Digt: Gardiner

Tunge mørke gardiner

trukket for hver en sprække af lys

Uigennemtrængelig

I mørket

skælver luften af angst

Tørre tårer

som ingen kan se

genspejler øjnenes udtryk

af dyb melankoli

Tunge mørke gardiner

hænger utrøsteligt

ned over sindet

Uforståeligt

for alle andre

end mig

Skikkelsen

Solens sidste lys er gået ud, og tilbage er kun det sorte mørke, hvori smerte og sorg lurer.

Musikken fylder det mørke rum med søde toner af opmuntring.

Men i sengen ligger en lille sammenkrøllet skikkelse med røde øjne og uglet hår.

Mens nattens skygger kryber over væggene, skælver skikkelsen af angst og kulde.

Inden længe er den ynkelige, svage skikkelse i skyggernes vold og magt.

Forkrampet af frygt og smerte glider den sammensunkne skikkelse ind i bevidstløshedens mørke.

Stilhed omslutter rummets fire vægge mens solens første stråler kigger nysgerrigt igennem gardinets
små sprækker.

Rummet er tomt med undtagelse af en livløs skikkelse, der forsigtigt åbner øjnene for den nye dag.

Lidt mere nyt fra gammel tid

Så er det igen blevet tid til noget nyt fra de gamle dage ;) Eller ja, jeg har i hvert fald tænkt mig at lægge flere af mine ældre digte ud her på bloggen. Disse er fra 2009 og 2010. Der er 10 digte. Jeg har ikke skrevet så meget i denne 2 år lange periode, da det var en forvirrende periode med begyndelsen på min terapi og jeg havde meget at se til med gymnasiet også.

Kærlighed
Jeg savner dig
Når du ikke er her, mangler jeg dig
Du er mit et og alt
Mit holdepunkt i hverdagen
Mit hjerte banker kun for dig
Vi går samme vej i livet
Jeg elsker dig
Dine øjne smiler til mig
Dine læber kærtegner mig med dine søde ord
Dine hænder rør mig med den dybeste passion

Fight or lose
If you eat, you can never be thin.
If you want to be thin, you can’t eat.
All the pressure, you have to have control.
Or you’ll lose.

The control is everything.
You mustn’t lose it.
If you do:
You’ll lose.

You have to fight the hunger.
Or you will be fat.
If you are becoming fat,
You’re losing.

You’ll win if you maintain the control.
You have nothing if you don’t have that.
You have to stay thin.
If not; you’ve lost.

Pain
Pain is my allied
I can’t live without it
Pain is my friend
It is my jewelry

My tears are red
Running through my vanes
The razor is my love
My one and only

Pain is mine
My own
My precious
It’s my soul

Pain, can’t get enough
I like it rough
Cause I’d rather feel pain,
Than nothing at all

Pain is inside of me
Outside on me
All over
It’s everywhere

Hvad er livet værd, hvis...?
Hvad er livet værd, hvis man har mistet modet?

Hvad er livet værd, hvis det hele bare er noget lort?

Hvad er livet værd, hvis man ikke kan overskue noget?

Hvad er livet værd, hvis det hele kører i en ond cirkel?

Hvad er livet værd, hvis man bare har lyst til at give op?

Hvad er livet værd, hvis man ikke føler sig elsket?

Hvad er livet værd, hvis man ikke har nogen at snakke med?

Hvad er livet værd, hvis ikke man har det godt?

Hvad er livet værd, hvis man føler sig tyk?

Hvad er livet værd, hvis man føler sig grim?

Hvad er livet værd, hvis man er alene om alt?

Hvad er livet værd, hvis intet er som det skal være?

Hvad er livet værd, hvis ikke man bliver taget seriøst?

Hvad er livet værd, hvis man græder hele tiden?

Hvad er livet værd, hvis ingen af dem du holder af, holder af dig?

Hvad er livet værd, hvis man ikke kan holde ud at få et kram?

Hvad er livet værd, hvis man ikke kan grine?

Hvad er livet værd, hvis man ikke er glad?

Det skal jeg sige dig: INTET!!!

Bulimiens kløer
Ædeflip
Stemmerne raser
Kage og slik ryger ned
Ingen ser noget; de er blinde

Opkastning
To fingre i halsen
Det hele kommer tilbage
Ingen hører noget; de er døve

Skammen
Bulimiens kløer river
Der er blod overalt
Ingen siger noget; de er stumme

Gå væk
Gå væk
Jeg kan ikke holde det ud
Gå væk
Du distraherer mig
Gå væk
Jeg vil ikke høre på dig
Gå væk
Du er i mit hoved
Gå væk
Du er ikke virkelig
Gå væk
Jeg hader dig
Skrid!

Ubærlig smerte
Bladet har hun i hånden
Tårerne løber ned ad kinderne
Smerten indeni er ubærlig
Hun kan ikke håndtere det
Bladet rører huden
Blodet pibler frem
Hendes krop skælver
Smerten er vidunderlig
Hun flyver væk et øjeblik
Med ét
er hun tilbage igen
Den ubærlige smerte
strømmer atter igennem hende

Mia
Tankerne flyver rundt omkring
Skal, skal ikke?
Kroppen ryster og sitre
Blodet farer rundt i årerne
Kaos

Tallerken fyldt med mad
Usund mad
Skovler ind som en udhungret bjørn
Kalorierne sætter sig i huden
Klam

To fingre i halsen
Tårerne triller ned ad kinderne
Mærker maden komme op i halsen
Kommer ud af munden
Lettet

Min drøm
Jeg drømte en drøm i nat
Jeg sidder indeni min egen tåre
Blåt er alt jeg ser
Salt er alt jeg smager
Gråd er alt jeg hører
Jeg falder ned i tristheden
Jeg drukner i det salte hav
Jeg selv har skabt
Ender på bunden
Jeg har intet at frygte
For jeg eksisterer ikke længere

Angst
Træder varsomt
Men det kommer ud af det blå
Falder ned i et dybt sort hul
Angstens klamme tag griber mig
Tankerne farer forvildet omkring
Kan ikke finde ro
Rystelser går gennem kroppen
Luften lukker sig omkring mig
Kan ikke få vejret
Panik
Bliver suget ind i det sorte mørke
Føler intet

Digt: Frygt

Den klamme frygt
Lægger et slør omkring mit sind
Den ulækre angst
Ætser huden på min krop

Den afskyelige angst
Blænder mine øjne
Den forbandede panik
Skærer mit hjerte op

Den frygtelige panik
Skaber uro i mit indre
Den forfærdelige frygt
Skjuler mit sande jeg

Digt: Alene og forladt

Alene og forladt
Sidder jeg i det dybeste hav
Alene og forladt
Spreder angsten sig i kroppen
Alene og forladt
Skriger jeg lydløst af frustration
Alene og forladt
Tager jeg kontrollen i min hånd
Alene og forladt
Samler jeg mod til at gå frem
Alene og forladt
Træder jeg ind i det hvide lys
Alene og forladt
Kigger jeg ned fra den højeste sky

Digt: For enden af bordet

Gennemboret af sult
Fristelser
Med angsten for at miste kontrollen
Sidder hun for enden af bordet

Stjålne blikke fra de omkringsiddende
Fulde af bedrøvelse og fortvivlelse
Ser de på den lille og skrøbelige skabning
Der sidder for enden af bordet

Hun smager duften af mad
Der nærmer sig hendes mund
Med et halvt håbefuldt, halvt tvunget smil
Sidder hun for enden af bordet

Digt: Ynkelig

Skulende intensivitet
I dine øjne
Siger mig
At noget er galt
Stirrende vantro
I folks blikke
Fortæller mig
At noget er forkert
Sitrende anspændthed
I samtalens kerne
Advarer mig om
At noget er underligt
Truende vrede
I stemmerne omkring
Skriger til mig
At jeg skal flygte
Men hvor hen?

I et fjernt hjørne
Af mig selv
Kryber jeg sammen
Med bange anelser
Ser jeg mig selv
Ynkelig

Digt: Fra top til tå

Kriblende uro
Fylder kroppen
Fra top til tå

Skælvende ubehag
Flyder gennem årerne
Fra top til tå

Truende rastløshed
Løber i knoglerne
Fra top til tå

Krybende angst
Finder sin vej
Fra top til tå

Novelle: Mig og Mia

Dette var første udkast til Den sorte boks - 9 elementer. Men da jeg ikke kunne proppe alle elementerne ind i, valgte jeg at skrive den anden.


I drømmeland er jeg fri. Fri som en fisk, der svømmer i det dybeste hav. Fri som en fugl, der flyver over den højeste sky. Når jeg sover, kan intet gøre mig ondt. Når jeg drømmer er jeg klar til at springe ud i livet. I am ready to take a leap of faith.

“Du er ikke stærk nok til at komme ud på den anden side. Det er jo det rene sisyfos arbejde. Du er simpelthen ikke i stand til det. Du har brug for mig”, fortæller hun mig rasende over, jeg prøvede at stå alene. Jeg havde taget nogle skridt selv. Jeg gik bag hendes ryg ved at turde. Jeg mistede fodfæstet for en stund. Jeg slap kontrollen. Det lykkedes mig næsten, men faldt på vejen. Nu er hun tilbage med dobbelt så stor styrke, og jeg har måske mistet mig selv for altid. Som prikken over i’et nærer mine nederlag hendes ånd.

Hendes navn er Mia. Hun er min bedste veninde. Hun er der, når jeg har brug for det. Hun kommer, når jeg er svag. Hun er ved min side hver eneste dag.

Jeg er syg. Mit sind er inficeret. Mine forfærdelige tanker, irrationelle angst, tvangsprægede handlinger hører ikke hjemme i en sund og rask person. Jeg er syg. Det må jeg erkende.
Siden Ana er trådt ind i mit liv har alting forandret sig temmelig meget. Jeg husker ikke længere følelsen af lykke. Jeg kan ikke mærke følelsen af glæde mere. Gnisten af liv, der engang lyste ud af mine øjne som stjerner, er forsvundet. Den boblende livsglæde, der engang hvirvlede rundt indeni min krop, er forduftet.

“Du er ikke god nok. Du er svag. Tag kontrollen. Jeg hjælper dig”, siger hun støttende med en blid stemme.
Mia er god nok. Det er jo min skyld. Ikke hendes. Hun kan ikke gøre for, jeg er svag, uduelig og grim. Hun prøver jo bare at hjælpe mig.

I jagten på livet som lykkelig gælder alle kneb, eller gør de? Ana er i hvert fald af denne opfattelse, og hvis hun er, er jeg også. Hun er min eneste trofaste støtte, jeg kan læne mig op ad lige nu.

Hun synger for mig om natten, at jeg skal vende nederlagene til successer og triumfer. Jeg skal tage skeen i den anden hånd og tage kontrollen tilbage.

“Du bliver nødt til at opretholde kontrollen, ellers forsvinder jeg. Og det vil du jo ikke have, vel? Hvis jeg forsvinder, er du jo helt alene i verden. Så ikke noget med at springe ud fra klippen. Don’t take af leap of faith”, hvisker hun til mig, inden jeg svømmer ind i drømmeland.