Den sorte box - 13 elementer

Jeg fik en udfordring på CSV idag. Jeg fik 13 elementer, der skulle indgå i et produkt i form af enten tekst, lyd eller billede.

De 13 elementer, som skulle indgå:

gabende tomhed
sitrende anspændthed
hans arm om halsen
neonlyset over byen
grådighedens pris
sult
afstikker
isolation
hun havde altid vidst
han havde altid sagt
come on
grædefærdig af grin
”Hvis du tænker for længe over det næste skridt, kommer du til at tilbringe livet på et ben”

Jeg valgte at skrive.
Tekst: novelle

Hun går hen ad gaden en junimorgen. Neonlyset fra natten hænger stadig over byen. Butikkerne er endnu ikke åbnet, og den larmende tavshed i byen spirer til sitrende anspændthed i hende. Hun skal mødes med en fremmed. Hun har altid vidst, man ikke skal tage hjem til fremmed mænd, men idag er en undtagelse. Idag skal hun besøge en fremmed person. En person som hende. I mange år har hun siddet for sig selv i en lille lejlighed i en storby. Isolation har været hendes strategi. Undgåelsesstrategi. Men nu er det slut. Hun har taget en beslutning. En beslutning om at leve. Leve som afstikkeren, der træder udenfor den sti, der er lagt for hende. Hun vil være anderledes. Gå sine egne veje.

Han sidder i sit køkken, og er sulten. Sulten efter luft, liv, glæde, larm. Han har altid været grådig på livet. Levet i overhalingsbanen med karrierer og en ny dame hver uge. Men grådighedens pris er hård, og nu har en gabende tomhed omsluttet hans sind. Rummet er stort og tomt. Døren i den anden ende af rummet føles meget langt væk. Han er bange. Bange for, hvad der kommer efter. Bange for, hvad der sker, når han går ud. I løbet af det sidste års tid har han isoleret sig fra verden. Han har altid sagt, man ikke skal omgås fremmede, men idag bliver det anderledes. Idag skal han mødes med en fremmed person. En person som ham. Han sidder helt stille og venter. Venter på, hun banker på. Venter på, han bliver reddet.
Endelig banker det på.

Hun banker forsigtigt på den fremmede dør. Nervøsiteten spreder sig i takt med, hun kan hører, han nærmer sig på den anden side af døren. “Come on”, tænker hun. “Der er ikke noget at være bange for.”

Nu står han bag døren, og kan mærke angsten formere sig i krop og sind. “Come on”, tænker han. “Der er jo ikke noget at være bange for.”

Hun bliver mødt med et kejtet smil af en midaldrende mand. Han ser en anelse usoigneret ud, men sød er han. Hans arm om halsen tyder på, han er nervøs. Hans blik fortæller, han er bange.
De hilser på hinanden med et hurtigt, svedigt håndtryk, og går derefter ind i hans lille, rodede lejlighed. Tavsheden imellem dem er akavet. Men så siger han, ”Hvis du tænker for længe over det næste skridt, kommer du til at tilbringe livet på et ben”, og de falder begge om grædefærdige af grin. Starten på et nyt liv er skudt igang.