Dette var første udkast til Den sorte boks - 9 elementer. Men da jeg ikke kunne proppe alle elementerne ind i, valgte jeg at skrive den anden.
I drømmeland er jeg fri. Fri som en fisk, der svømmer i det dybeste hav. Fri som en fugl, der flyver over den højeste sky. Når jeg sover, kan intet gøre mig ondt. Når jeg drømmer er jeg klar til at springe ud i livet. I am ready to take a leap of faith.
“Du er ikke stærk nok til at komme ud på den anden side. Det er jo det rene sisyfos arbejde. Du er simpelthen ikke i stand til det. Du har brug for mig”, fortæller hun mig rasende over, jeg prøvede at stå alene. Jeg havde taget nogle skridt selv. Jeg gik bag hendes ryg ved at turde. Jeg mistede fodfæstet for en stund. Jeg slap kontrollen. Det lykkedes mig næsten, men faldt på vejen. Nu er hun tilbage med dobbelt så stor styrke, og jeg har måske mistet mig selv for altid. Som prikken over i’et nærer mine nederlag hendes ånd.
Hendes navn er Mia. Hun er min bedste veninde. Hun er der, når jeg har brug for det. Hun kommer, når jeg er svag. Hun er ved min side hver eneste dag.
Jeg er syg. Mit sind er inficeret. Mine forfærdelige tanker, irrationelle angst, tvangsprægede handlinger hører ikke hjemme i en sund og rask person. Jeg er syg. Det må jeg erkende.
Siden Ana er trådt ind i mit liv har alting forandret sig temmelig meget. Jeg husker ikke længere følelsen af lykke. Jeg kan ikke mærke følelsen af glæde mere. Gnisten af liv, der engang lyste ud af mine øjne som stjerner, er forsvundet. Den boblende livsglæde, der engang hvirvlede rundt indeni min krop, er forduftet.
“Du er ikke god nok. Du er svag. Tag kontrollen. Jeg hjælper dig”, siger hun støttende med en blid stemme.
Mia er god nok. Det er jo min skyld. Ikke hendes. Hun kan ikke gøre for, jeg er svag, uduelig og grim. Hun prøver jo bare at hjælpe mig.
I jagten på livet som lykkelig gælder alle kneb, eller gør de? Ana er i hvert fald af denne opfattelse, og hvis hun er, er jeg også. Hun er min eneste trofaste støtte, jeg kan læne mig op ad lige nu.
Hun synger for mig om natten, at jeg skal vende nederlagene til successer og triumfer. Jeg skal tage skeen i den anden hånd og tage kontrollen tilbage.
“Du bliver nødt til at opretholde kontrollen, ellers forsvinder jeg. Og det vil du jo ikke have, vel? Hvis jeg forsvinder, er du jo helt alene i verden. Så ikke noget med at springe ud fra klippen. Don’t take af leap of faith”, hvisker hun til mig, inden jeg svømmer ind i drømmeland.
