Ingen hørte hende. Ingen så hende.
Hun gik ned ad den mørke gade på bare fødder. Den våde asfalt kølede hendes brændende fødder ned. Lighteren lå sikkert stadig hjemme på gulvet, hvor hun havde smidt den fra sig.
Hun talte stregerne, hun varsomt gik over, på fortovet. For hver 7. Begyndte hun forfra.
Pludselig kunne hun høre skridt et stykke bag sig. De fulgte hende i lang tid. Jo længere tid der gik, jo tættere på kom de. Det var tunge, men hurtige skridt. Hun kunne mærke en ånde i nakken.
Hun satte farten lidt op. Det samme gjorde skridtene. Hun turde ikke vende sig om. Så drejede hun hurtigt ned ad en sidegade og vendte samtidig hovedet.
Der var ingen at se. Hun kunne heller ikke høre nogen skridt eller mærke ånden mere. Det var væk lige så hurtigt, som det var kommet.
Tårerne begyndte stille at trille ned ad hendes kinder. Hun stod der bare. Ingen så hende. Ingen hørte hendes lydløse skrig.
Et glasskår i vejkanten lå og blinkede til hende. Hun samlede det op, og begyndte at lave lange, små ridser i sin arm. Hun skreg af lettelse.
Så lå hun der, stille som var hun død. Ingen så hende. Ingen hørte hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar