Skikkelsen

Solens sidste lys er gået ud, og tilbage er kun det sorte mørke, hvori smerte og sorg lurer.

Musikken fylder det mørke rum med søde toner af opmuntring.

Men i sengen ligger en lille sammenkrøllet skikkelse med røde øjne og uglet hår.

Mens nattens skygger kryber over væggene, skælver skikkelsen af angst og kulde.

Inden længe er den ynkelige, svage skikkelse i skyggernes vold og magt.

Forkrampet af frygt og smerte glider den sammensunkne skikkelse ind i bevidstløshedens mørke.

Stilhed omslutter rummets fire vægge mens solens første stråler kigger nysgerrigt igennem gardinets
små sprækker.

Rummet er tomt med undtagelse af en livløs skikkelse, der forsigtigt åbner øjnene for den nye dag.

Digt: På en skala fra et til ti

Liggende alene
I fosterstilling
Kigger jeg ud på verden
Der suser af sted
For øjnene af mig
Rokkende frem og tilbage
Sidder jeg
Og funderer over mit liv
Der er gået i stå
Som et ur uden visere
Grædende
Kigger jeg i spejlet
Og vurderer min egen værdi
På en skala fra et til ti

Digt: Jeg lever

Jeg lever
Med et levn fra fortiden
Der ikke kan kureres
Og et ansigt i dybe folder
Af sorg og fortvivlelse
Et liv i smerte
Og fanget i ensomhed

Jeg lever
I et brændende hus
Uden nogen udvej
Kun vinduet ovenpå
At kigge ud af
Mens flammerne tager fat
Med mig fanget indeni

Digt: Livløse øjne

Endeløs ligegyldighed
Fylder verdens tomrum
Intetheden
Skriger ud i den livløse luft
Der flyver omkring
Hendes livløse øjne

Evig meningsløshed
Tumler rundt i trætheden
Håbløsheden
Skuler olmt ned fra oven
Hvis lys langsomt forsvinder
Fra hendes livløse øjne

Det uendelige fravær af følelser
Maler tilværelsens fortvivlelse
Mørket
Suger al glæden
Der engang lyste som stjerner
I hendes livløse øjne