Viser opslag med etiketten øjne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten øjne. Vis alle opslag

torsdag den 14. juni 2012

Digt: Gardiner

Tunge mørke gardiner
trukket for hver en sprække af lys
Uigennemtrængelig
I mørket
skælver luften af angst
Tørre tårer
som ingen kan se
genspejler øjnenes udtryk
af dyb melankoli
Tunge mørke gardiner
hænger utrøsteligt
ned over sindet
Uforståeligt
for alle andre
end mig

tirsdag den 31. januar 2012

Digt: Livets foranderlighed

Inde i den mørke tykke skov
vandrer hun rundt
med tanker
der hvirvler rundt

Uoverskuelighed vælter hende
bagover
ned på den kolde, fugtige jord

Længe
ligger hun
med lukkede øjne

Stilhed og ro
sniger sig ind
i hendes sind

Med et smil på læben
rejser hun sig
og går videre
ud i verden

mandag den 26. december 2011

Digt: Tågen

Med bind for øjnene
Som et tykt slør af gråhed
Går jeg rundt i blinde
Famlende efter noget håndgribeligt
Noget at holde fast i
Og støtte mig til
Jeg cirkler rundt i intetheden
som efterlader mig
I ensomhedens dybe afgrund
Tomheden fylder mig
Med bundløs rædsel
For at leve livet
Med et åndsfraværende smil
Vandrer mit sind hvileløst rundt
I tågens mørke

mandag den 21. november 2011

Digt: Masken

Når jeg går ud af døren
Tager jeg masken på
Med et smil på læben
Erobrer jeg hele verden
Med glimtet i øjet
Flirter jeg mig frem i mængden
Af travle mennesker
Efterladt i hverdagen
Med en hånd i vejret
Vinker jeg til alle på min vej
Men hjemme igen
Sidder jeg
Med hænderne for ansigtet
Og prøver at holde masken
Så den ikke falder af

torsdag den 17. november 2011

Skikkelsen

Solens sidste lys er gået ud, og tilbage er kun det sorte mørke, hvori smerte og sorg lurer.

Musikken fylder det mørke rum med søde toner af opmuntring.

Men i sengen ligger en lille sammenkrøllet skikkelse med røde øjne og uglet hår.

Mens nattens skygger kryber over væggene, skælver skikkelsen af angst og kulde.

Inden længe er den ynkelige, svage skikkelse i skyggernes vold og magt.

Forkrampet af frygt og smerte glider den sammensunkne skikkelse ind i bevidstløshedens mørke.

Stilhed omslutter rummets fire vægge mens solens første stråler kigger nysgerrigt igennem gardinets
små sprækker.

Rummet er tomt med undtagelse af en livløs skikkelse, der forsigtigt åbner øjnene for den nye dag.

mandag den 14. november 2011

Digt: Evigheden

Med røde øjne
Sidder jeg alene
På mit værelse
Med en håndfuld piller
Og en flaske vodka
Stormende tomhed
Vælter mit sind omkuld
Liggende stille
Falder jeg i evighedens søvn

søndag den 30. oktober 2011

Digt: På en skala fra et til ti

Liggende alene
I fosterstilling
Kigger jeg ud på verden
Der suser af sted
For øjnene af mig
Rokkende frem og tilbage
Sidder jeg
Og funderer over mit liv
Der er gået i stå
Som et ur uden visere
Grædende
Kigger jeg i spejlet
Og vurderer min egen værdi
På en skala fra et til ti

mandag den 12. september 2011

Digt: Refleksionen

Skurken i mit liv
Kigger på mig
Med render under øjnene

Uhyret i mit liv
Sidder overfor mig
Med et smil af selvtilfredshed

Ulven i mit liv
Stirrer på mig
Med et vågent blik af sult

Monsteret i mit liv
Vinker til mig
Fra den anden side af spejlet

mandag den 5. september 2011

Digt: Mørke

Våde øjne
Råbte på hjælp bag gardinet
Indtørret tårer
Størknet på hendes kinder
I nattens uendelige mørke

Tidlig morgen
gryer solen med rødligt skær
Tunge øjenlåg
Lukker langsomt i med udsigt
Til endnu en dag i mørke

torsdag den 18. august 2011

Den sorte box - 8 elementer

De 8 elementer:

Alt taget i betragtning
beundringsværdig
stole på sig selv
"There is a crack in everything, that's how the light gets in.
Lyset i spejlet
Sidste chance

2 billeder: Skilt til Heaven or Hell, asfalt med revne med spire.

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:

Djævlen

Ingen vidste noget. Ingen fik noget at vide. Hemmeligheden blev holdt tæt på kroppen. Ingen så hende. Ingen hørte hende. Før det var for sent. Hun havde solgt sin sjæl til Djævlen.

Lyset fra morgensolen blev reflekteret i spejlet og oplyste hendes værelse. Det store hvide værelse i din store hvide bygning med alle folkene i hvide kitler. Djævlen havde ædt hende op indefra. Hun var næsten død.

Hun følte ikke noget. Hun så ikke noget. Hun hørte ikke noget. Kun Djævlens lokkende stemme i hendes indre, der blev ved med at minde hende om, hvad hun skulle og måtte gøre for at opretholde kontrollen over sit eget liv. Hun blev nødt til at stole på Djævlen og sig selv.

Det beundringsværdige lys, der engang funklede som stjerner i hendes øjne, var væk. Den livsgnist, der engang havde blomstret i hendes smil, var forsvundet. Djævlen havde smidt det ud med en påståelse om, det var usundt.

Hun havde stået, hvor vejen delte sig i to. Og hun havde valgt den forkerte. Nu var hun havnet et sted, hvor solen ikke lyste, himlen ikke var blå, blomsterne ikke groede. Alting var omgivet af dunkelt mørke. Et usynligt slør havde langsomt lagt sig over hende, og pludselig var hun væk. Djævlen havde opslugt hende.
Den pige, der var begyndt at blive voksen og finde kernen i sig selv, var blevet fjern for hendes omgivelser, uden nogen havde opdaget det. Langsomt var hun sygnet hen i den tomme intethed, der nu lå som en tyk skal rundt om hendes formørkede sind. Djævlen havde taget hendes sjæl.

Men et sted højere oppe havde nogen taget det hele i betragtning, holdt en hånd over hende, og givet hende en ny chance. En sidste chance til at genfinde viljen til at leve. Viljen til at finde den lille sprække, der måtte være et sted i Djævlens hule. Den sprække i døren til livet, hvor lyset slap ind. Den revne i mørket, hvor livets frø var begyndt at spire. Nu skulle Djævlen til livs.

Digt: Det dybe hav

Med bind for øjnene
Famler jeg efter livet
Med tunge skridt
Møder jeg verden
Uden sanser
Falder jeg
I det dybe hav

Med åbne øjne
Ser jeg mit helvede
Let på tå
Kaster jeg mig ud
For hajernes åbne gab
I det dybe hav