Digt: Livets foranderlighed

Inde i den mørke tykke skov
vandrer hun rundt
med tanker
der hvirvler rundt

Uoverskuelighed vælter hende
bagover
ned på den kolde, fugtige jord

Længe
ligger hun
med lukkede øjne

Stilhed og ro
sniger sig ind
i hendes sind

Med et smil på læben
rejser hun sig
og går videre
ud i verden

Digt: Tågen

Med bind for øjnene

Som et tykt slør af gråhed

Går jeg rundt i blinde

Famlende efter noget håndgribeligt

Noget at holde fast i

Og støtte mig til

Jeg cirkler rundt i intetheden

som efterlader mig

I ensomhedens dybe afgrund

Tomheden fylder mig

Med bundløs rædsel

For at leve livet

Med et åndsfraværende smil

Vandrer mit sind hvileløst rundt

I tågens mørke

Digt: Tilfældig og ligegyldig

På en tilfældig hverdag

Sidder hun

Og kigger ud af vinduet

På den travle by

Fyldt med stressede mennesker

Der vrisser af deres børn

Og støjen fra bilerne

Der kører forvildet rundt

I labyrinten af kaffepauser

Og ligegyldige arbejdsopgaver

I vinduet sidder hun og kigger

Ud på verden

Der har for travlt

Til at se i hendes retning

Digt: Masken

Når jeg går ud af døren
Tager jeg masken på
Med et smil på læben
Erobrer jeg hele verden
Med glimtet i øjet
Flirter jeg mig frem i mængden
Af travle mennesker
Efterladt i hverdagen
Med en hånd i vejret
Vinker jeg til alle på min vej
Men hjemme igen
Sidder jeg
Med hænderne for ansigtet
Og prøver at holde masken
Så den ikke falder af

Skikkelsen

Solens sidste lys er gået ud, og tilbage er kun det sorte mørke, hvori smerte og sorg lurer.

Musikken fylder det mørke rum med søde toner af opmuntring.

Men i sengen ligger en lille sammenkrøllet skikkelse med røde øjne og uglet hår.

Mens nattens skygger kryber over væggene, skælver skikkelsen af angst og kulde.

Inden længe er den ynkelige, svage skikkelse i skyggernes vold og magt.

Forkrampet af frygt og smerte glider den sammensunkne skikkelse ind i bevidstløshedens mørke.

Stilhed omslutter rummets fire vægge mens solens første stråler kigger nysgerrigt igennem gardinets
små sprækker.

Rummet er tomt med undtagelse af en livløs skikkelse, der forsigtigt åbner øjnene for den nye dag.

Digt: Uden dig

Uden dig er jeg intet

Uden dig ville jeg ikke stå her i dag

Uden dig finder jeg ikke ro

Uden dig smiler jeg ikke

Uden dig græder jeg

Uden dig falder jeg

Uden dig bliver jeg liggende

Uden dig er jeg intet

Digt: Evigheden

Med røde øjne

Sidder jeg alene

På mit værelse

Med en håndfuld piller

Og en flaske vodka

Stormende tomhed

Vælter mit sind omkuld

Liggende stille

Falder jeg i evighedens søvn