hvad fremtiden byder på. Nu føles det hele lidt lettere. Hun er ikke længere alene. Nederlagene, sorgen og fortvivlelsen begynder langsomt at løfte sig fra hendes skuldre. Hun føles lettere. Hun tør drømme om triumfer i hendes fremtid. Hun tør gribe fat i det spinkle håb om, at lyset bryder mørket omkring hende, jo længere hun går.
Nu står hun for enden af tunnelen. Lyset varmer hendes krop. Det oplyser hendes sind, og et forsigtigt smil viser sig i mundvigene. Nederlagene bliver erstattet med succes og triumfer. Sorgen og fortvivlelsen bliver til glæde og håb. Hvad der har virket som en evighed, har i virkeligheden kun været et par år. Nu er hun stærkere end nogensinde før, og er klar til at gå videre i livet. Hun vil ud og opleve, rejse hvorend livet bringer hende, tage fantastiske billeder af ting og personer, der betyder meget for hende. Hun vil skrive om sine erindringer, dele sine erfaringer med verden. Få det ned på papir, for måske bliver det læst, og intet har godt af at forblive usagt. Det hele skal ud i verden som hende selv. Nu er hun klar til at leve.
torsdag den 18. august 2011
Den sorte box - 7 elementer
de 7 elementer:
Behøver jeg undskylde
Solens varme
Elevatoren eller trapperne
"If youre going through hell, keep going."
Gad vide, hvad der var i den
Hvem bankede på midt om natten
Billede: Forseglet konvolut
Hvad jeg fik ud af det:
Novelle:
Den forseglede konvolut
Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel. Det bankede på min dør, mens jeg sov, midt om natten. Jeg skulle vælge. Vælge hvordan jeg ville leve resten af mit liv. Valget stod mellem elevatoren og trapperne. Den lette og glatte vej eller den hårde og svære vej.
”Hvordan vil du leve livet?” spurgte min terapeut mig.
”Jeg vil være glad. Jeg vil mærke solens varme og blæstens blide vind på mine kinder. Jeg vil smile stort og have funklende stjerner i øjnene. Jeg vil nyde livet,” sagde jeg til hende med håb i stemmen.
”Hvis det er det, du vil, så skal vi arbejde sammen. Jeg vil gå med dig ved din side og hjælpe dig så godt jeg kan på din vej videre i livet. Men det bliver svært. Det handler ikke kun om at vælge mellem elevatoren og trapperne. Du kommer til at bruge begge dele. Nogle gange vil det være svært og hårdt, mens det andre gange vil gå let som en leg. Du skal fortsætte fremad, selvom det virker umuligt. Du skal blive ved med at træde et skridt fremad, selvom det gør ondt og føles som et helvede.” Sagde hun afventende.
”Okay”, svarede jeg hende med en fast, klar stemme. Dette var første skridt, jeg tog ud livet.
Nu står jeg med en konvolut. En forseglet konvolut. Lige nu er den lukket, forseglet med alverdens forhindringer, jeg skal klare først. Men én ting er sikkert; jeg skal nok få den åbnet. En dag når jeg ind til kernen, ind til den sidste forsegling.
Gad vide, hvad der er i den? Jeg er glæder mig til, jeg en dag kan åbne den og finde ud af, hvad der gemmer sig i den. Jeg tror, efterhånden som jeg kommer tættere og tættere på åbningen, kan jeg gætte mig til, hvad der er i den. Måske kan jeg endda selv få lov at vælge, hvad der skal være i. Når jeg åbner den, vil der nok ikke være så meget i, så jeg skal selv finde ting, jeg vil putte ned i den og gemme på.
Jeg har lært, jeg ikke behøver undskylde for, hvordan jeg har levet mit liv indtil nu, for jeg har tid til at gøre det om. Jeg har fået lov til at starte forfra med en ren tavle. Jeg har fået en ny chance til at leve mit liv fuldt ud.
I dag har jeg overvundet og genvundet mange af de forhindringer, der er mellem mig og konvoluttens åbning. Jeg har igen fået håb og drømme for min fremtid. Og selvom der er lang vej til jeg når mit mål, til jeg når ind til den sidste forsegling af konvolutten, ved jeg, jeg nok skal nå dertil. For jeg har valgt at tage udfordringen op. For jeg er direktøren i mit liv.
Digt:
Skiftende årstider
Blomstrende og glad forår
Dansende farver
Syngende træer
Fint og uskyldigt
Varm og tryg sommer
Solen varmer
Havet bruser
Vildt og voldsomt
Brunt og kedeligt efterår
Blæsende forvirring
Regnende frustration
Træt og gråt
Kold og kynisk vinter
Hyggen fryser
Tomheden skuler
Trist og mørkt
Behøver jeg undskylde
Solens varme
Elevatoren eller trapperne
"If youre going through hell, keep going."
Gad vide, hvad der var i den
Hvem bankede på midt om natten
Billede: Forseglet konvolut
Hvad jeg fik ud af det:
Novelle:
Den forseglede konvolut
Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel. Det bankede på min dør, mens jeg sov, midt om natten. Jeg skulle vælge. Vælge hvordan jeg ville leve resten af mit liv. Valget stod mellem elevatoren og trapperne. Den lette og glatte vej eller den hårde og svære vej.
”Hvordan vil du leve livet?” spurgte min terapeut mig.
”Jeg vil være glad. Jeg vil mærke solens varme og blæstens blide vind på mine kinder. Jeg vil smile stort og have funklende stjerner i øjnene. Jeg vil nyde livet,” sagde jeg til hende med håb i stemmen.
”Hvis det er det, du vil, så skal vi arbejde sammen. Jeg vil gå med dig ved din side og hjælpe dig så godt jeg kan på din vej videre i livet. Men det bliver svært. Det handler ikke kun om at vælge mellem elevatoren og trapperne. Du kommer til at bruge begge dele. Nogle gange vil det være svært og hårdt, mens det andre gange vil gå let som en leg. Du skal fortsætte fremad, selvom det virker umuligt. Du skal blive ved med at træde et skridt fremad, selvom det gør ondt og føles som et helvede.” Sagde hun afventende.
”Okay”, svarede jeg hende med en fast, klar stemme. Dette var første skridt, jeg tog ud livet.
Nu står jeg med en konvolut. En forseglet konvolut. Lige nu er den lukket, forseglet med alverdens forhindringer, jeg skal klare først. Men én ting er sikkert; jeg skal nok få den åbnet. En dag når jeg ind til kernen, ind til den sidste forsegling.
Gad vide, hvad der er i den? Jeg er glæder mig til, jeg en dag kan åbne den og finde ud af, hvad der gemmer sig i den. Jeg tror, efterhånden som jeg kommer tættere og tættere på åbningen, kan jeg gætte mig til, hvad der er i den. Måske kan jeg endda selv få lov at vælge, hvad der skal være i. Når jeg åbner den, vil der nok ikke være så meget i, så jeg skal selv finde ting, jeg vil putte ned i den og gemme på.
Jeg har lært, jeg ikke behøver undskylde for, hvordan jeg har levet mit liv indtil nu, for jeg har tid til at gøre det om. Jeg har fået lov til at starte forfra med en ren tavle. Jeg har fået en ny chance til at leve mit liv fuldt ud.
I dag har jeg overvundet og genvundet mange af de forhindringer, der er mellem mig og konvoluttens åbning. Jeg har igen fået håb og drømme for min fremtid. Og selvom der er lang vej til jeg når mit mål, til jeg når ind til den sidste forsegling af konvolutten, ved jeg, jeg nok skal nå dertil. For jeg har valgt at tage udfordringen op. For jeg er direktøren i mit liv.
Digt:
Skiftende årstider
Blomstrende og glad forår
Dansende farver
Syngende træer
Fint og uskyldigt
Varm og tryg sommer
Solen varmer
Havet bruser
Vildt og voldsomt
Brunt og kedeligt efterår
Blæsende forvirring
Regnende frustration
Træt og gråt
Kold og kynisk vinter
Hyggen fryser
Tomheden skuler
Trist og mørkt
Den sorte box - 8 elementer
De 8 elementer:
Alt taget i betragtning
beundringsværdig
stole på sig selv
"There is a crack in everything, that's how the light gets in.
Lyset i spejlet
Sidste chance
2 billeder: Skilt til Heaven or Hell, asfalt med revne med spire.
Hvad jeg fik ud af det:
Novelle:
Djævlen
Ingen vidste noget. Ingen fik noget at vide. Hemmeligheden blev holdt tæt på kroppen. Ingen så hende. Ingen hørte hende. Før det var for sent. Hun havde solgt sin sjæl til Djævlen.
Lyset fra morgensolen blev reflekteret i spejlet og oplyste hendes værelse. Det store hvide værelse i din store hvide bygning med alle folkene i hvide kitler. Djævlen havde ædt hende op indefra. Hun var næsten død.
Hun følte ikke noget. Hun så ikke noget. Hun hørte ikke noget. Kun Djævlens lokkende stemme i hendes indre, der blev ved med at minde hende om, hvad hun skulle og måtte gøre for at opretholde kontrollen over sit eget liv. Hun blev nødt til at stole på Djævlen og sig selv.
Det beundringsværdige lys, der engang funklede som stjerner i hendes øjne, var væk. Den livsgnist, der engang havde blomstret i hendes smil, var forsvundet. Djævlen havde smidt det ud med en påståelse om, det var usundt.
Hun havde stået, hvor vejen delte sig i to. Og hun havde valgt den forkerte. Nu var hun havnet et sted, hvor solen ikke lyste, himlen ikke var blå, blomsterne ikke groede. Alting var omgivet af dunkelt mørke. Et usynligt slør havde langsomt lagt sig over hende, og pludselig var hun væk. Djævlen havde opslugt hende.
Den pige, der var begyndt at blive voksen og finde kernen i sig selv, var blevet fjern for hendes omgivelser, uden nogen havde opdaget det. Langsomt var hun sygnet hen i den tomme intethed, der nu lå som en tyk skal rundt om hendes formørkede sind. Djævlen havde taget hendes sjæl.
Men et sted højere oppe havde nogen taget det hele i betragtning, holdt en hånd over hende, og givet hende en ny chance. En sidste chance til at genfinde viljen til at leve. Viljen til at finde den lille sprække, der måtte være et sted i Djævlens hule. Den sprække i døren til livet, hvor lyset slap ind. Den revne i mørket, hvor livets frø var begyndt at spire. Nu skulle Djævlen til livs.
Alt taget i betragtning
beundringsværdig
stole på sig selv
"There is a crack in everything, that's how the light gets in.
Lyset i spejlet
Sidste chance
2 billeder: Skilt til Heaven or Hell, asfalt med revne med spire.
Hvad jeg fik ud af det:
Novelle:
Djævlen
Ingen vidste noget. Ingen fik noget at vide. Hemmeligheden blev holdt tæt på kroppen. Ingen så hende. Ingen hørte hende. Før det var for sent. Hun havde solgt sin sjæl til Djævlen.
Lyset fra morgensolen blev reflekteret i spejlet og oplyste hendes værelse. Det store hvide værelse i din store hvide bygning med alle folkene i hvide kitler. Djævlen havde ædt hende op indefra. Hun var næsten død.
Hun følte ikke noget. Hun så ikke noget. Hun hørte ikke noget. Kun Djævlens lokkende stemme i hendes indre, der blev ved med at minde hende om, hvad hun skulle og måtte gøre for at opretholde kontrollen over sit eget liv. Hun blev nødt til at stole på Djævlen og sig selv.
Det beundringsværdige lys, der engang funklede som stjerner i hendes øjne, var væk. Den livsgnist, der engang havde blomstret i hendes smil, var forsvundet. Djævlen havde smidt det ud med en påståelse om, det var usundt.
Hun havde stået, hvor vejen delte sig i to. Og hun havde valgt den forkerte. Nu var hun havnet et sted, hvor solen ikke lyste, himlen ikke var blå, blomsterne ikke groede. Alting var omgivet af dunkelt mørke. Et usynligt slør havde langsomt lagt sig over hende, og pludselig var hun væk. Djævlen havde opslugt hende.
Den pige, der var begyndt at blive voksen og finde kernen i sig selv, var blevet fjern for hendes omgivelser, uden nogen havde opdaget det. Langsomt var hun sygnet hen i den tomme intethed, der nu lå som en tyk skal rundt om hendes formørkede sind. Djævlen havde taget hendes sjæl.
Men et sted højere oppe havde nogen taget det hele i betragtning, holdt en hånd over hende, og givet hende en ny chance. En sidste chance til at genfinde viljen til at leve. Viljen til at finde den lille sprække, der måtte være et sted i Djævlens hule. Den sprække i døren til livet, hvor lyset slap ind. Den revne i mørket, hvor livets frø var begyndt at spire. Nu skulle Djævlen til livs.
fredag den 29. juli 2011
Den sorte box - 9 elementer
De 9 elementer:
Billede: Spring ved solnedgang
Prikken over i’et
sund og rask
temmelig forandret
På plakaten
Sisyfos arbejde
Alle kneb gælder - eller gør de?
Tragedy turns to triumph
Can you feel it in the air?
I don’t know how to give up
Can you feel it in the air?
At turde,
er at miste fodfæste for en stund.
Ikke at turde,
er at miste sig selv for evigt.
Hvad jeg fik ud af det:
Novelle:
Jeg går med knurrende mave ned mod busstoppestedet i øsende regnvejr kl. 10 søndag morgen. ”Hvad man dog ikke gør for kontrollen”, tænker jeg, mens jeg trasker af sted i gummistøvler.
På plakaten udenpå busskuret nedstirrer en flot, tynd model mig. En reklame for den nyeste duft fra Calvin Klein. Ved siden af mig sidder en midaldrende buttet kvinde og spiser en overmoden banan med brune pletter.
Jeg hader at køre med bus. Alle kigger altid på mig som om jeg ser mærkelig ud. Jeg bliver stående op, så jeg hurtigt kan komme af ved stoppestedet ud for Netto. På Nettos hylder med slik, kager, kiks og andre kaloriebomber finder jeg, hvad jeg skal bruge til at komme igennem ugen. Inden længe står jeg med favnen fuld af mazarinkage, chokolade, mælkesnitter, flødeboller, forskellige småkager med rosiner, nødder og chokoladestykker, nogle enkelte stykker frugt, en mælk og en masse tyggegummi.
Folkene omkring mig, der går og handler ind til deres kommende uge, kigger underligt på mig, peger fingre og hvisker til deres handlepartner. Jeg føler mig lille og ulækker, som jeg går der med kurven fuld af kalorier og fedt. Som prikken over i’et støder jeg ind i en gammel skolekammerat. Hun siger hej og fortæller en masse om, hvad hun går og laver, men min hjerne er et andet sted. ”Hun er temmelig forandret. Gad vide, hvordan hun forbliver så tynd”, tænker jeg for mig selv.
Hjemme gemmer jeg det hele væk rundt omkring på værelset. Når jeg efter en dag uden mad føler trangen til at spise alt vokse indeni mig, finder jeg det hele frem igen.
Maven brokker sig, kroppen skriger på energi, og hjernen siger: ”Spis alt hvad du kan”. Min hjerne slår fra. Jeg handler på instinkt. Mine hænder rækker ud efter det hele. Min mund bliver proppet med det ene efter det andet. Til sidst ligger jeg med fedtede hænder, klistret mund, og maven er fyldt. Jeg skynder mig ud på badeværelset, tænder for vandet i badet og vandhanen, og stikker to fingrer i halsen. Følelsen af endorfinerne, der skyller gennem kroppen, og lettelsen over at slippe af med alle følelserne, er ubeskrivelig. Intet kan måle sig med det. Det bliver en afhængighed, der ikke kan stoppes.
I jagten på skønhed og perfektion tillader jeg at ødelægge min krop, mit sind og min sjæl. I den desperate søgen efter kontrol gælder alle kneb. For at blive tynd og nå mit mål sulter jeg min krop, skærer mit sind midt over og forsøger at holde fast på min sjæl. Alle kneb gælder – eller gør de?
Jeg længes efter følelsen af kærlighed. Jeg tørster efter smagen af lykke. Jeg vil springe af glæde. Jeg vil nyde livet i en verden, jeg kan acceptere at leve i. Men for at kunne det. For at nå dertil fysisk og psykisk skal jeg turde give slip på kontrollen. Jeg skal turde miste fodfæstet et øjeblik. Hvis ikke jeg gør det, så mister jeg mig selv og mit liv. Man kan, hvad man vil, siger de kloge hoveder. Hvor der er en vilje, er der en vej. Det vælger jeg at tro på. For at blive sund og rask igen skal jeg finde viljen. Viljen til at leve.
Jeg vil falde på vejen dertil, jeg vil gå nogle skridt tilbage, og det kan virke som et sisyfos arbejde af og til, men jeg skal nok nå ud på den anden side. Jeg skal nok finde min vej ud af mørket. Jeg giver ikke op. Det onde må ikke vinde. Jeg tror på det gode i mig selv og finder styrken til at vinde krigen mod monsteret, der raser indeni mig.
Billede: Spring ved solnedgang
Prikken over i’et
sund og rask
temmelig forandret
På plakaten
Sisyfos arbejde
Alle kneb gælder - eller gør de?
Tragedy turns to triumph
Can you feel it in the air?
I don’t know how to give up
Can you feel it in the air?
At turde,
er at miste fodfæste for en stund.
Ikke at turde,
er at miste sig selv for evigt.
Hvad jeg fik ud af det:
Novelle:
Jeg går med knurrende mave ned mod busstoppestedet i øsende regnvejr kl. 10 søndag morgen. ”Hvad man dog ikke gør for kontrollen”, tænker jeg, mens jeg trasker af sted i gummistøvler.
På plakaten udenpå busskuret nedstirrer en flot, tynd model mig. En reklame for den nyeste duft fra Calvin Klein. Ved siden af mig sidder en midaldrende buttet kvinde og spiser en overmoden banan med brune pletter.
Jeg hader at køre med bus. Alle kigger altid på mig som om jeg ser mærkelig ud. Jeg bliver stående op, så jeg hurtigt kan komme af ved stoppestedet ud for Netto. På Nettos hylder med slik, kager, kiks og andre kaloriebomber finder jeg, hvad jeg skal bruge til at komme igennem ugen. Inden længe står jeg med favnen fuld af mazarinkage, chokolade, mælkesnitter, flødeboller, forskellige småkager med rosiner, nødder og chokoladestykker, nogle enkelte stykker frugt, en mælk og en masse tyggegummi.
Folkene omkring mig, der går og handler ind til deres kommende uge, kigger underligt på mig, peger fingre og hvisker til deres handlepartner. Jeg føler mig lille og ulækker, som jeg går der med kurven fuld af kalorier og fedt. Som prikken over i’et støder jeg ind i en gammel skolekammerat. Hun siger hej og fortæller en masse om, hvad hun går og laver, men min hjerne er et andet sted. ”Hun er temmelig forandret. Gad vide, hvordan hun forbliver så tynd”, tænker jeg for mig selv.
Hjemme gemmer jeg det hele væk rundt omkring på værelset. Når jeg efter en dag uden mad føler trangen til at spise alt vokse indeni mig, finder jeg det hele frem igen.
Maven brokker sig, kroppen skriger på energi, og hjernen siger: ”Spis alt hvad du kan”. Min hjerne slår fra. Jeg handler på instinkt. Mine hænder rækker ud efter det hele. Min mund bliver proppet med det ene efter det andet. Til sidst ligger jeg med fedtede hænder, klistret mund, og maven er fyldt. Jeg skynder mig ud på badeværelset, tænder for vandet i badet og vandhanen, og stikker to fingrer i halsen. Følelsen af endorfinerne, der skyller gennem kroppen, og lettelsen over at slippe af med alle følelserne, er ubeskrivelig. Intet kan måle sig med det. Det bliver en afhængighed, der ikke kan stoppes.
I jagten på skønhed og perfektion tillader jeg at ødelægge min krop, mit sind og min sjæl. I den desperate søgen efter kontrol gælder alle kneb. For at blive tynd og nå mit mål sulter jeg min krop, skærer mit sind midt over og forsøger at holde fast på min sjæl. Alle kneb gælder – eller gør de?
Jeg længes efter følelsen af kærlighed. Jeg tørster efter smagen af lykke. Jeg vil springe af glæde. Jeg vil nyde livet i en verden, jeg kan acceptere at leve i. Men for at kunne det. For at nå dertil fysisk og psykisk skal jeg turde give slip på kontrollen. Jeg skal turde miste fodfæstet et øjeblik. Hvis ikke jeg gør det, så mister jeg mig selv og mit liv. Man kan, hvad man vil, siger de kloge hoveder. Hvor der er en vilje, er der en vej. Det vælger jeg at tro på. For at blive sund og rask igen skal jeg finde viljen. Viljen til at leve.
Jeg vil falde på vejen dertil, jeg vil gå nogle skridt tilbage, og det kan virke som et sisyfos arbejde af og til, men jeg skal nok nå ud på den anden side. Jeg skal nok finde min vej ud af mørket. Jeg giver ikke op. Det onde må ikke vinde. Jeg tror på det gode i mig selv og finder styrken til at vinde krigen mod monsteret, der raser indeni mig.
Abonner på:
Opslag (Atom)