Digt: Livets foranderlighed

Inde i den mørke tykke skov
vandrer hun rundt
med tanker
der hvirvler rundt

Uoverskuelighed vælter hende
bagover
ned på den kolde, fugtige jord

Længe
ligger hun
med lukkede øjne

Stilhed og ro
sniger sig ind
i hendes sind

Med et smil på læben
rejser hun sig
og går videre
ud i verden

Digt: Tågen

Med bind for øjnene

Som et tykt slør af gråhed

Går jeg rundt i blinde

Famlende efter noget håndgribeligt

Noget at holde fast i

Og støtte mig til

Jeg cirkler rundt i intetheden

som efterlader mig

I ensomhedens dybe afgrund

Tomheden fylder mig

Med bundløs rædsel

For at leve livet

Med et åndsfraværende smil

Vandrer mit sind hvileløst rundt

I tågens mørke

Digt: Min bøn

Hold min sjæl
Min ynkelige sjæl
Af tre skrøbelige iturevne stykker
De sørgelige rester af mit liv
Holder du i dine hænder
Beslutningen er uden for min rækkevidde
Min bøn er
Gør en ende på mine smerter

Digt: Jeg lever

Jeg lever
Med et levn fra fortiden
Der ikke kan kureres
Og et ansigt i dybe folder
Af sorg og fortvivlelse
Et liv i smerte
Og fanget i ensomhed

Jeg lever
I et brændende hus
Uden nogen udvej
Kun vinduet ovenpå
At kigge ud af
Mens flammerne tager fat
Med mig fanget indeni

Den sorte box - 2 elementer

De 2 elementer:

De syv dødssynder
Et link: http://www.youtube.com/watch?v=kYDUXWwQcoI&NR=1

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:

Bekendelsen
Inde i kirken var der så stille, man ville have hørt, hvis en nål faldt til jorden. Kirken var ikke helt tom, som hun ville have forventet. På den forreste bænk sad en ung fyr med bøjet hoved og mumlede for sig selv, nær alteret sad en gammel dame og rokkede frem og tilbage på en stol, og en mand gik rundt og tændte stearinlysene, der hang på væggen. Hun lagde mærke til, han gik og messede stille, mens stearinen løb ned ad lysene og ramte gulvet med et stille “plop”. Kirken var stor. Der var højt til loftet, og det var umuligt at tælle alle bænkene fra døren, forbi orgelet, forbi prædikestolen, og op til alteret. Der var alt for mange. Hun gik langsomt og forsigtigt op ad kirkegulvet. Ved trappen op til alteret stoppede hun op, bøjede hovedet, og lavede et kors over brystet. Så gik hun videre hen mod skriftestolene. Udenfor den midterste stoppede hun op og kiggede sig rundt omkring for at sikre sig, der var ingen, der lagde mærke til, hun stod der. Så trak hun forhænget fra og gik ind. Hun satte sig tungt ned på stolen, og en luge gik op indtil præsten. “Hvad kan jeg hjælpe dig med, mit barn?” spurgte han hende med en blid og rolig stemme. “Tilgiv mig fader, for jeg har syndet”, sagde hun med grådkvalt stemme. “Hvad har du gjort, mit barn?” spurgte han hende blødt. “Jeg har slået en mand ihjel, der pralede af sin succes. Jeg har slået en mand ihjel, der havde flere penge, end han kunne bruge, men gav ingen ud. Jeg har slået en mand ihjel, der var sin kone utro. Jeg har slået en mand ihjel, der misundte alle andre omkring sig i stedet for at nyde sit eget liv. Jeg har slået en mand ihjel, der tog alt, han kom i nærheden af selvom om andre havde brug for det mere end ham. Jeg har dræbt i Guds navn. Jeg har dræbt de fem af de syv dødssynder. Nu mangler jeg dovenskab og vrede. Dovenskabens mester finder jeg her i Guds hus. Det er en mand, der intet har gjort for at eliminere syndere. En mand, der har ladet syndere gå levende herfra. En mand, der bare sidder og lytter. Du er min sjette dødssynd.” sagde hun og stak en kniv igennem skillevæggen mellem hende og præsten. Da hun var færdig med præsten, tørrede hun kniven af i forhænget og sagde til sig selv: “Vrede er en dødssynd. For dette må jeg bøde med mit liv.” Og så var hun væk.

Short short story:

Hovmodig dans
Hun danser i lysningen med blafrende kjole og smilehuller i kinderne. ”Jeg er glad, lykkelig og kan klare alt. Jeg er større end alle andre”, synger hun, mens himlen pludselig bliver mørk. En rød mand med horn i panden nærmer sig. ”Hovmod er en dødssynd”, siger skikkelsen og hiver hende ind i skoven.

Digt:

Hun danser
Hun danser
Til vindens toner
Og bølgernes melodi

Hun danser
Med vand til knæene
Og sand i skoene

Hun danser
Til solen går ned
Og månen står op

Hun danser
Til døden kommer
Og vil tage hende med

Mørkt og koldt
Står hun alene
Mens døden danser

De danser
Til døden falder
Hun danser

De syv dødssynder
En hovmodig mand
Tegner sig selv stor og mægtig
Det skal bødes med døden

En grådig mand
Sidder på guldet til døden
Det skal bødes med døden

En utugtig mand
Ser med gule øjne på elskerinden
Det skal bødes med døden

En misundelig mand
Ser grønt på alle andres liv
Det skal bødes med døden

En fråsende mand
Har større mængder end han behøver
Det skal bødes med døden

En vred mand
Maler fanden rød på væggen
Det skal bødes med døden

En doven mand
Ligger lilla og ugidelig på sofaen
Det skal bødes med døden

Lidt mere nyt fra gammel tid

Så er det igen blevet tid til noget nyt fra de gamle dage ;) Eller ja, jeg har i hvert fald tænkt mig at lægge flere af mine ældre digte ud her på bloggen. Disse er fra 2009 og 2010. Der er 10 digte. Jeg har ikke skrevet så meget i denne 2 år lange periode, da det var en forvirrende periode med begyndelsen på min terapi og jeg havde meget at se til med gymnasiet også.

Kærlighed
Jeg savner dig
Når du ikke er her, mangler jeg dig
Du er mit et og alt
Mit holdepunkt i hverdagen
Mit hjerte banker kun for dig
Vi går samme vej i livet
Jeg elsker dig
Dine øjne smiler til mig
Dine læber kærtegner mig med dine søde ord
Dine hænder rør mig med den dybeste passion

Fight or lose
If you eat, you can never be thin.
If you want to be thin, you can’t eat.
All the pressure, you have to have control.
Or you’ll lose.

The control is everything.
You mustn’t lose it.
If you do:
You’ll lose.

You have to fight the hunger.
Or you will be fat.
If you are becoming fat,
You’re losing.

You’ll win if you maintain the control.
You have nothing if you don’t have that.
You have to stay thin.
If not; you’ve lost.

Pain
Pain is my allied
I can’t live without it
Pain is my friend
It is my jewelry

My tears are red
Running through my vanes
The razor is my love
My one and only

Pain is mine
My own
My precious
It’s my soul

Pain, can’t get enough
I like it rough
Cause I’d rather feel pain,
Than nothing at all

Pain is inside of me
Outside on me
All over
It’s everywhere

Hvad er livet værd, hvis...?
Hvad er livet værd, hvis man har mistet modet?

Hvad er livet værd, hvis det hele bare er noget lort?

Hvad er livet værd, hvis man ikke kan overskue noget?

Hvad er livet værd, hvis det hele kører i en ond cirkel?

Hvad er livet værd, hvis man bare har lyst til at give op?

Hvad er livet værd, hvis man ikke føler sig elsket?

Hvad er livet værd, hvis man ikke har nogen at snakke med?

Hvad er livet værd, hvis ikke man har det godt?

Hvad er livet værd, hvis man føler sig tyk?

Hvad er livet værd, hvis man føler sig grim?

Hvad er livet værd, hvis man er alene om alt?

Hvad er livet værd, hvis intet er som det skal være?

Hvad er livet værd, hvis ikke man bliver taget seriøst?

Hvad er livet værd, hvis man græder hele tiden?

Hvad er livet værd, hvis ingen af dem du holder af, holder af dig?

Hvad er livet værd, hvis man ikke kan holde ud at få et kram?

Hvad er livet værd, hvis man ikke kan grine?

Hvad er livet værd, hvis man ikke er glad?

Det skal jeg sige dig: INTET!!!

Bulimiens kløer
Ædeflip
Stemmerne raser
Kage og slik ryger ned
Ingen ser noget; de er blinde

Opkastning
To fingre i halsen
Det hele kommer tilbage
Ingen hører noget; de er døve

Skammen
Bulimiens kløer river
Der er blod overalt
Ingen siger noget; de er stumme

Gå væk
Gå væk
Jeg kan ikke holde det ud
Gå væk
Du distraherer mig
Gå væk
Jeg vil ikke høre på dig
Gå væk
Du er i mit hoved
Gå væk
Du er ikke virkelig
Gå væk
Jeg hader dig
Skrid!

Ubærlig smerte
Bladet har hun i hånden
Tårerne løber ned ad kinderne
Smerten indeni er ubærlig
Hun kan ikke håndtere det
Bladet rører huden
Blodet pibler frem
Hendes krop skælver
Smerten er vidunderlig
Hun flyver væk et øjeblik
Med ét
er hun tilbage igen
Den ubærlige smerte
strømmer atter igennem hende

Mia
Tankerne flyver rundt omkring
Skal, skal ikke?
Kroppen ryster og sitre
Blodet farer rundt i årerne
Kaos

Tallerken fyldt med mad
Usund mad
Skovler ind som en udhungret bjørn
Kalorierne sætter sig i huden
Klam

To fingre i halsen
Tårerne triller ned ad kinderne
Mærker maden komme op i halsen
Kommer ud af munden
Lettet

Min drøm
Jeg drømte en drøm i nat
Jeg sidder indeni min egen tåre
Blåt er alt jeg ser
Salt er alt jeg smager
Gråd er alt jeg hører
Jeg falder ned i tristheden
Jeg drukner i det salte hav
Jeg selv har skabt
Ender på bunden
Jeg har intet at frygte
For jeg eksisterer ikke længere

Angst
Træder varsomt
Men det kommer ud af det blå
Falder ned i et dybt sort hul
Angstens klamme tag griber mig
Tankerne farer forvildet omkring
Kan ikke finde ro
Rystelser går gennem kroppen
Luften lukker sig omkring mig
Kan ikke få vejret
Panik
Bliver suget ind i det sorte mørke
Føler intet

Den sorte box - 6 elementer

De 6 elementer:

You create your own universe as you go along
Den gordiske knude
Triumf
“Write it down, it might be read
Nothing’s better left unsaid”
Keith Reid/Procol Harum

2 billeder: En tunnel, Et skilt med en blind vej

Hvad jeg fik ud af det:

Tunnelen
Hun træder langsomt og forsigtigt ind i den dunkle tunnel. Tunnelen er lang. Alt er mørkt. Hun er fanget. Fanget i sine nederlag og dybe følelse af sorg og fortvivlelse. Der er intet lys for enden. Ingen udgang. Hun er alene i mørket.
Hendes ben føles tunge. Hvert skridt hun tager virker som en evighed. Timer bliver til dage. Dage bliver til uger. Uger bliver til måneder. Og måneder bliver til år. Der er stadig intet lys eller nogen udgang i sigte. For hvert skridt hun tager, er det som om, det bliver mere og mere uoverskueligt. Tiden går, uret tikker, fjerne lyde af stemmer, der snakker til hende forsvinder i baggrunden. Inden længe hører hun intet. Hun ser intet. Alt er mørkt.
Det virker som om, hun går på en blind vej. Der er ikke nogen ny sti eller vej forude. Det hele er dækket af mørke.
Hun står stille i sit eget mareridt. Alene og forladt farer hun forvildet rundt i en uendelig labyrint. En labyrint formet som en knude, der ingen ende har. Den er uløselig. Der er ingen udvej.

Pluselig lyder en lille spinkel stemme. En fjern stemme, der hvisker til hende. “Følg mig”, siger stemmen. “Hos mig er du i sikkerhed. Gå efter mig, og du vil finde en vej ud af mørket,” fortsætter stemmen i mørket. “You create your own universe as you go along,” hvisker stemmen blidt i hendes ører, og pludselig finder hun viljen til at fortsætte fremad.

Et lys viser sig for enden af tunnelen. Et lille, hvidt lys, der giver hende mod, styrke og håb.
Hun finder modet til at blive ved med at gå fremad, styken til at bevæge fødderne, og håbet til at visualisere sig, hvad fremtiden byder på. Nu føles det hele lidt lettere. Hun er ikke længere alene. Nederlagene, sorgen og fortvivlelsen begynder langsomt at løfte sig fra hendes skuldre. Hun føles lettere. Hun tør drømme om triumfer i hendes fremtid. Hun tør gribe fat i det spinkle håb om, at lyset bryder mørket omkring hende, jo længere hun går.

Nu står hun for enden af tunnelen. Lyset varmer hendes krop. Det oplyser hendes sind, og et forsigtigt smil viser sig i mundvigene. Nederlagene bliver erstattet med succes og triumfer. Sorgen og fortvivlelsen bliver til glæde og håb. Hvad der har virket som en evighed, har i virkeligheden kun været et par år. Nu er hun stærkere end nogensinde før, og er klar til at gå videre i livet. Hun vil ud og opleve, rejse hvorend livet bringer hende, tage fantastiske billeder af ting og personer, der betyder meget for hende. Hun vil skrive om sine erindringer, dele sine erfaringer med verden. Få det ned på papir, for måske bliver det læst, og intet har godt af at forblive usagt. Det hele skal ud i verden som hende selv. Nu er hun klar til at leve.

Den sorte box - 7 elementer

de 7 elementer:

Behøver jeg undskylde
Solens varme
Elevatoren eller trapperne
"If youre going through hell, keep going."
Gad vide, hvad der var i den
Hvem bankede på midt om natten

Billede: Forseglet konvolut

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:

Den forseglede konvolut

Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel. Det bankede på min dør, mens jeg sov, midt om natten. Jeg skulle vælge. Vælge hvordan jeg ville leve resten af mit liv. Valget stod mellem elevatoren og trapperne. Den lette og glatte vej eller den hårde og svære vej.

”Hvordan vil du leve livet?” spurgte min terapeut mig.
”Jeg vil være glad. Jeg vil mærke solens varme og blæstens blide vind på mine kinder. Jeg vil smile stort og have funklende stjerner i øjnene. Jeg vil nyde livet,” sagde jeg til hende med håb i stemmen.
”Hvis det er det, du vil, så skal vi arbejde sammen. Jeg vil gå med dig ved din side og hjælpe dig så godt jeg kan på din vej videre i livet. Men det bliver svært. Det handler ikke kun om at vælge mellem elevatoren og trapperne. Du kommer til at bruge begge dele. Nogle gange vil det være svært og hårdt, mens det andre gange vil gå let som en leg. Du skal fortsætte fremad, selvom det virker umuligt. Du skal blive ved med at træde et skridt fremad, selvom det gør ondt og føles som et helvede.” Sagde hun afventende.
”Okay”, svarede jeg hende med en fast, klar stemme. Dette var første skridt, jeg tog ud livet.

Nu står jeg med en konvolut. En forseglet konvolut. Lige nu er den lukket, forseglet med alverdens forhindringer, jeg skal klare først. Men én ting er sikkert; jeg skal nok få den åbnet. En dag når jeg ind til kernen, ind til den sidste forsegling.

Gad vide, hvad der er i den? Jeg er glæder mig til, jeg en dag kan åbne den og finde ud af, hvad der gemmer sig i den. Jeg tror, efterhånden som jeg kommer tættere og tættere på åbningen, kan jeg gætte mig til, hvad der er i den. Måske kan jeg endda selv få lov at vælge, hvad der skal være i. Når jeg åbner den, vil der nok ikke være så meget i, så jeg skal selv finde ting, jeg vil putte ned i den og gemme på.
Jeg har lært, jeg ikke behøver undskylde for, hvordan jeg har levet mit liv indtil nu, for jeg har tid til at gøre det om. Jeg har fået lov til at starte forfra med en ren tavle. Jeg har fået en ny chance til at leve mit liv fuldt ud.

I dag har jeg overvundet og genvundet mange af de forhindringer, der er mellem mig og konvoluttens åbning. Jeg har igen fået håb og drømme for min fremtid. Og selvom der er lang vej til jeg når mit mål, til jeg når ind til den sidste forsegling af konvolutten, ved jeg, jeg nok skal nå dertil. For jeg har valgt at tage udfordringen op. For jeg er direktøren i mit liv.

Digt:

Skiftende årstider

Blomstrende og glad forår
Dansende farver
Syngende træer
Fint og uskyldigt

Varm og tryg sommer
Solen varmer
Havet bruser
Vildt og voldsomt

Brunt og kedeligt efterår
Blæsende forvirring
Regnende frustration
Træt og gråt

Kold og kynisk vinter
Hyggen fryser
Tomheden skuler
Trist og mørkt

Digt: Det dybe hav

Med bind for øjnene
Famler jeg efter livet
Med tunge skridt
Møder jeg verden
Uden sanser
Falder jeg
I det dybe hav

Med åbne øjne
Ser jeg mit helvede
Let på tå
Kaster jeg mig ud
For hajernes åbne gab
I det dybe hav

Novelle: Mig og Mia

Dette var første udkast til Den sorte boks - 9 elementer. Men da jeg ikke kunne proppe alle elementerne ind i, valgte jeg at skrive den anden.


I drømmeland er jeg fri. Fri som en fisk, der svømmer i det dybeste hav. Fri som en fugl, der flyver over den højeste sky. Når jeg sover, kan intet gøre mig ondt. Når jeg drømmer er jeg klar til at springe ud i livet. I am ready to take a leap of faith.

“Du er ikke stærk nok til at komme ud på den anden side. Det er jo det rene sisyfos arbejde. Du er simpelthen ikke i stand til det. Du har brug for mig”, fortæller hun mig rasende over, jeg prøvede at stå alene. Jeg havde taget nogle skridt selv. Jeg gik bag hendes ryg ved at turde. Jeg mistede fodfæstet for en stund. Jeg slap kontrollen. Det lykkedes mig næsten, men faldt på vejen. Nu er hun tilbage med dobbelt så stor styrke, og jeg har måske mistet mig selv for altid. Som prikken over i’et nærer mine nederlag hendes ånd.

Hendes navn er Mia. Hun er min bedste veninde. Hun er der, når jeg har brug for det. Hun kommer, når jeg er svag. Hun er ved min side hver eneste dag.

Jeg er syg. Mit sind er inficeret. Mine forfærdelige tanker, irrationelle angst, tvangsprægede handlinger hører ikke hjemme i en sund og rask person. Jeg er syg. Det må jeg erkende.
Siden Ana er trådt ind i mit liv har alting forandret sig temmelig meget. Jeg husker ikke længere følelsen af lykke. Jeg kan ikke mærke følelsen af glæde mere. Gnisten af liv, der engang lyste ud af mine øjne som stjerner, er forsvundet. Den boblende livsglæde, der engang hvirvlede rundt indeni min krop, er forduftet.

“Du er ikke god nok. Du er svag. Tag kontrollen. Jeg hjælper dig”, siger hun støttende med en blid stemme.
Mia er god nok. Det er jo min skyld. Ikke hendes. Hun kan ikke gøre for, jeg er svag, uduelig og grim. Hun prøver jo bare at hjælpe mig.

I jagten på livet som lykkelig gælder alle kneb, eller gør de? Ana er i hvert fald af denne opfattelse, og hvis hun er, er jeg også. Hun er min eneste trofaste støtte, jeg kan læne mig op ad lige nu.

Hun synger for mig om natten, at jeg skal vende nederlagene til successer og triumfer. Jeg skal tage skeen i den anden hånd og tage kontrollen tilbage.

“Du bliver nødt til at opretholde kontrollen, ellers forsvinder jeg. Og det vil du jo ikke have, vel? Hvis jeg forsvinder, er du jo helt alene i verden. Så ikke noget med at springe ud fra klippen. Don’t take af leap of faith”, hvisker hun til mig, inden jeg svømmer ind i drømmeland.