Novelle: De 10 vindmøller

Denne novelle er skrevet i sommeren 2009. Det var en meget turbulent sommer, og jeg var lige startet til psykolog få måneder for inden.

Hun går med tunge skridt ned ad den grønne sti til stranden. Vinder river hende i håret, men hun er ligeglad. Hun har kun én ting i tankerne. De 10 vindmøller. Hun kan allerede se dem for sig. Hun tæller dem igen og igen.

Hun ser en flok børn lege på fodboldbanen, mens deres forældre står og snakker. Hun lytter til musikken i hendes ører. Prøver at ignorere de glade barnestemmer, og lyden af forældrenes latter, da den ene af dem fortæller en vits.

Hun går videre ned mod stranden. Men hun skal over diget først. Et gammelt ægtepar kommer gående, idet hun træder på det sidste trin op på diget. Da de er gået forbi, kæmper hun sig over og ned på den sidste sti, som fører ned til stranden.

Nu er hun på stranden. Solen skinner på hendes røde kinder, og har gjort sandet lunt at gå i. Hun tager skoene af. Hun kigger sig rundt. Der sidder et par voksne på en terrasse og snakker. En hund løber og gør ad nogle mennesker som går på grusstien. Da hunden bliver kaldt tilbage til ejerne, begynder hun at gå langsomt ét skridt ad gangen ned mod vandet.

Vandet bruser op ad stenene på hver side af hende. Der er ca. 10 meter på hver side af hende hen til stenene. Det er lavvande, så man kan se hver og én. Hun stopper kort op og kigger på dem. Så går hun videre.

Nu står hun 1 meter fra vandkanten. En krabbe skynder sig at grave sig ned i sandet under en sten. Hun kigger ned ad sig selv, mens en lille tåre løber ned ad hendes kind. Hun tænker tilbage på alle de gange hun har løjet. Alle de gange hun har snydt sig ud på toilettet og tændt for vandhanen, mens to af hendes fingre har hjulpet hende af med smerten. Alle de gange hun har siddet alene på værelset med et barberblad i hånden og rødt blod pible ud af snittene på den modsatte arm.

Hun kigger igen op. Ud mod de 10 vindmøller. Hun bliver ved med at tælle, hvor mange der er hver gang, selvom hun jo godt ved det. Nu kommer der flere tårer. Ikke fordi hun ikke kan styrer den tvangstanke, der farer igennem hovedet på hende, men fordi hun ikke kan mere.

Hun tager et forsigtigt skridt ud i vandet. Så et til, og et mere. Lige pludselig står hun i vand til knæene. Hun bøjer sig ned, og tager en håndfuld vand i hænderne. Det er koldt og klart. Så skyller hun sit ansigt fri for tårerne. Hun rejser sig igen, og går et par skridt mere. Nu når vandet hende til navlen. Det minder hende om, da hun var lille, når hendes mor prædikede om, at hun kun måtte gå ud til navlen. Men hun trodsede hende altid. Hun havde altid elsket havet. Det salte vand og det hvide sand.

Hun træder på noget tang, og vågner op af sine tanker. Nogle mennesker står og råber inde fra strande. Hun kan ikke hører hvad de råber, så hun går bare videre.

Hun tænker på, hvordan det er efter døden. Lever ens sjæl videre i en ny krop, eller kommer man virkelig i himlen? Op til alle englene? Ingen ved det, men måske får hun snart svar?

Nu står hun i vand til halsen. Hun kan snart ikke bunde mere, men hun fortsætter. Hendes læber er blå, og hendes krop er kold. Hun er ligeglad. Hun mærker ingenting mere. Tanken om, at det hele snart er slut, er befriende.

Nu træder hun vande. Hendes krop er træt. Hun kan ikke kæmpe mere. Hun vil ikke kæmpe mere.

Hun får det kolde, salte vand ind i munden. Det svider i næsen. Hun lukker øjnene og tænker tilbage på dengang, hvor hun var lykkelig. Glemmer alt omkring hende.

Nu er hun endelig fri…

Pludselig griber en arm rundt om hendes livløse krop. Hun har givet op.
Da han når op på stranden trækker hun ikke vejret. Hans våde tøj drypper ned på hendes lille uskyldige krop. Han råber til sin kone, at hun skal ringe 112. Han starter hjertemassage. Stadig ingen livstegn. Hun er ligbleg, og kold som is. Hendes krop er tynd som en pind. Der er intet fedt på hende. Han gyser ved synet, men fortsætter med at give hende førstehjælp.

Blå blink og sirenen fra en ambulance letter ham. Han fortæller redderne, hvad der er sket, og de spænder hende på en båre og kører med fuld udrykning mod det nærmeste sygehus.

Da lægen går hen mod hendes forældre med et tomt og sorgfuldt ansigt, ved de allerede, hvad han vil sige. Hun er død.

Hun kan intet føle. Hun står bare der på stranden og kigger ud i horisonten. Hun kigger på de 10 vindmøller. Hun tæller dem igen og igen.

En tåre løber ned ad hendes allerede kolde og våde kind. Ikke engang nu, hvor det lykkedes hende, er hun lykkelig.

Den sorte box - 7 elementer

de 7 elementer:

Behøver jeg undskylde
Solens varme
Elevatoren eller trapperne
"If youre going through hell, keep going."
Gad vide, hvad der var i den
Hvem bankede på midt om natten

Billede: Forseglet konvolut

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:

Den forseglede konvolut

Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel. Det bankede på min dør, mens jeg sov, midt om natten. Jeg skulle vælge. Vælge hvordan jeg ville leve resten af mit liv. Valget stod mellem elevatoren og trapperne. Den lette og glatte vej eller den hårde og svære vej.

”Hvordan vil du leve livet?” spurgte min terapeut mig.
”Jeg vil være glad. Jeg vil mærke solens varme og blæstens blide vind på mine kinder. Jeg vil smile stort og have funklende stjerner i øjnene. Jeg vil nyde livet,” sagde jeg til hende med håb i stemmen.
”Hvis det er det, du vil, så skal vi arbejde sammen. Jeg vil gå med dig ved din side og hjælpe dig så godt jeg kan på din vej videre i livet. Men det bliver svært. Det handler ikke kun om at vælge mellem elevatoren og trapperne. Du kommer til at bruge begge dele. Nogle gange vil det være svært og hårdt, mens det andre gange vil gå let som en leg. Du skal fortsætte fremad, selvom det virker umuligt. Du skal blive ved med at træde et skridt fremad, selvom det gør ondt og føles som et helvede.” Sagde hun afventende.
”Okay”, svarede jeg hende med en fast, klar stemme. Dette var første skridt, jeg tog ud livet.

Nu står jeg med en konvolut. En forseglet konvolut. Lige nu er den lukket, forseglet med alverdens forhindringer, jeg skal klare først. Men én ting er sikkert; jeg skal nok få den åbnet. En dag når jeg ind til kernen, ind til den sidste forsegling.

Gad vide, hvad der er i den? Jeg er glæder mig til, jeg en dag kan åbne den og finde ud af, hvad der gemmer sig i den. Jeg tror, efterhånden som jeg kommer tættere og tættere på åbningen, kan jeg gætte mig til, hvad der er i den. Måske kan jeg endda selv få lov at vælge, hvad der skal være i. Når jeg åbner den, vil der nok ikke være så meget i, så jeg skal selv finde ting, jeg vil putte ned i den og gemme på.
Jeg har lært, jeg ikke behøver undskylde for, hvordan jeg har levet mit liv indtil nu, for jeg har tid til at gøre det om. Jeg har fået lov til at starte forfra med en ren tavle. Jeg har fået en ny chance til at leve mit liv fuldt ud.

I dag har jeg overvundet og genvundet mange af de forhindringer, der er mellem mig og konvoluttens åbning. Jeg har igen fået håb og drømme for min fremtid. Og selvom der er lang vej til jeg når mit mål, til jeg når ind til den sidste forsegling af konvolutten, ved jeg, jeg nok skal nå dertil. For jeg har valgt at tage udfordringen op. For jeg er direktøren i mit liv.

Digt:

Skiftende årstider

Blomstrende og glad forår
Dansende farver
Syngende træer
Fint og uskyldigt

Varm og tryg sommer
Solen varmer
Havet bruser
Vildt og voldsomt

Brunt og kedeligt efterår
Blæsende forvirring
Regnende frustration
Træt og gråt

Kold og kynisk vinter
Hyggen fryser
Tomheden skuler
Trist og mørkt

Den sorte box - 9 elementer

De 9 elementer:

Billede: Spring ved solnedgang
Prikken over i’et
sund og rask
temmelig forandret
På plakaten
Sisyfos arbejde
Alle kneb gælder - eller gør de?

Tragedy turns to triumph
Can you feel it in the air?
I don’t know how to give up
Can you feel it in the air?

At turde,
er at miste fodfæste for en stund.
Ikke at turde,
er at miste sig selv for evigt.

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:
Jeg går med knurrende mave ned mod busstoppestedet i øsende regnvejr kl. 10 søndag morgen. ”Hvad man dog ikke gør for kontrollen”, tænker jeg, mens jeg trasker af sted i gummistøvler.
På plakaten udenpå busskuret nedstirrer en flot, tynd model mig. En reklame for den nyeste duft fra Calvin Klein. Ved siden af mig sidder en midaldrende buttet kvinde og spiser en overmoden banan med brune pletter.
Jeg hader at køre med bus. Alle kigger altid på mig som om jeg ser mærkelig ud. Jeg bliver stående op, så jeg hurtigt kan komme af ved stoppestedet ud for Netto. På Nettos hylder med slik, kager, kiks og andre kaloriebomber finder jeg, hvad jeg skal bruge til at komme igennem ugen. Inden længe står jeg med favnen fuld af mazarinkage, chokolade, mælkesnitter, flødeboller, forskellige småkager med rosiner, nødder og chokoladestykker, nogle enkelte stykker frugt, en mælk og en masse tyggegummi.
Folkene omkring mig, der går og handler ind til deres kommende uge, kigger underligt på mig, peger fingre og hvisker til deres handlepartner. Jeg føler mig lille og ulækker, som jeg går der med kurven fuld af kalorier og fedt. Som prikken over i’et støder jeg ind i en gammel skolekammerat. Hun siger hej og fortæller en masse om, hvad hun går og laver, men min hjerne er et andet sted. ”Hun er temmelig forandret. Gad vide, hvordan hun forbliver så tynd”, tænker jeg for mig selv.
Hjemme gemmer jeg det hele væk rundt omkring på værelset. Når jeg efter en dag uden mad føler trangen til at spise alt vokse indeni mig, finder jeg det hele frem igen.
Maven brokker sig, kroppen skriger på energi, og hjernen siger: ”Spis alt hvad du kan”. Min hjerne slår fra. Jeg handler på instinkt. Mine hænder rækker ud efter det hele. Min mund bliver proppet med det ene efter det andet. Til sidst ligger jeg med fedtede hænder, klistret mund, og maven er fyldt. Jeg skynder mig ud på badeværelset, tænder for vandet i badet og vandhanen, og stikker to fingrer i halsen. Følelsen af endorfinerne, der skyller gennem kroppen, og lettelsen over at slippe af med alle følelserne, er ubeskrivelig. Intet kan måle sig med det. Det bliver en afhængighed, der ikke kan stoppes.

I jagten på skønhed og perfektion tillader jeg at ødelægge min krop, mit sind og min sjæl. I den desperate søgen efter kontrol gælder alle kneb. For at blive tynd og nå mit mål sulter jeg min krop, skærer mit sind midt over og forsøger at holde fast på min sjæl. Alle kneb gælder – eller gør de?

Jeg længes efter følelsen af kærlighed. Jeg tørster efter smagen af lykke. Jeg vil springe af glæde. Jeg vil nyde livet i en verden, jeg kan acceptere at leve i. Men for at kunne det. For at nå dertil fysisk og psykisk skal jeg turde give slip på kontrollen. Jeg skal turde miste fodfæstet et øjeblik. Hvis ikke jeg gør det, så mister jeg mig selv og mit liv. Man kan, hvad man vil, siger de kloge hoveder. Hvor der er en vilje, er der en vej. Det vælger jeg at tro på. For at blive sund og rask igen skal jeg finde viljen. Viljen til at leve.
Jeg vil falde på vejen dertil, jeg vil gå nogle skridt tilbage, og det kan virke som et sisyfos arbejde af og til, men jeg skal nok nå ud på den anden side. Jeg skal nok finde min vej ud af mørket. Jeg giver ikke op. Det onde må ikke vinde. Jeg tror på det gode i mig selv og finder styrken til at vinde krigen mod monsteret, der raser indeni mig.