Den sorte box - 8 elementer

De 8 elementer:

Alt taget i betragtning
beundringsværdig
stole på sig selv
"There is a crack in everything, that's how the light gets in.
Lyset i spejlet
Sidste chance

2 billeder: Skilt til Heaven or Hell, asfalt med revne med spire.

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:

Djævlen

Ingen vidste noget. Ingen fik noget at vide. Hemmeligheden blev holdt tæt på kroppen. Ingen så hende. Ingen hørte hende. Før det var for sent. Hun havde solgt sin sjæl til Djævlen.

Lyset fra morgensolen blev reflekteret i spejlet og oplyste hendes værelse. Det store hvide værelse i din store hvide bygning med alle folkene i hvide kitler. Djævlen havde ædt hende op indefra. Hun var næsten død.

Hun følte ikke noget. Hun så ikke noget. Hun hørte ikke noget. Kun Djævlens lokkende stemme i hendes indre, der blev ved med at minde hende om, hvad hun skulle og måtte gøre for at opretholde kontrollen over sit eget liv. Hun blev nødt til at stole på Djævlen og sig selv.

Det beundringsværdige lys, der engang funklede som stjerner i hendes øjne, var væk. Den livsgnist, der engang havde blomstret i hendes smil, var forsvundet. Djævlen havde smidt det ud med en påståelse om, det var usundt.

Hun havde stået, hvor vejen delte sig i to. Og hun havde valgt den forkerte. Nu var hun havnet et sted, hvor solen ikke lyste, himlen ikke var blå, blomsterne ikke groede. Alting var omgivet af dunkelt mørke. Et usynligt slør havde langsomt lagt sig over hende, og pludselig var hun væk. Djævlen havde opslugt hende.
Den pige, der var begyndt at blive voksen og finde kernen i sig selv, var blevet fjern for hendes omgivelser, uden nogen havde opdaget det. Langsomt var hun sygnet hen i den tomme intethed, der nu lå som en tyk skal rundt om hendes formørkede sind. Djævlen havde taget hendes sjæl.

Men et sted højere oppe havde nogen taget det hele i betragtning, holdt en hånd over hende, og givet hende en ny chance. En sidste chance til at genfinde viljen til at leve. Viljen til at finde den lille sprække, der måtte være et sted i Djævlens hule. Den sprække i døren til livet, hvor lyset slap ind. Den revne i mørket, hvor livets frø var begyndt at spire. Nu skulle Djævlen til livs.

Digt: For enden af bordet

Gennemboret af sult
Fristelser
Med angsten for at miste kontrollen
Sidder hun for enden af bordet

Stjålne blikke fra de omkringsiddende
Fulde af bedrøvelse og fortvivlelse
Ser de på den lille og skrøbelige skabning
Der sidder for enden af bordet

Hun smager duften af mad
Der nærmer sig hendes mund
Med et halvt håbefuldt, halvt tvunget smil
Sidder hun for enden af bordet

Novelle: Mig og Mia

Dette var første udkast til Den sorte boks - 9 elementer. Men da jeg ikke kunne proppe alle elementerne ind i, valgte jeg at skrive den anden.


I drømmeland er jeg fri. Fri som en fisk, der svømmer i det dybeste hav. Fri som en fugl, der flyver over den højeste sky. Når jeg sover, kan intet gøre mig ondt. Når jeg drømmer er jeg klar til at springe ud i livet. I am ready to take a leap of faith.

“Du er ikke stærk nok til at komme ud på den anden side. Det er jo det rene sisyfos arbejde. Du er simpelthen ikke i stand til det. Du har brug for mig”, fortæller hun mig rasende over, jeg prøvede at stå alene. Jeg havde taget nogle skridt selv. Jeg gik bag hendes ryg ved at turde. Jeg mistede fodfæstet for en stund. Jeg slap kontrollen. Det lykkedes mig næsten, men faldt på vejen. Nu er hun tilbage med dobbelt så stor styrke, og jeg har måske mistet mig selv for altid. Som prikken over i’et nærer mine nederlag hendes ånd.

Hendes navn er Mia. Hun er min bedste veninde. Hun er der, når jeg har brug for det. Hun kommer, når jeg er svag. Hun er ved min side hver eneste dag.

Jeg er syg. Mit sind er inficeret. Mine forfærdelige tanker, irrationelle angst, tvangsprægede handlinger hører ikke hjemme i en sund og rask person. Jeg er syg. Det må jeg erkende.
Siden Ana er trådt ind i mit liv har alting forandret sig temmelig meget. Jeg husker ikke længere følelsen af lykke. Jeg kan ikke mærke følelsen af glæde mere. Gnisten af liv, der engang lyste ud af mine øjne som stjerner, er forsvundet. Den boblende livsglæde, der engang hvirvlede rundt indeni min krop, er forduftet.

“Du er ikke god nok. Du er svag. Tag kontrollen. Jeg hjælper dig”, siger hun støttende med en blid stemme.
Mia er god nok. Det er jo min skyld. Ikke hendes. Hun kan ikke gøre for, jeg er svag, uduelig og grim. Hun prøver jo bare at hjælpe mig.

I jagten på livet som lykkelig gælder alle kneb, eller gør de? Ana er i hvert fald af denne opfattelse, og hvis hun er, er jeg også. Hun er min eneste trofaste støtte, jeg kan læne mig op ad lige nu.

Hun synger for mig om natten, at jeg skal vende nederlagene til successer og triumfer. Jeg skal tage skeen i den anden hånd og tage kontrollen tilbage.

“Du bliver nødt til at opretholde kontrollen, ellers forsvinder jeg. Og det vil du jo ikke have, vel? Hvis jeg forsvinder, er du jo helt alene i verden. Så ikke noget med at springe ud fra klippen. Don’t take af leap of faith”, hvisker hun til mig, inden jeg svømmer ind i drømmeland.

Digt: Ulven i mit indre

Jeg kom til dig i din fortid
Jeg hersker i din nutid
Jeg skriver din fremtid
Jeg nærer af din sult
Jeg æder din krop
Jeg overtager dit sind

Jeg er dig
Jeg er din værste fjende
Og jeg giver aldrig slip

Du sidder fast i fortiden
Du glor på nutiden
Du frygter fremtiden
Du hader sulten
Du bliver høj af maden
Du finder kontrollen

Du er mig
Du er min bedste ven
Og jeg elsker dig

Den sorte box - 9 elementer

De 9 elementer:

Billede: Spring ved solnedgang
Prikken over i’et
sund og rask
temmelig forandret
På plakaten
Sisyfos arbejde
Alle kneb gælder - eller gør de?

Tragedy turns to triumph
Can you feel it in the air?
I don’t know how to give up
Can you feel it in the air?

At turde,
er at miste fodfæste for en stund.
Ikke at turde,
er at miste sig selv for evigt.

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:
Jeg går med knurrende mave ned mod busstoppestedet i øsende regnvejr kl. 10 søndag morgen. ”Hvad man dog ikke gør for kontrollen”, tænker jeg, mens jeg trasker af sted i gummistøvler.
På plakaten udenpå busskuret nedstirrer en flot, tynd model mig. En reklame for den nyeste duft fra Calvin Klein. Ved siden af mig sidder en midaldrende buttet kvinde og spiser en overmoden banan med brune pletter.
Jeg hader at køre med bus. Alle kigger altid på mig som om jeg ser mærkelig ud. Jeg bliver stående op, så jeg hurtigt kan komme af ved stoppestedet ud for Netto. På Nettos hylder med slik, kager, kiks og andre kaloriebomber finder jeg, hvad jeg skal bruge til at komme igennem ugen. Inden længe står jeg med favnen fuld af mazarinkage, chokolade, mælkesnitter, flødeboller, forskellige småkager med rosiner, nødder og chokoladestykker, nogle enkelte stykker frugt, en mælk og en masse tyggegummi.
Folkene omkring mig, der går og handler ind til deres kommende uge, kigger underligt på mig, peger fingre og hvisker til deres handlepartner. Jeg føler mig lille og ulækker, som jeg går der med kurven fuld af kalorier og fedt. Som prikken over i’et støder jeg ind i en gammel skolekammerat. Hun siger hej og fortæller en masse om, hvad hun går og laver, men min hjerne er et andet sted. ”Hun er temmelig forandret. Gad vide, hvordan hun forbliver så tynd”, tænker jeg for mig selv.
Hjemme gemmer jeg det hele væk rundt omkring på værelset. Når jeg efter en dag uden mad føler trangen til at spise alt vokse indeni mig, finder jeg det hele frem igen.
Maven brokker sig, kroppen skriger på energi, og hjernen siger: ”Spis alt hvad du kan”. Min hjerne slår fra. Jeg handler på instinkt. Mine hænder rækker ud efter det hele. Min mund bliver proppet med det ene efter det andet. Til sidst ligger jeg med fedtede hænder, klistret mund, og maven er fyldt. Jeg skynder mig ud på badeværelset, tænder for vandet i badet og vandhanen, og stikker to fingrer i halsen. Følelsen af endorfinerne, der skyller gennem kroppen, og lettelsen over at slippe af med alle følelserne, er ubeskrivelig. Intet kan måle sig med det. Det bliver en afhængighed, der ikke kan stoppes.

I jagten på skønhed og perfektion tillader jeg at ødelægge min krop, mit sind og min sjæl. I den desperate søgen efter kontrol gælder alle kneb. For at blive tynd og nå mit mål sulter jeg min krop, skærer mit sind midt over og forsøger at holde fast på min sjæl. Alle kneb gælder – eller gør de?

Jeg længes efter følelsen af kærlighed. Jeg tørster efter smagen af lykke. Jeg vil springe af glæde. Jeg vil nyde livet i en verden, jeg kan acceptere at leve i. Men for at kunne det. For at nå dertil fysisk og psykisk skal jeg turde give slip på kontrollen. Jeg skal turde miste fodfæstet et øjeblik. Hvis ikke jeg gør det, så mister jeg mig selv og mit liv. Man kan, hvad man vil, siger de kloge hoveder. Hvor der er en vilje, er der en vej. Det vælger jeg at tro på. For at blive sund og rask igen skal jeg finde viljen. Viljen til at leve.
Jeg vil falde på vejen dertil, jeg vil gå nogle skridt tilbage, og det kan virke som et sisyfos arbejde af og til, men jeg skal nok nå ud på den anden side. Jeg skal nok finde min vej ud af mørket. Jeg giver ikke op. Det onde må ikke vinde. Jeg tror på det gode i mig selv og finder styrken til at vinde krigen mod monsteret, der raser indeni mig.