Digt: Tågen

Med bind for øjnene

Som et tykt slør af gråhed

Går jeg rundt i blinde

Famlende efter noget håndgribeligt

Noget at holde fast i

Og støtte mig til

Jeg cirkler rundt i intetheden

som efterlader mig

I ensomhedens dybe afgrund

Tomheden fylder mig

Med bundløs rædsel

For at leve livet

Med et åndsfraværende smil

Vandrer mit sind hvileløst rundt

I tågens mørke

Digt: Tilfældig og ligegyldig

På en tilfældig hverdag

Sidder hun

Og kigger ud af vinduet

På den travle by

Fyldt med stressede mennesker

Der vrisser af deres børn

Og støjen fra bilerne

Der kører forvildet rundt

I labyrinten af kaffepauser

Og ligegyldige arbejdsopgaver

I vinduet sidder hun og kigger

Ud på verden

Der har for travlt

Til at se i hendes retning

Digt: Masken

Når jeg går ud af døren
Tager jeg masken på
Med et smil på læben
Erobrer jeg hele verden
Med glimtet i øjet
Flirter jeg mig frem i mængden
Af travle mennesker
Efterladt i hverdagen
Med en hånd i vejret
Vinker jeg til alle på min vej
Men hjemme igen
Sidder jeg
Med hænderne for ansigtet
Og prøver at holde masken
Så den ikke falder af

Skikkelsen

Solens sidste lys er gået ud, og tilbage er kun det sorte mørke, hvori smerte og sorg lurer.

Musikken fylder det mørke rum med søde toner af opmuntring.

Men i sengen ligger en lille sammenkrøllet skikkelse med røde øjne og uglet hår.

Mens nattens skygger kryber over væggene, skælver skikkelsen af angst og kulde.

Inden længe er den ynkelige, svage skikkelse i skyggernes vold og magt.

Forkrampet af frygt og smerte glider den sammensunkne skikkelse ind i bevidstløshedens mørke.

Stilhed omslutter rummets fire vægge mens solens første stråler kigger nysgerrigt igennem gardinets
små sprækker.

Rummet er tomt med undtagelse af en livløs skikkelse, der forsigtigt åbner øjnene for den nye dag.

Digt: Uden dig

Uden dig er jeg intet

Uden dig ville jeg ikke stå her i dag

Uden dig finder jeg ikke ro

Uden dig smiler jeg ikke

Uden dig græder jeg

Uden dig falder jeg

Uden dig bliver jeg liggende

Uden dig er jeg intet

Digt: Evigheden

Med røde øjne

Sidder jeg alene

På mit værelse

Med en håndfuld piller

Og en flaske vodka

Stormende tomhed

Vælter mit sind omkuld

Liggende stille

Falder jeg i evighedens søvn

Digt: På en skala fra et til ti

Liggende alene
I fosterstilling
Kigger jeg ud på verden
Der suser af sted
For øjnene af mig
Rokkende frem og tilbage
Sidder jeg
Og funderer over mit liv
Der er gået i stå
Som et ur uden visere
Grædende
Kigger jeg i spejlet
Og vurderer min egen værdi
På en skala fra et til ti

Digt: Min bøn

Hold min sjæl
Min ynkelige sjæl
Af tre skrøbelige iturevne stykker
De sørgelige rester af mit liv
Holder du i dine hænder
Beslutningen er uden for min rækkevidde
Min bøn er
Gør en ende på mine smerter

Digt: Uden vinduer

Flydende ord
Vil ud af min mund
Men manglende lyd
Er altoverskyggende
Larmende tavshed
Fylder rummet
Fra væg til væg
Skrigende stemmer
I mit indre
Farer forvildet omkring
Nu ligger jeg her
Alene og forladt
I et rum uden vinduer

Digt: Jeg lever

Jeg lever
Med et levn fra fortiden
Der ikke kan kureres
Og et ansigt i dybe folder
Af sorg og fortvivlelse
Et liv i smerte
Og fanget i ensomhed

Jeg lever
I et brændende hus
Uden nogen udvej
Kun vinduet ovenpå
At kigge ud af
Mens flammerne tager fat
Med mig fanget indeni

4 digte fra 2011

Så er det igen blevet tid til at ligge en samling digte ind. Denne gang bliver det 4 digte fra februar-maj 2011. God fornøjelse.

Forsvundet
Mit lys
Lyset, der skinner ind ad vinduet
Du skinnende perle i mit liv
Hvor er du nu?

Min skat
Rigdommen, der sidder i dine øjne
Du yndige mægtighed
Hvor er du nu?

Min elskede
Kærligheden, der svæver i luften
Du søde smilende ven
Hvor er du nu?

Mit tab
Smerten, der skære i mit hjerte
Du forsvundne skat
Hvor er du nu?

Kærlighed?
Hvor er du svag, siger hun.
Jeg spiser da, siger jeg.
Lige netop.

Hvor er du sej, siger hun.
Men jeg sidder jo med hovedet i kummen, siger jeg.
Lige netop.

Jeg elsker dig, siger hun.
Jeg har kontrol, siger jeg.
Lige netop.
Det er min kærlighed, vores kærlighed.

En pige
En pige i rød kjole
sidder med blanke øjne.

En pige i grøn kjole
sidder med håbefulde idéer.

En pige i blå kjole
sidder med udtryksløst ansigt.

En pige i gul kjole
sidder med glade tanker.

En pige i orange kjole
sidder med tomme øjne.

En pige med røde sko
sidder med kniven i hånden.

The Secret
A man of thoughts and not of wish,
Is like the water without any fish;

And when the water begins to stir,
It's like the music in transfer;

And when the music begins to play,
It's like a tree who does pray;

And when the tree begins to grow,
It's like the stars start to glow;

And when a star gets turned off,
It's like a baby who does cough;

And when the baby starts to cry,
It's like a bird with no eye;

And when the eye opens its lid,
It's like a man who knows what he did;

And when the man begins to think,
It's like a lion soaked in ink;

And when the lion begins to call,
It's like a glass hits the wall;

And when the wall begins to crack,
It's like a knife into your back;

And when your back begins to hurt,
It's like your heart begins to blurt;

And in your heart there is no doubt,
Oh yes, your secret is now out.

Digt: Min hemmelighed

Jeg gemmer en hemmelighed.
En skrøbelig hemmelighed ingen lytter til.
Jeg holder den indelukket.
Jeg har fanget den i mit net af løgne.
Ingen får den at høre.

Jeg har en hemmelighed.
En mørk hemmelig ingen lægger mærke til.
Jeg holder den for mig selv.
Jeg holder den tæt på min krop.
Ingen får den at se.

Jeg fortæller en hemmelighed.
En hemmelighed ingen bør sige højt.
Jeg åbner mit gemmested.
Jeg deler den del af min verden,
hvor ingen har været før.

Den sorte box - 1 element

Elementet:

En lydkonstruktion, der hedder "Hexagram".

Hvad jeg fik ud af det:

Digt:

Drømmeland i virkeligheden
Klirrende mønter
falder til jorden.
Jeg falder ned i en tunnel,
ind i et lysende drømmeland.
Svævende på et tæppe
flyver jeg ind og ud af mit sind.
Jeg flyver højt over den højeste sky,
jeg svømmer i det dybeste hav.
Ind og ud af alting.
Ind og ud af bevidstheden
i en evig strøm af sommerfugle
med forstyrrende mønstre.
I et vindspil af strålende farver
glider jeg ned i en tunnel.
En faretruende, mørk tunnel,
der forvandler min stemme til et skrig.
Et skrig af længsel.
Længsel efter lykke.
Et par klirrende mønter,
der falder til jorden,
fører mig tilbage til virkeligheden
og den mørke hemmelighed.

Den sorte box - 2 elementer

De 2 elementer:

De syv dødssynder
Et link: http://www.youtube.com/watch?v=kYDUXWwQcoI&NR=1

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:

Bekendelsen
Inde i kirken var der så stille, man ville have hørt, hvis en nål faldt til jorden. Kirken var ikke helt tom, som hun ville have forventet. På den forreste bænk sad en ung fyr med bøjet hoved og mumlede for sig selv, nær alteret sad en gammel dame og rokkede frem og tilbage på en stol, og en mand gik rundt og tændte stearinlysene, der hang på væggen. Hun lagde mærke til, han gik og messede stille, mens stearinen løb ned ad lysene og ramte gulvet med et stille “plop”. Kirken var stor. Der var højt til loftet, og det var umuligt at tælle alle bænkene fra døren, forbi orgelet, forbi prædikestolen, og op til alteret. Der var alt for mange. Hun gik langsomt og forsigtigt op ad kirkegulvet. Ved trappen op til alteret stoppede hun op, bøjede hovedet, og lavede et kors over brystet. Så gik hun videre hen mod skriftestolene. Udenfor den midterste stoppede hun op og kiggede sig rundt omkring for at sikre sig, der var ingen, der lagde mærke til, hun stod der. Så trak hun forhænget fra og gik ind. Hun satte sig tungt ned på stolen, og en luge gik op indtil præsten. “Hvad kan jeg hjælpe dig med, mit barn?” spurgte han hende med en blid og rolig stemme. “Tilgiv mig fader, for jeg har syndet”, sagde hun med grådkvalt stemme. “Hvad har du gjort, mit barn?” spurgte han hende blødt. “Jeg har slået en mand ihjel, der pralede af sin succes. Jeg har slået en mand ihjel, der havde flere penge, end han kunne bruge, men gav ingen ud. Jeg har slået en mand ihjel, der var sin kone utro. Jeg har slået en mand ihjel, der misundte alle andre omkring sig i stedet for at nyde sit eget liv. Jeg har slået en mand ihjel, der tog alt, han kom i nærheden af selvom om andre havde brug for det mere end ham. Jeg har dræbt i Guds navn. Jeg har dræbt de fem af de syv dødssynder. Nu mangler jeg dovenskab og vrede. Dovenskabens mester finder jeg her i Guds hus. Det er en mand, der intet har gjort for at eliminere syndere. En mand, der har ladet syndere gå levende herfra. En mand, der bare sidder og lytter. Du er min sjette dødssynd.” sagde hun og stak en kniv igennem skillevæggen mellem hende og præsten. Da hun var færdig med præsten, tørrede hun kniven af i forhænget og sagde til sig selv: “Vrede er en dødssynd. For dette må jeg bøde med mit liv.” Og så var hun væk.

Short short story:

Hovmodig dans
Hun danser i lysningen med blafrende kjole og smilehuller i kinderne. ”Jeg er glad, lykkelig og kan klare alt. Jeg er større end alle andre”, synger hun, mens himlen pludselig bliver mørk. En rød mand med horn i panden nærmer sig. ”Hovmod er en dødssynd”, siger skikkelsen og hiver hende ind i skoven.

Digt:

Hun danser
Hun danser
Til vindens toner
Og bølgernes melodi

Hun danser
Med vand til knæene
Og sand i skoene

Hun danser
Til solen går ned
Og månen står op

Hun danser
Til døden kommer
Og vil tage hende med

Mørkt og koldt
Står hun alene
Mens døden danser

De danser
Til døden falder
Hun danser

De syv dødssynder
En hovmodig mand
Tegner sig selv stor og mægtig
Det skal bødes med døden

En grådig mand
Sidder på guldet til døden
Det skal bødes med døden

En utugtig mand
Ser med gule øjne på elskerinden
Det skal bødes med døden

En misundelig mand
Ser grønt på alle andres liv
Det skal bødes med døden

En fråsende mand
Har større mængder end han behøver
Det skal bødes med døden

En vred mand
Maler fanden rød på væggen
Det skal bødes med døden

En doven mand
Ligger lilla og ugidelig på sofaen
Det skal bødes med døden

Digt: Refleksionen

Skurken i mit liv
Kigger på mig
Med render under øjnene

Uhyret i mit liv
Sidder overfor mig
Med et smil af selvtilfredshed

Ulven i mit liv
Stirrer på mig
Med et vågent blik af sult

Monsteret i mit liv
Vinker til mig
Fra den anden side af spejlet

Novelle: De 10 vindmøller

Denne novelle er skrevet i sommeren 2009. Det var en meget turbulent sommer, og jeg var lige startet til psykolog få måneder for inden.

Hun går med tunge skridt ned ad den grønne sti til stranden. Vinder river hende i håret, men hun er ligeglad. Hun har kun én ting i tankerne. De 10 vindmøller. Hun kan allerede se dem for sig. Hun tæller dem igen og igen.

Hun ser en flok børn lege på fodboldbanen, mens deres forældre står og snakker. Hun lytter til musikken i hendes ører. Prøver at ignorere de glade barnestemmer, og lyden af forældrenes latter, da den ene af dem fortæller en vits.

Hun går videre ned mod stranden. Men hun skal over diget først. Et gammelt ægtepar kommer gående, idet hun træder på det sidste trin op på diget. Da de er gået forbi, kæmper hun sig over og ned på den sidste sti, som fører ned til stranden.

Nu er hun på stranden. Solen skinner på hendes røde kinder, og har gjort sandet lunt at gå i. Hun tager skoene af. Hun kigger sig rundt. Der sidder et par voksne på en terrasse og snakker. En hund løber og gør ad nogle mennesker som går på grusstien. Da hunden bliver kaldt tilbage til ejerne, begynder hun at gå langsomt ét skridt ad gangen ned mod vandet.

Vandet bruser op ad stenene på hver side af hende. Der er ca. 10 meter på hver side af hende hen til stenene. Det er lavvande, så man kan se hver og én. Hun stopper kort op og kigger på dem. Så går hun videre.

Nu står hun 1 meter fra vandkanten. En krabbe skynder sig at grave sig ned i sandet under en sten. Hun kigger ned ad sig selv, mens en lille tåre løber ned ad hendes kind. Hun tænker tilbage på alle de gange hun har løjet. Alle de gange hun har snydt sig ud på toilettet og tændt for vandhanen, mens to af hendes fingre har hjulpet hende af med smerten. Alle de gange hun har siddet alene på værelset med et barberblad i hånden og rødt blod pible ud af snittene på den modsatte arm.

Hun kigger igen op. Ud mod de 10 vindmøller. Hun bliver ved med at tælle, hvor mange der er hver gang, selvom hun jo godt ved det. Nu kommer der flere tårer. Ikke fordi hun ikke kan styrer den tvangstanke, der farer igennem hovedet på hende, men fordi hun ikke kan mere.

Hun tager et forsigtigt skridt ud i vandet. Så et til, og et mere. Lige pludselig står hun i vand til knæene. Hun bøjer sig ned, og tager en håndfuld vand i hænderne. Det er koldt og klart. Så skyller hun sit ansigt fri for tårerne. Hun rejser sig igen, og går et par skridt mere. Nu når vandet hende til navlen. Det minder hende om, da hun var lille, når hendes mor prædikede om, at hun kun måtte gå ud til navlen. Men hun trodsede hende altid. Hun havde altid elsket havet. Det salte vand og det hvide sand.

Hun træder på noget tang, og vågner op af sine tanker. Nogle mennesker står og råber inde fra strande. Hun kan ikke hører hvad de råber, så hun går bare videre.

Hun tænker på, hvordan det er efter døden. Lever ens sjæl videre i en ny krop, eller kommer man virkelig i himlen? Op til alle englene? Ingen ved det, men måske får hun snart svar?

Nu står hun i vand til halsen. Hun kan snart ikke bunde mere, men hun fortsætter. Hendes læber er blå, og hendes krop er kold. Hun er ligeglad. Hun mærker ingenting mere. Tanken om, at det hele snart er slut, er befriende.

Nu træder hun vande. Hendes krop er træt. Hun kan ikke kæmpe mere. Hun vil ikke kæmpe mere.

Hun får det kolde, salte vand ind i munden. Det svider i næsen. Hun lukker øjnene og tænker tilbage på dengang, hvor hun var lykkelig. Glemmer alt omkring hende.

Nu er hun endelig fri…

Pludselig griber en arm rundt om hendes livløse krop. Hun har givet op.
Da han når op på stranden trækker hun ikke vejret. Hans våde tøj drypper ned på hendes lille uskyldige krop. Han råber til sin kone, at hun skal ringe 112. Han starter hjertemassage. Stadig ingen livstegn. Hun er ligbleg, og kold som is. Hendes krop er tynd som en pind. Der er intet fedt på hende. Han gyser ved synet, men fortsætter med at give hende førstehjælp.

Blå blink og sirenen fra en ambulance letter ham. Han fortæller redderne, hvad der er sket, og de spænder hende på en båre og kører med fuld udrykning mod det nærmeste sygehus.

Da lægen går hen mod hendes forældre med et tomt og sorgfuldt ansigt, ved de allerede, hvad han vil sige. Hun er død.

Hun kan intet føle. Hun står bare der på stranden og kigger ud i horisonten. Hun kigger på de 10 vindmøller. Hun tæller dem igen og igen.

En tåre løber ned ad hendes allerede kolde og våde kind. Ikke engang nu, hvor det lykkedes hende, er hun lykkelig.

Lidt mere nyt fra gammel tid

Så er det igen blevet tid til noget nyt fra de gamle dage ;) Eller ja, jeg har i hvert fald tænkt mig at lægge flere af mine ældre digte ud her på bloggen. Disse er fra 2009 og 2010. Der er 10 digte. Jeg har ikke skrevet så meget i denne 2 år lange periode, da det var en forvirrende periode med begyndelsen på min terapi og jeg havde meget at se til med gymnasiet også.

Kærlighed
Jeg savner dig
Når du ikke er her, mangler jeg dig
Du er mit et og alt
Mit holdepunkt i hverdagen
Mit hjerte banker kun for dig
Vi går samme vej i livet
Jeg elsker dig
Dine øjne smiler til mig
Dine læber kærtegner mig med dine søde ord
Dine hænder rør mig med den dybeste passion

Fight or lose
If you eat, you can never be thin.
If you want to be thin, you can’t eat.
All the pressure, you have to have control.
Or you’ll lose.

The control is everything.
You mustn’t lose it.
If you do:
You’ll lose.

You have to fight the hunger.
Or you will be fat.
If you are becoming fat,
You’re losing.

You’ll win if you maintain the control.
You have nothing if you don’t have that.
You have to stay thin.
If not; you’ve lost.

Pain
Pain is my allied
I can’t live without it
Pain is my friend
It is my jewelry

My tears are red
Running through my vanes
The razor is my love
My one and only

Pain is mine
My own
My precious
It’s my soul

Pain, can’t get enough
I like it rough
Cause I’d rather feel pain,
Than nothing at all

Pain is inside of me
Outside on me
All over
It’s everywhere

Hvad er livet værd, hvis...?
Hvad er livet værd, hvis man har mistet modet?

Hvad er livet værd, hvis det hele bare er noget lort?

Hvad er livet værd, hvis man ikke kan overskue noget?

Hvad er livet værd, hvis det hele kører i en ond cirkel?

Hvad er livet værd, hvis man bare har lyst til at give op?

Hvad er livet værd, hvis man ikke føler sig elsket?

Hvad er livet værd, hvis man ikke har nogen at snakke med?

Hvad er livet værd, hvis ikke man har det godt?

Hvad er livet værd, hvis man føler sig tyk?

Hvad er livet værd, hvis man føler sig grim?

Hvad er livet værd, hvis man er alene om alt?

Hvad er livet værd, hvis intet er som det skal være?

Hvad er livet værd, hvis ikke man bliver taget seriøst?

Hvad er livet værd, hvis man græder hele tiden?

Hvad er livet værd, hvis ingen af dem du holder af, holder af dig?

Hvad er livet værd, hvis man ikke kan holde ud at få et kram?

Hvad er livet værd, hvis man ikke kan grine?

Hvad er livet værd, hvis man ikke er glad?

Det skal jeg sige dig: INTET!!!

Bulimiens kløer
Ædeflip
Stemmerne raser
Kage og slik ryger ned
Ingen ser noget; de er blinde

Opkastning
To fingre i halsen
Det hele kommer tilbage
Ingen hører noget; de er døve

Skammen
Bulimiens kløer river
Der er blod overalt
Ingen siger noget; de er stumme

Gå væk
Gå væk
Jeg kan ikke holde det ud
Gå væk
Du distraherer mig
Gå væk
Jeg vil ikke høre på dig
Gå væk
Du er i mit hoved
Gå væk
Du er ikke virkelig
Gå væk
Jeg hader dig
Skrid!

Ubærlig smerte
Bladet har hun i hånden
Tårerne løber ned ad kinderne
Smerten indeni er ubærlig
Hun kan ikke håndtere det
Bladet rører huden
Blodet pibler frem
Hendes krop skælver
Smerten er vidunderlig
Hun flyver væk et øjeblik
Med ét
er hun tilbage igen
Den ubærlige smerte
strømmer atter igennem hende

Mia
Tankerne flyver rundt omkring
Skal, skal ikke?
Kroppen ryster og sitre
Blodet farer rundt i årerne
Kaos

Tallerken fyldt med mad
Usund mad
Skovler ind som en udhungret bjørn
Kalorierne sætter sig i huden
Klam

To fingre i halsen
Tårerne triller ned ad kinderne
Mærker maden komme op i halsen
Kommer ud af munden
Lettet

Min drøm
Jeg drømte en drøm i nat
Jeg sidder indeni min egen tåre
Blåt er alt jeg ser
Salt er alt jeg smager
Gråd er alt jeg hører
Jeg falder ned i tristheden
Jeg drukner i det salte hav
Jeg selv har skabt
Ender på bunden
Jeg har intet at frygte
For jeg eksisterer ikke længere

Angst
Træder varsomt
Men det kommer ud af det blå
Falder ned i et dybt sort hul
Angstens klamme tag griber mig
Tankerne farer forvildet omkring
Kan ikke finde ro
Rystelser går gennem kroppen
Luften lukker sig omkring mig
Kan ikke få vejret
Panik
Bliver suget ind i det sorte mørke
Føler intet

Digt: Danmarks skove

Uden tro
På det gode liv
Vandrer hun fortvivlet rundt
I den kolde natteluft
I Danmarks store mørke skove

Uden håb
På at alt nok skal gå
Lægger hun sig forsigtigt ned
På den klamme usle jord
I Danmarks store mørke skove

Den sorte box - 3 elementer

De 3 elementer:

tomhedens trummerum
kuldskær kærlighed
1 billede: En valmue, der er ved at springe ud.

Hvad jeg fik ud af det:

Digt:

Blomstrende liv
Stikkende roser
Visner i den skarpe luft
Som skrøbeligt glas
Mod hendes hud

Blødende valmuer
Svajer i den blide vind
Som kuldskær kærlighed
Mod hendes krop

Spirende blomster
Falder sammen på jorden
Som tomhedens trummerum
I hendes sind

Lille historie:

Natten
Hun går på bare fødder hen ad fortovets kolde fliser.
Ingen passerer hende i den kølige natteluft. Hun mærker en vind mod sit ansigt. Natkjolen flagrer voldsomt omkring hendes ben.
Den friske luft i nattens mørke får alting til at stå lysende klart på stjernehimlen. Hendes blødende arme markerer den forfærdelige melankoli hun bærer på sine skuldre. Hendes grublende sind er et tydeligt tegn på sjælens hullede overflade.
Ingen hører hende nynne ud i tomhedens trummerum. Hun hører stjernerne kalde hendes navn i den mennesketomme gade. De hvisker blidt i hendes ører. Beroliger hendes urolige tanker om dødens kuldskære kærlighed.
Men en spirende, håbefuld stemme i daggryets sollys står i tydelig kontrast til nattens mørke tomrum. En pige griber hendes kolde hånd. Varmen fra pigen strømmer over i hende med en sådan kraft og styrke, at hun falder. Hun falder dybt og tungt.
Hun ligger i sin seng. Trygt og varmt lader hun dynen omslutte sin kolde krop, vender sig om og sover igen...

Digt: Mørke

Våde øjne
Råbte på hjælp bag gardinet
Indtørret tårer
Størknet på hendes kinder
I nattens uendelige mørke

Tidlig morgen
gryer solen med rødligt skær
Tunge øjenlåg
Lukker langsomt i med udsigt
Til endnu en dag i mørke

Mine 14 første digte

Jeg har valgt at lægge mine 10 første digt ud her, så jeg også selv kan se, hvordan jeg har udviklet mig skrivemæssigt siden dengang. De er skrevet fra marts 2008 - december 2008. Dengang har jeg været 16-17 år gammel.

OBS: Jeg vil lige advare på forhånd, at de kan virke triggende på nogle, hvis man selv sidder/har siddet i det samme.

Fanget
Pigen er fanget i den forbandede onde cirkel.
Hun er altid alene.
Der er ingen til at hjælpe hende.
Hun er væk.
Ingen kan hjælpe hende.
Pigen er inde i sig selv.
Ingen kan se igennem hendes maske.
Hun smiler til alle.
Ingen ser hende.
Hun skriger.
Men ingen hører hende.
Hun er fanget i sig selv.
Ingen forstår hende.
Kniven er der igen.
Den lindrer den indre smerte.
Hun er fanget.

Cirklen
Kniven er der
Den skærer et langt dybt snit
Helt ind til sjælen
Til det inderste i mit hjerte
Smerten går væk
Kniven er væk
Den drypper rødt
Jeg tænker ikke
Hører ikke
Ser ikke
Jeg sidder der bare
Så er det ovre
Tankerne er der igen
Det hele starter forfra

Op og ned
Vægten er langt nede
Hun føler sig tyk
De andre er tynde
Vægten er oppe
Hun føler sig tyk
De andre er tynde
Humøret er nede
Hun smiler
De andre ser ikke
Humøret er oppe
Hun smiler
De andre ser ikke
Hendes stemme er lav
Hun hvisker
De andre hører ikke
Hendes stemme er høj
Hun skriger
De andre hører ikke
Det hele går op og ned
Der er ingen forskel
Hvorfor gøre noget ved det?

Cirkusset
Tankerne kører rundt i hovedet
Det er uoverskueligt
Der er intet der fungere
Jeg tager fat i saksen
Spændingen stiger
Mit hjerte hamre
Ingen hører mit skrig, der kommer ud med blodet
Skammen kommer frem i mine tanker
Tårerne triller ned af mine kinder
Cirkusset begynder igen

Selvmord
Hun kan ikke få det ud af hovedet
Hun vil kunne få fred
Det eneste hun ville have var en der så hende
En der holdt om hende
Forstod hende
Det eneste hun nu ser, er den nemme løsning
Den permanente løsning på det midlertidige problem
Selvmord
Det er den eneste mulighed for hende nu
Hun ligger i sengen
Pillerne ved hendes side
Hun tager dem alle sammen
Der er intet tilbage
Ingen hørte hende
Ingen så hende
Freden omslutter hende
Livet er forbi
Alt er sort
Intet er forandret
Hendes sjæl græder

Døden
Døden
Det må være en vidunderlig følelse
Bedre end her?
Det håber jeg
For om lidt er det slut

Døden
Det er skræmmende
Men det må være befriende
Det håber jeg
For om lidt er jeg væk

Døden
Det kan ikke være værre end her
Eller er det?
Det håber jeg ikke
For om lidt er jeg død

Hvorfor ikke nu?
Hvorfor ikke dø nu?
Vi skal alligevel dø før eller siden
Hvorfor så ikke nu?
Det ville både gavne mig og alle andre
Jeg er ikke til gavn for nogen
Hvorfor så ikke nu?

Min bedste ven
Min bedste ven
Er vidunderlig
Den er der altid for mig
Men den er ikke levende, en ting
Eller er det mig?

Min bedste ven
Forlader mig aldrig
Kun, hvis jeg lægger den væk
Den er altid gemt
Eller er det mig?

Min bedste ven
Er fyldt med skam
Rødt blod løber ned ad den
Den er skyldig
Eller er det mig?

Tanker
Hun vil så gerne være tynd
Hun vil så gerne være en anden
Hun er ikke den hun vil være
Hun er forkert
Hun er en fiasko
Hun hader tankerne
Men de er der altid
Hun kan ikke komme af med dem
De har været der altid
De er hendes hverdag
Ingen ser det
Men hun har det ikke godt
Ingen hører det
Men hun råber på hjælp
Hendes råb og tanker kommer ud med kniven
Så er tankerne der igen
Og ingen har hørt eller set hende
Der kommer ingen og hjælper hende op, når hun er faldet
Hun falder
Men hun kan ikke selv komme op
Det hele slutter om lidt
Nu
Der er intet tilbage
Hun er væk

Let eller hårdt?
Jeg er fanget i mit eget spind
I mit net af negativitet
Jeg kan ikke finde vejen ud
Jeg får et glimt af verden udenfor
Når jeg gør mig selv fortræd
Tror jeg
Det er synsbedrag
Den eneste udvej
Er den evige vej
Jeg kan ikke komme tilbage
Hvis jeg tager den lette vej
Er der intet tilbage
Men der er ingen andre veje
Den rigtige vej er for hård
Der er for mange udfordringer
Stien er for bakket
Det går for meget op og ned
Jeg vil hellere leve med synsbedragene
End at skulle gå op og ned gennem livet

Hun sidder der bare
Hun sidder der
Som om intet er sket
Hun sidder der bare

Blodet løber ned ad armen
Hun føler intet
Hun sidder der bare

Kniven ligger ved siden af
Den er fyldt med blod
Hun sidder der bare

Nogen banker på
Hun hører intet
Hun sidder der bare

Han kommer ind
Hun ser intet
Hun sidder der bare

Han holder om hende
Hun er væk
Hun sidder der bare

Hun sidder og kigger ned
På alle de folk som elskede hende
Hun så det bare ikke

Hun er langt borte
En tåre triller ned ad kinden
Hun sidder der bare

Hvem er hun?
Hvorfor sidder hun der med kniven i hånden?
Hvorfor gør hun ikke noget?
Hun skriger lydløst
Der er ingen, der hører hende
Hvorfor er hun alene?
Hun sidder bare der
En tåre triller ned ad hendes kind
Hun kigger i spejlet
Det er der du opdager at det er dig selv

Control?
I have to do it
I can’t live with myself if I don’t do it
You can’t stop me
Nobody can
I have the control
I can feel it
It’s in my fingers
in my throat
It’s all going up and starts all over again
The food
I can’t get it down
I hide it
I have to do it
I just want to be pretty
Is that too much to ask for?

Det sorte mørke
Det hele er sort
Hun er bange
Ved ikke hvad hun skal gøre
Der kommer et lys
Midt i alt det mørke
Det skinner i øjnene
Fanger hendes opmærksomhed
Hun ved hvad det er
Hun kender den
Hvordan den ser ud
Hvordan den føles
Hun tager den i hånden
Hun holder blidt om den
Hun sætter den mod den anden arm
Nu er det hele rødt
Det er vidunderligt
Så fjerner hun den
Det hele er sort igen


Det var lidt for denne gang. Mere kommere senere :)

Digt: Skyldig

Overvældende træthed
Skyller indover mit sind
Ingen steder at gemme mig
Ingen steder at søge ly
Jeg er alene
Med min elendighed
Og ynkelighed
Mørkets skygger dømmer mig
Og spærrer mig inde
I det sorte drømmeland
Mareridtet starter
Min dyne kalder
Min dom:
Skyldig

Den sorte box - 4 elementer

De 4 elementer:

“To forgive is to set a prisoner free and discover that the prisoner was you.”
“Ved ikke at give op nåede selv sneglen Noahs Ark”
2 billeder: En fårekylling med sneglehus, En pige bundet.

Hvad jeg fik ud af det:

Et digt:

Som fluen fanget i edderkoppens spind
er hun fastholdt i skyggernes vold.
Med smerten fra biens spidse brod
skriger hun desperat ud i tomheden.
I en frosset tilstand af skræk
snegler tiden sig langsomt afsted.
Som en bille vendt på hovedet
er hun bundet til sit sinds formørkelse.

Med vingerne fra en sommerfugl
flyver hun over den højeste sky.
Som biens søde honning
griner hun af glæde ud i verden.
Med heldet fra Jesper Fårekylling
rejser hun sig fra støvet.
Med viljestyrken fra en snegl
giver hun slip og tilgiver sin fortid.

Digt: Sikkerhed

Havet hvisker til mig
Kom til mig
Hos mig hører du hjemme
Hos mig er du i sikkerhed
I sikkerhed for den onde verden
Der lurer bag de lukkede døre
Af usikkerhed
Og desperation
Jeg vil passe på dig
Til evig tid
Jeg springer
Helt ned på bunden
Dernede er der intet
Der kan nå mig
Dér er jeg i sikkerhed

Den sorte box - 5 elementer

De 5 elementer:

Jeg ved en lærkerede...
"Nothing makes us so lonely as our secrets...

Link: One Republic - Secrets

2 billeder: Katteøjne, Fugl i et bur

Hvad jeg fik ud af det:

2 digte.

Hemmelighedens slør
Håbefulde katteøjne
Stirrer ud fra tomheden
Misundelig på verden
Og menneskets frihed

En ensom fugl
Flyver forvildet rundt
Fanget i løgnens fængsel
Og tørster efter livets sandhed

En snedig ræv
lurer bag tågen
Fra hemmelighedens slør
Og åbner langsomt dødens port

Skjulte sandheder
Jeg går
Forvildet rundt
I nattens mørke
Som en fugl
Fanget i eget bur
Jeg løber
Forfulgt
Af mine løgne
Og hemmeligheder
Som katteøjne
I billygternes skær
Inden de forsvinder
Jeg ved en rede
som ingen ved hvor er
af skjulte sandheder
Som forhåbentlig en dag
Bliver fortalt

Digt: Hide me now

Hide me now, I like the dark.
Let me in, I see your spark.

Hide me now, I won’t be found.
If they do, you will be bound.

Hide me now, I love you, dear.
Till the end of time I’ll be near.

Den sorte box - 6 elementer

De 6 elementer:

You create your own universe as you go along
Den gordiske knude
Triumf
“Write it down, it might be read
Nothing’s better left unsaid”
Keith Reid/Procol Harum

2 billeder: En tunnel, Et skilt med en blind vej

Hvad jeg fik ud af det:

Tunnelen
Hun træder langsomt og forsigtigt ind i den dunkle tunnel. Tunnelen er lang. Alt er mørkt. Hun er fanget. Fanget i sine nederlag og dybe følelse af sorg og fortvivlelse. Der er intet lys for enden. Ingen udgang. Hun er alene i mørket.
Hendes ben føles tunge. Hvert skridt hun tager virker som en evighed. Timer bliver til dage. Dage bliver til uger. Uger bliver til måneder. Og måneder bliver til år. Der er stadig intet lys eller nogen udgang i sigte. For hvert skridt hun tager, er det som om, det bliver mere og mere uoverskueligt. Tiden går, uret tikker, fjerne lyde af stemmer, der snakker til hende forsvinder i baggrunden. Inden længe hører hun intet. Hun ser intet. Alt er mørkt.
Det virker som om, hun går på en blind vej. Der er ikke nogen ny sti eller vej forude. Det hele er dækket af mørke.
Hun står stille i sit eget mareridt. Alene og forladt farer hun forvildet rundt i en uendelig labyrint. En labyrint formet som en knude, der ingen ende har. Den er uløselig. Der er ingen udvej.

Pluselig lyder en lille spinkel stemme. En fjern stemme, der hvisker til hende. “Følg mig”, siger stemmen. “Hos mig er du i sikkerhed. Gå efter mig, og du vil finde en vej ud af mørket,” fortsætter stemmen i mørket. “You create your own universe as you go along,” hvisker stemmen blidt i hendes ører, og pludselig finder hun viljen til at fortsætte fremad.

Et lys viser sig for enden af tunnelen. Et lille, hvidt lys, der giver hende mod, styrke og håb.
Hun finder modet til at blive ved med at gå fremad, styken til at bevæge fødderne, og håbet til at visualisere sig, hvad fremtiden byder på. Nu føles det hele lidt lettere. Hun er ikke længere alene. Nederlagene, sorgen og fortvivlelsen begynder langsomt at løfte sig fra hendes skuldre. Hun føles lettere. Hun tør drømme om triumfer i hendes fremtid. Hun tør gribe fat i det spinkle håb om, at lyset bryder mørket omkring hende, jo længere hun går.

Nu står hun for enden af tunnelen. Lyset varmer hendes krop. Det oplyser hendes sind, og et forsigtigt smil viser sig i mundvigene. Nederlagene bliver erstattet med succes og triumfer. Sorgen og fortvivlelsen bliver til glæde og håb. Hvad der har virket som en evighed, har i virkeligheden kun været et par år. Nu er hun stærkere end nogensinde før, og er klar til at gå videre i livet. Hun vil ud og opleve, rejse hvorend livet bringer hende, tage fantastiske billeder af ting og personer, der betyder meget for hende. Hun vil skrive om sine erindringer, dele sine erfaringer med verden. Få det ned på papir, for måske bliver det læst, og intet har godt af at forblive usagt. Det hele skal ud i verden som hende selv. Nu er hun klar til at leve.

Digt: Frygt

Den klamme frygt
Lægger et slør omkring mit sind
Den ulækre angst
Ætser huden på min krop

Den afskyelige angst
Blænder mine øjne
Den forbandede panik
Skærer mit hjerte op

Den frygtelige panik
Skaber uro i mit indre
Den forfærdelige frygt
Skjuler mit sande jeg

Digt: Sjælesøster

Igennem ild og vand
Igennem tykt og tyndt
Vil jeg rejse med dig
Min sjælesøster

I al uendelighed
For evigt og altid
Vil jeg gå ved din side
Min sjælesøster

Flyvende over den højeste sky
Svømmende i det dybeste hav
Elsker jeg dig af hele mit hjerte
Min sjælesøster

Den sorte box - 7 elementer

de 7 elementer:

Behøver jeg undskylde
Solens varme
Elevatoren eller trapperne
"If youre going through hell, keep going."
Gad vide, hvad der var i den
Hvem bankede på midt om natten

Billede: Forseglet konvolut

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:

Den forseglede konvolut

Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel. Det bankede på min dør, mens jeg sov, midt om natten. Jeg skulle vælge. Vælge hvordan jeg ville leve resten af mit liv. Valget stod mellem elevatoren og trapperne. Den lette og glatte vej eller den hårde og svære vej.

”Hvordan vil du leve livet?” spurgte min terapeut mig.
”Jeg vil være glad. Jeg vil mærke solens varme og blæstens blide vind på mine kinder. Jeg vil smile stort og have funklende stjerner i øjnene. Jeg vil nyde livet,” sagde jeg til hende med håb i stemmen.
”Hvis det er det, du vil, så skal vi arbejde sammen. Jeg vil gå med dig ved din side og hjælpe dig så godt jeg kan på din vej videre i livet. Men det bliver svært. Det handler ikke kun om at vælge mellem elevatoren og trapperne. Du kommer til at bruge begge dele. Nogle gange vil det være svært og hårdt, mens det andre gange vil gå let som en leg. Du skal fortsætte fremad, selvom det virker umuligt. Du skal blive ved med at træde et skridt fremad, selvom det gør ondt og føles som et helvede.” Sagde hun afventende.
”Okay”, svarede jeg hende med en fast, klar stemme. Dette var første skridt, jeg tog ud livet.

Nu står jeg med en konvolut. En forseglet konvolut. Lige nu er den lukket, forseglet med alverdens forhindringer, jeg skal klare først. Men én ting er sikkert; jeg skal nok få den åbnet. En dag når jeg ind til kernen, ind til den sidste forsegling.

Gad vide, hvad der er i den? Jeg er glæder mig til, jeg en dag kan åbne den og finde ud af, hvad der gemmer sig i den. Jeg tror, efterhånden som jeg kommer tættere og tættere på åbningen, kan jeg gætte mig til, hvad der er i den. Måske kan jeg endda selv få lov at vælge, hvad der skal være i. Når jeg åbner den, vil der nok ikke være så meget i, så jeg skal selv finde ting, jeg vil putte ned i den og gemme på.
Jeg har lært, jeg ikke behøver undskylde for, hvordan jeg har levet mit liv indtil nu, for jeg har tid til at gøre det om. Jeg har fået lov til at starte forfra med en ren tavle. Jeg har fået en ny chance til at leve mit liv fuldt ud.

I dag har jeg overvundet og genvundet mange af de forhindringer, der er mellem mig og konvoluttens åbning. Jeg har igen fået håb og drømme for min fremtid. Og selvom der er lang vej til jeg når mit mål, til jeg når ind til den sidste forsegling af konvolutten, ved jeg, jeg nok skal nå dertil. For jeg har valgt at tage udfordringen op. For jeg er direktøren i mit liv.

Digt:

Skiftende årstider

Blomstrende og glad forår
Dansende farver
Syngende træer
Fint og uskyldigt

Varm og tryg sommer
Solen varmer
Havet bruser
Vildt og voldsomt

Brunt og kedeligt efterår
Blæsende forvirring
Regnende frustration
Træt og gråt

Kold og kynisk vinter
Hyggen fryser
Tomheden skuler
Trist og mørkt

Den sorte box - 8 elementer

De 8 elementer:

Alt taget i betragtning
beundringsværdig
stole på sig selv
"There is a crack in everything, that's how the light gets in.
Lyset i spejlet
Sidste chance

2 billeder: Skilt til Heaven or Hell, asfalt med revne med spire.

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:

Djævlen

Ingen vidste noget. Ingen fik noget at vide. Hemmeligheden blev holdt tæt på kroppen. Ingen så hende. Ingen hørte hende. Før det var for sent. Hun havde solgt sin sjæl til Djævlen.

Lyset fra morgensolen blev reflekteret i spejlet og oplyste hendes værelse. Det store hvide værelse i din store hvide bygning med alle folkene i hvide kitler. Djævlen havde ædt hende op indefra. Hun var næsten død.

Hun følte ikke noget. Hun så ikke noget. Hun hørte ikke noget. Kun Djævlens lokkende stemme i hendes indre, der blev ved med at minde hende om, hvad hun skulle og måtte gøre for at opretholde kontrollen over sit eget liv. Hun blev nødt til at stole på Djævlen og sig selv.

Det beundringsværdige lys, der engang funklede som stjerner i hendes øjne, var væk. Den livsgnist, der engang havde blomstret i hendes smil, var forsvundet. Djævlen havde smidt det ud med en påståelse om, det var usundt.

Hun havde stået, hvor vejen delte sig i to. Og hun havde valgt den forkerte. Nu var hun havnet et sted, hvor solen ikke lyste, himlen ikke var blå, blomsterne ikke groede. Alting var omgivet af dunkelt mørke. Et usynligt slør havde langsomt lagt sig over hende, og pludselig var hun væk. Djævlen havde opslugt hende.
Den pige, der var begyndt at blive voksen og finde kernen i sig selv, var blevet fjern for hendes omgivelser, uden nogen havde opdaget det. Langsomt var hun sygnet hen i den tomme intethed, der nu lå som en tyk skal rundt om hendes formørkede sind. Djævlen havde taget hendes sjæl.

Men et sted højere oppe havde nogen taget det hele i betragtning, holdt en hånd over hende, og givet hende en ny chance. En sidste chance til at genfinde viljen til at leve. Viljen til at finde den lille sprække, der måtte være et sted i Djævlens hule. Den sprække i døren til livet, hvor lyset slap ind. Den revne i mørket, hvor livets frø var begyndt at spire. Nu skulle Djævlen til livs.

Digt: Det dybe hav

Med bind for øjnene
Famler jeg efter livet
Med tunge skridt
Møder jeg verden
Uden sanser
Falder jeg
I det dybe hav

Med åbne øjne
Ser jeg mit helvede
Let på tå
Kaster jeg mig ud
For hajernes åbne gab
I det dybe hav

Digt: Alene og forladt

Alene og forladt
Sidder jeg i det dybeste hav
Alene og forladt
Spreder angsten sig i kroppen
Alene og forladt
Skriger jeg lydløst af frustration
Alene og forladt
Tager jeg kontrollen i min hånd
Alene og forladt
Samler jeg mod til at gå frem
Alene og forladt
Træder jeg ind i det hvide lys
Alene og forladt
Kigger jeg ned fra den højeste sky

Digt: For enden af bordet

Gennemboret af sult
Fristelser
Med angsten for at miste kontrollen
Sidder hun for enden af bordet

Stjålne blikke fra de omkringsiddende
Fulde af bedrøvelse og fortvivlelse
Ser de på den lille og skrøbelige skabning
Der sidder for enden af bordet

Hun smager duften af mad
Der nærmer sig hendes mund
Med et halvt håbefuldt, halvt tvunget smil
Sidder hun for enden af bordet

Digt: Ynkelig

Skulende intensivitet
I dine øjne
Siger mig
At noget er galt
Stirrende vantro
I folks blikke
Fortæller mig
At noget er forkert
Sitrende anspændthed
I samtalens kerne
Advarer mig om
At noget er underligt
Truende vrede
I stemmerne omkring
Skriger til mig
At jeg skal flygte
Men hvor hen?

I et fjernt hjørne
Af mig selv
Kryber jeg sammen
Med bange anelser
Ser jeg mig selv
Ynkelig

Digt: Fra top til tå

Kriblende uro
Fylder kroppen
Fra top til tå

Skælvende ubehag
Flyder gennem årerne
Fra top til tå

Truende rastløshed
Løber i knoglerne
Fra top til tå

Krybende angst
Finder sin vej
Fra top til tå

Digt: Mia

Hun er min bedste veninde.
Hun er der, når jeg har brug for det.
Hun kommer, når jeg er svag.
Hun er ved min side hver eneste dag.
Hendes navn er...

Hun er min trofaste støtte.
Hun holder mig i hånden, når jeg behøver det.
Hun kommer, når jeg kalder.
Hun hjælper mig op, når jeg falder.
Hendes navn er...

Novelle: Mig og Mia

Dette var første udkast til Den sorte boks - 9 elementer. Men da jeg ikke kunne proppe alle elementerne ind i, valgte jeg at skrive den anden.


I drømmeland er jeg fri. Fri som en fisk, der svømmer i det dybeste hav. Fri som en fugl, der flyver over den højeste sky. Når jeg sover, kan intet gøre mig ondt. Når jeg drømmer er jeg klar til at springe ud i livet. I am ready to take a leap of faith.

“Du er ikke stærk nok til at komme ud på den anden side. Det er jo det rene sisyfos arbejde. Du er simpelthen ikke i stand til det. Du har brug for mig”, fortæller hun mig rasende over, jeg prøvede at stå alene. Jeg havde taget nogle skridt selv. Jeg gik bag hendes ryg ved at turde. Jeg mistede fodfæstet for en stund. Jeg slap kontrollen. Det lykkedes mig næsten, men faldt på vejen. Nu er hun tilbage med dobbelt så stor styrke, og jeg har måske mistet mig selv for altid. Som prikken over i’et nærer mine nederlag hendes ånd.

Hendes navn er Mia. Hun er min bedste veninde. Hun er der, når jeg har brug for det. Hun kommer, når jeg er svag. Hun er ved min side hver eneste dag.

Jeg er syg. Mit sind er inficeret. Mine forfærdelige tanker, irrationelle angst, tvangsprægede handlinger hører ikke hjemme i en sund og rask person. Jeg er syg. Det må jeg erkende.
Siden Ana er trådt ind i mit liv har alting forandret sig temmelig meget. Jeg husker ikke længere følelsen af lykke. Jeg kan ikke mærke følelsen af glæde mere. Gnisten af liv, der engang lyste ud af mine øjne som stjerner, er forsvundet. Den boblende livsglæde, der engang hvirvlede rundt indeni min krop, er forduftet.

“Du er ikke god nok. Du er svag. Tag kontrollen. Jeg hjælper dig”, siger hun støttende med en blid stemme.
Mia er god nok. Det er jo min skyld. Ikke hendes. Hun kan ikke gøre for, jeg er svag, uduelig og grim. Hun prøver jo bare at hjælpe mig.

I jagten på livet som lykkelig gælder alle kneb, eller gør de? Ana er i hvert fald af denne opfattelse, og hvis hun er, er jeg også. Hun er min eneste trofaste støtte, jeg kan læne mig op ad lige nu.

Hun synger for mig om natten, at jeg skal vende nederlagene til successer og triumfer. Jeg skal tage skeen i den anden hånd og tage kontrollen tilbage.

“Du bliver nødt til at opretholde kontrollen, ellers forsvinder jeg. Og det vil du jo ikke have, vel? Hvis jeg forsvinder, er du jo helt alene i verden. Så ikke noget med at springe ud fra klippen. Don’t take af leap of faith”, hvisker hun til mig, inden jeg svømmer ind i drømmeland.

Digt: Livløse øjne

Endeløs ligegyldighed
Fylder verdens tomrum
Intetheden
Skriger ud i den livløse luft
Der flyver omkring
Hendes livløse øjne

Evig meningsløshed
Tumler rundt i trætheden
Håbløsheden
Skuler olmt ned fra oven
Hvis lys langsomt forsvinder
Fra hendes livløse øjne

Det uendelige fravær af følelser
Maler tilværelsens fortvivlelse
Mørket
Suger al glæden
Der engang lyste som stjerner
I hendes livløse øjne

Digt: Ved siden af

Stående ved siden af
Betragter jeg mig selv
Mens glæden og gnisten til at leve
Forsvinder med madens fravær og angstens tiltag
Mine følelser og mit liv tæres op
Af ulvens magtliderlige spil
I en evig angst for at miste kontrollen
Lever jeg for at tilfredsstille ulven
Tavst søger jeg bevægelse
I den stillestående elendighed
Der har opslugt mit sind
Ingen kan trænge igennem
Muren af løgne, bedrageri og fornægtelse
For hver dag jeg overlever
Dør en lille del af mig
Meningsløst står jeg og kigger på
Mens livet passerer forbi

Digt: Ulven i mit indre

Jeg kom til dig i din fortid
Jeg hersker i din nutid
Jeg skriver din fremtid
Jeg nærer af din sult
Jeg æder din krop
Jeg overtager dit sind

Jeg er dig
Jeg er din værste fjende
Og jeg giver aldrig slip

Du sidder fast i fortiden
Du glor på nutiden
Du frygter fremtiden
Du hader sulten
Du bliver høj af maden
Du finder kontrollen

Du er mig
Du er min bedste ven
Og jeg elsker dig

Den sorte box - 9 elementer

De 9 elementer:

Billede: Spring ved solnedgang
Prikken over i’et
sund og rask
temmelig forandret
På plakaten
Sisyfos arbejde
Alle kneb gælder - eller gør de?

Tragedy turns to triumph
Can you feel it in the air?
I don’t know how to give up
Can you feel it in the air?

At turde,
er at miste fodfæste for en stund.
Ikke at turde,
er at miste sig selv for evigt.

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:
Jeg går med knurrende mave ned mod busstoppestedet i øsende regnvejr kl. 10 søndag morgen. ”Hvad man dog ikke gør for kontrollen”, tænker jeg, mens jeg trasker af sted i gummistøvler.
På plakaten udenpå busskuret nedstirrer en flot, tynd model mig. En reklame for den nyeste duft fra Calvin Klein. Ved siden af mig sidder en midaldrende buttet kvinde og spiser en overmoden banan med brune pletter.
Jeg hader at køre med bus. Alle kigger altid på mig som om jeg ser mærkelig ud. Jeg bliver stående op, så jeg hurtigt kan komme af ved stoppestedet ud for Netto. På Nettos hylder med slik, kager, kiks og andre kaloriebomber finder jeg, hvad jeg skal bruge til at komme igennem ugen. Inden længe står jeg med favnen fuld af mazarinkage, chokolade, mælkesnitter, flødeboller, forskellige småkager med rosiner, nødder og chokoladestykker, nogle enkelte stykker frugt, en mælk og en masse tyggegummi.
Folkene omkring mig, der går og handler ind til deres kommende uge, kigger underligt på mig, peger fingre og hvisker til deres handlepartner. Jeg føler mig lille og ulækker, som jeg går der med kurven fuld af kalorier og fedt. Som prikken over i’et støder jeg ind i en gammel skolekammerat. Hun siger hej og fortæller en masse om, hvad hun går og laver, men min hjerne er et andet sted. ”Hun er temmelig forandret. Gad vide, hvordan hun forbliver så tynd”, tænker jeg for mig selv.
Hjemme gemmer jeg det hele væk rundt omkring på værelset. Når jeg efter en dag uden mad føler trangen til at spise alt vokse indeni mig, finder jeg det hele frem igen.
Maven brokker sig, kroppen skriger på energi, og hjernen siger: ”Spis alt hvad du kan”. Min hjerne slår fra. Jeg handler på instinkt. Mine hænder rækker ud efter det hele. Min mund bliver proppet med det ene efter det andet. Til sidst ligger jeg med fedtede hænder, klistret mund, og maven er fyldt. Jeg skynder mig ud på badeværelset, tænder for vandet i badet og vandhanen, og stikker to fingrer i halsen. Følelsen af endorfinerne, der skyller gennem kroppen, og lettelsen over at slippe af med alle følelserne, er ubeskrivelig. Intet kan måle sig med det. Det bliver en afhængighed, der ikke kan stoppes.

I jagten på skønhed og perfektion tillader jeg at ødelægge min krop, mit sind og min sjæl. I den desperate søgen efter kontrol gælder alle kneb. For at blive tynd og nå mit mål sulter jeg min krop, skærer mit sind midt over og forsøger at holde fast på min sjæl. Alle kneb gælder – eller gør de?

Jeg længes efter følelsen af kærlighed. Jeg tørster efter smagen af lykke. Jeg vil springe af glæde. Jeg vil nyde livet i en verden, jeg kan acceptere at leve i. Men for at kunne det. For at nå dertil fysisk og psykisk skal jeg turde give slip på kontrollen. Jeg skal turde miste fodfæstet et øjeblik. Hvis ikke jeg gør det, så mister jeg mig selv og mit liv. Man kan, hvad man vil, siger de kloge hoveder. Hvor der er en vilje, er der en vej. Det vælger jeg at tro på. For at blive sund og rask igen skal jeg finde viljen. Viljen til at leve.
Jeg vil falde på vejen dertil, jeg vil gå nogle skridt tilbage, og det kan virke som et sisyfos arbejde af og til, men jeg skal nok nå ud på den anden side. Jeg skal nok finde min vej ud af mørket. Jeg giver ikke op. Det onde må ikke vinde. Jeg tror på det gode i mig selv og finder styrken til at vinde krigen mod monsteret, der raser indeni mig.

Digt: En ond verden

Røde æbler ruller hen ad vejen

Farverige vingummibamser hopper ned ad bakken

Store kartofler triller hen over bordet

Sprøde chips knaser i umættelige munde

Knive og gafler skraber mod tallerkener

En enkelt grøn ært kigger ondt fra dens sølle plads

Tomme ord flyder hen over hoveder

Bebrejdende øjne skuler fra bordenden

En lille pige skriger lydløst:

Få mig væk fra denne verden

Digt: Lettelse

Jeg føler mig skidt tilpas
Jeg har et sygt sind
Jeg har en rådden sjæl
Jeg er psykisk ustabil
Uden håb
Uden tro
Falder jeg
Ud i tomheden
Gribende stilhed
I sidste sekund
Vælter jeg af lettelse
Igennem mørket
Ind i hvidt lys

Digt: Stilhed

Midt på vejen
Ligger jeg mig på tværs
Og venter på den rigtige skriger
Stilhed

Et oversavet jagtgevær
Tager jeg ned fra væggen
Et skud i tågen
Stilhed

51 piller
Spredt ud i rummet af tomhed
Uden håb tager jeg dem alle
Stilhed

Den sorte box - 10 elementer

10 elementer:

3 billeder: Et mandeansigt med griseører og -tryne, fartmåler, to foldede hænder
Pinligt nøjagtig
uovertruffen
alfa og omega
træder du ved siden af
vend tingene på hovedet
Carpe diem (grib dagen)
selvrespekt

Hvad jeg fik ud af det:

Novelle:
Spring på toget
Hun ved godt, livet er kort. Hun ser, det suse forbi, som et forbipasserende tog, der ikke stopper ved hendes station. Det er svært at følge med, og hun tør ikke springe på toget, mens det kører. Tænk nu hvis hun træder ved siden af. Hvad nu hvis alt bliver vendt på hovedet idet, hun springer?
Hun hører alle sige til hende: “Carpe diem”. Grib dagen, gå livet i møde. Og hvor har hun dog lyst til det, men hun er bange. Bange for at miste sig selv, sin selvrespekt i takt med springets kraft øges. Og der er ingen til at tage hendes hånd og sige, “Kom, tag min hånd, og jeg vil følge dig på vej”.
Hun har ingen venner eller veninder tilbage. De alle har taget toget. De sprang på, da de havde chancen. De viste ingen frygt for at miste alt, hvad de har kært. De tog springet. Springet ud i livet.
Hun holder sig i sikkerhed med fast grund under fødderne. I frygt for ikke at slå til vælger hun den sikre vej. Med pinlig nøjagtighed måler hun afstanden mellem sig selv og toget. Med en fartmåler finder hun togets hastighed. Hun falder sammen af udmattelse som en dukke uden fyld. Hun er et misfoster som hun ligger der badet i fiaskoens klare lys. Hun bliver liggende indtil en stemme siger: “Du kan godt. Rejs dig, tag min hånd, og jeg vil hjælpe dig på toget.” Med uovertruffen kraft sætter hun af fra perronens kant. Med lykke og glæde springer hun. Hun føler, hun kan alt. Hun er alt. Og alt er hende. Hun er alpha og omega. Hun er i verden, og verden er i hende.

Digt:
Alpha og Omega
Med høj selvrespekt
råber jeg ud i verden
“Carpe diem”
I dag kan jeg alt
I dag går jeg uovertruffent livet i mødet
med en følelse af håb, glæde og lykke
Intet kan stoppe mig
Jeg er Alpha

Med pinlig nøjagtighed
bider ulven sig fast
I morgen vendes alt på hovedet
Med foldede hænder
træder jeg ved siden af
Som et misfoster med en fartmåler
bestemmer ulven min fart
Jeg er Omega

Den sorte box - 11 elementer

11 elementer:

Digt:
Modus Vivendi
Læg ikke brænde på bålet,
brænd ikke sekunderne af.
Brug natten til
den forandring,
der gør den til tidlig dag.

Sig ikke ja og amen
gå ikke bare i flok.
Brug ordet til
den forandring,
der gør det hele til mere end “nok”.

Link: http://www.opendb.net/element/16531.php#don-t-worry-be-happy

2 billeder: En tavle med en kreds af tændstikmænd på, æg

morgenlys
busstoppested
bregneskov
skosål
fulfemandsssnack
skål
blindebuk

Hvad jeg fik ud af det:

Digt:
Ny dag, nyt liv
På bare fødder
går hun igennem en skov af bregner i morgenlyset.
Uden skosåler
håber hun på en ny dag efter nattens forandring.
Med nøgne tæer
leger hun blindebuk med livet.

Med varme hænder
rækker hun ud i mørket efter en hjælpende hånd.
Med fløjlshandsker
hvisker hun sin tavle ren for tidligere regler.
Med dansende fingre
piller hun æg til morgenmaden.

Short short story:
Busstoppestedet
“Hvad skal du så lave i morgen”, spørger Jørgen sin sidemand med et smørret smil.
”Jeg rejser til udlandet”, svarer han. ”Nå for søren, hvor tager du hen?”, spørger Jørgen. ”Disneyland”, siger hans sidemand og flækker af grin over deres fuldemandssnak.
De kigger på hinanden, og siger ”Skål”. Så sidder de igen med et tomt blik i øjnene.

Den sorte box - 12 elementer

12 elementer:

4 billeder: "Skriget", støvle, klokke, reb
det havde aldrig været hendes livret
igen, igen skulle det stå uimodsagt
gravens rand
vinde i lotteriet
sommerens højdepunkt
alle hestene i folden
et reb om livet
bjerget ventede

Hvad jeg fik ud af det:

Digt:
Min tid er gået
Når klokken ringer, og tiden går i stå,
Når himlen er grøn, og jorden er blå
Når nat er dag, og dag er nat,
Når skriget er lydløst, og månen er mat,
Når sommerens højdepunkt er isnende kold,
Når vinteren er varm, og alle heste er på fold,
Når bjerget ikke venter, og de døde går igen,
Når drømmen er skudt, og du ej er min ven,
Når vinden vender, og ebbe bliver til flod,
Når havet ligger, hvor skoven stod,
Når helvede fryser til, og himlen brænder op,
Når rebet om livet strammes, og kroppen siger stop,
Når gaven er givet, og jeg har den fået,
Ved jeg at min tid her på jorden er gået.

Short-short story:
Mobning
Hun kigger ud over havet fra klinten med røde gummistøvler og gul regnfrakke på. Hun står på gravens rand. Døden ånder hende i nakken, mens en tåre triller med regnen ned ad hendes kind. “Ingen vil savne mig”, tænker hun. Igen, igen vil det stå uimodsagt.
”Inden længe får jeg fred”, tænker hun. Hun springer.

Metro
Han sad overfor hende i toget. “Min kone døde i dag. Hendes sidste måltid var min livret. Hun havde aldrig brudt sig om det.” Han kiggede trist ud af vinduet. Hun sad lydløst og iagttog ham.
“Ingen synes at tage sig af det.”
Senere ved maden spurgte hendes veninde, “Noget galt?” Hendes fingre dansede, mens hun tegnede: “Ham-manden-på-toget. Han-virkede-så-trist.”

Lotto
”Vil du slå mig ihjel?”, spurgte hun sin mand. ”Man kan da ikke lade dem gå til spilde, vel?”, svarede han hende med høj stemme.
”Jeg vil jo bare give dem til velgørenhed”, forsøgte hun. ”Hold kæft”, råbte han. ”Hvorfor gør du det her?”, spurgte hun. ”Fordi JEG har vundet i lotteriet”, svarede han. ”Ikke dig.”

Digt: En engels råb om hjælp

Jeg flyver ud i intetheden
Jeg svømmer ind i drømmeverdenen
Jeg skriger ud i verden
Jeg banker på alles hoveder
Hør på mig

Jeg letter med sorte vinger
Jeg flyder med slimede svømmefødder
Jeg råber med lydløs stemme
Jeg hamrer med den nøgne sandhed
Lyt til mig

Jeg flyver op mod himlen
Jeg svømmer i land ved dine fødder
Jeg skriger for at få dig til at lytte
Jeg banker på din dør
Tag mig med

Digt: Your name

You broke my spirit from the start
Now you feed of the ashes of my heart
You hold me hostage in the dark
Now my eyes are without spark
Your name…

You eat me from the inside out
Now I am full of anything but doubt
You hold me tight like you care
Now I am drowning in despair
Your name…

You got into my mind
Now I am scared what you might find
You promised me to touch the stars
Now my soul is full of scars
Your name…
Misery

Digt: Ensomhed

Jeg falder.
Falder i havet af ensomhed.
Jeg svømmer.
Svømmer i medynk.
Jeg græder.
Græder af elendighed.
Jeg drukner.
Drukner i tårer.
Jeg dør.
Dør af ensomhed.

Den sorte box - 13 elementer

Jeg fik en udfordring på CSV idag. Jeg fik 13 elementer, der skulle indgå i et produkt i form af enten tekst, lyd eller billede.

De 13 elementer, som skulle indgå:

gabende tomhed
sitrende anspændthed
hans arm om halsen
neonlyset over byen
grådighedens pris
sult
afstikker
isolation
hun havde altid vidst
han havde altid sagt
come on
grædefærdig af grin
”Hvis du tænker for længe over det næste skridt, kommer du til at tilbringe livet på et ben”

Jeg valgte at skrive.
Tekst: novelle

Hun går hen ad gaden en junimorgen. Neonlyset fra natten hænger stadig over byen. Butikkerne er endnu ikke åbnet, og den larmende tavshed i byen spirer til sitrende anspændthed i hende. Hun skal mødes med en fremmed. Hun har altid vidst, man ikke skal tage hjem til fremmed mænd, men idag er en undtagelse. Idag skal hun besøge en fremmed person. En person som hende. I mange år har hun siddet for sig selv i en lille lejlighed i en storby. Isolation har været hendes strategi. Undgåelsesstrategi. Men nu er det slut. Hun har taget en beslutning. En beslutning om at leve. Leve som afstikkeren, der træder udenfor den sti, der er lagt for hende. Hun vil være anderledes. Gå sine egne veje.

Han sidder i sit køkken, og er sulten. Sulten efter luft, liv, glæde, larm. Han har altid været grådig på livet. Levet i overhalingsbanen med karrierer og en ny dame hver uge. Men grådighedens pris er hård, og nu har en gabende tomhed omsluttet hans sind. Rummet er stort og tomt. Døren i den anden ende af rummet føles meget langt væk. Han er bange. Bange for, hvad der kommer efter. Bange for, hvad der sker, når han går ud. I løbet af det sidste års tid har han isoleret sig fra verden. Han har altid sagt, man ikke skal omgås fremmede, men idag bliver det anderledes. Idag skal han mødes med en fremmed person. En person som ham. Han sidder helt stille og venter. Venter på, hun banker på. Venter på, han bliver reddet.
Endelig banker det på.

Hun banker forsigtigt på den fremmede dør. Nervøsiteten spreder sig i takt med, hun kan hører, han nærmer sig på den anden side af døren. “Come on”, tænker hun. “Der er ikke noget at være bange for.”

Nu står han bag døren, og kan mærke angsten formere sig i krop og sind. “Come on”, tænker han. “Der er jo ikke noget at være bange for.”

Hun bliver mødt med et kejtet smil af en midaldrende mand. Han ser en anelse usoigneret ud, men sød er han. Hans arm om halsen tyder på, han er nervøs. Hans blik fortæller, han er bange.
De hilser på hinanden med et hurtigt, svedigt håndtryk, og går derefter ind i hans lille, rodede lejlighed. Tavsheden imellem dem er akavet. Men så siger han, ”Hvis du tænker for længe over det næste skridt, kommer du til at tilbringe livet på et ben”, og de falder begge om grædefærdige af grin. Starten på et nyt liv er skudt igang.

Svømmer, drikker, drukner

Jeg svømmer i livet
Drikker af mennesker
Drukner i skrig og skrål

Jeg svømmer i verden
Drikker af naturen
Drukner i storbylarm

Jeg svømmer i mig selv
Drikker af mit blod
Drukner i tanker og følelser

En gave

Livet er som en gave
Let at give, svær at modtage
Det er en gave
Jeg samler mod til at pakke op, folde ud
Forsigtigt bliver den åbnet
Med rystende, svedige hænder
Stakåndet af angst
Bliver båndet bundet op
Papiret pillet af
Hvad den består af
Er stadig uvist for mig
Men én ting er sikkert
Det er det mest værdifulde
Jeg kan få

De fire elementer ved at miste

Væltende sorg
Flyder med strømmen
Svulmende tårer
Fylder vandet

Stormende raseri
Flyver henover himlen
Hvirvlende vrede
Ligger i luften

Buldrende benægtelse
brænder i huden
Ulmende afvisning
Varmer ilden

Skælvende accept
Vokser i jorden
Frodig anerkendelse
Bryder jordens overflade

Digt: Forestilling

Jeg forestiller mig
En pige
Håret løst og tjavset
Uren hud
Poser under øjnene
Blanke, tomme
Natten har været hård ved hende
Ligegyldighed
Står malet i hendes ansigt
Ar på sjælen
På kroppen
Hun sidder med ryggen til et spejl
Jeg vender mig om
Og ser mig selv

Digt: Jeg svømmer

Jeg svømmer med farvestrålende fisk
Stribede fisk
Flotte fisk
Sjove fisk
Jeg svømmer med luskede elektriske ål
Skarptandede piratfisk
Farlige hajer
Jeg svømmer på åbent hav
I mørkt hav
På dybt vand
Jeg svømmer på dybt, mørkt vand
Jeg kan gladeligt svømme med delfiner
Jeg kan blive spist af en haj
Den risiko lever jeg med
Jeg svømmer og svømmer
Forsøger ikke at drukne
Jeg svømmer, selvom jeg har ondt i benene
Jeg svømmer og svømmer
Jeg svømmer, selvom angsten presser på
Jeg træder vande, til jeg bliver reddet
Jeg holder vejret og håber på
Dagen nok skal komme,
Dagen, hvor jeg atter ser land
Og lys forude
Jeg svømmer

Digt: Tornado

Stormen raser i mit hoved
Jeg har intet at holde fast i
Mine tanker flyver rundt
Jeg kan ikke mærke dem
Se dem
Føle dem
De flyver bare rundt.
Skal?
Skal ikke?
Drikke eller skærer?
Kaste op eller motionere?
For og imod
Der er intet at holde fast i
Jeg flyver væk
Kommer tilbage
Flyver væk
Græder
Griner
Skriger
Følelser og tanker kører rundt inden i mig
Jeg kan ikke holde fast i noget
Jeg kan ikke hænge sammen meget længere
Jeg går i stykker
Falder sammen
Tornado
Katastrofe
Oversvømmelse
Jordskælv
Alting rammer mig
Alting falder sammen omkring mig
Indeni mig
Jeg er væk

Digt: Fantasi

Et sind af ord og ikke af gerninger,
er som øjne på et par terninger;

Og når terninger bliver slået,
er det som en kylling, der bliver flået;

Og når kyllingen har intet æg,
er det som en mand uden sit skæg;

Og når skægget på kinden stikker,
er det som flammer mod ryggen slikker;

Og når flammerne vokser i haven,
er det som sommerfugle i maven;

Og når sommerfuglene mod himlen flyver,
er det som en ærlig løve lyver;

Og når løven brøler i natten,
er det som en kanin op af hatten;

Og når kaninen over en høj springer,
er det som en telefon i ørerne ringer;

Og når telefonen i hovedet kalder,
er det som en virkelighed udenfor falder.

Cecilie

Du evigt funklende stjerne
Leder du os på rette vej
Altid lysende i det fjerne
Kan vi alle følge dig

Dit evigt varme hjerte
Ligger du om os med din lykke
Når du beskytter os mod smerte
Kan vi alle føle os trygge

Evigt skønne du
Kom, gå en tur med mig
Tag min hånd nu
Sammen skal vi ad livets vej

Novelle: Usynlig

Ingen hørte hende. Ingen så hende.

Hun gik ned ad den mørke gade på bare fødder. Den våde asfalt kølede hendes brændende fødder ned. Lighteren lå sikkert stadig hjemme på gulvet, hvor hun havde smidt den fra sig.

Hun talte stregerne, hun varsomt gik over, på fortovet. For hver 7. Begyndte hun forfra.

Pludselig kunne hun høre skridt et stykke bag sig. De fulgte hende i lang tid. Jo længere tid der gik, jo tættere på kom de. Det var tunge, men hurtige skridt. Hun kunne mærke en ånde i nakken.

Hun satte farten lidt op. Det samme gjorde skridtene. Hun turde ikke vende sig om. Så drejede hun hurtigt ned ad en sidegade og vendte samtidig hovedet.

Der var ingen at se. Hun kunne heller ikke høre nogen skridt eller mærke ånden mere. Det var væk lige så hurtigt, som det var kommet.

Tårerne begyndte stille at trille ned ad hendes kinder. Hun stod der bare. Ingen så hende. Ingen hørte hendes lydløse skrig.

Et glasskår i vejkanten lå og blinkede til hende. Hun samlede det op, og begyndte at lave lange, små ridser i sin arm. Hun skreg af lettelse.

Så lå hun der, stille som var hun død. Ingen så hende. Ingen hørte hende.

Tale til min lillesøster

Kære søsterlil.

Jeg elsker dig meget højt, og ville derfor lave noget personligt til dig. Jeg har derfor valgt at skrive. Jeg er ikke så god til det med at Holde en tale, så jeg skriver den ned, og så kan du selv få lov til at læse den :-) God fornøjelse.

Jeg vil nu fortælle jer en historie. En historie, et eventyr om en lille prinsesse. Hun blev født den 19. februar 1997. Hun var den yndigste lille prinsesse i hele kongeriget. Familien var meget stolte. Hendes smil var så vidunderligt som aftensolens sidste stråler. Når hun var til stede, lyste rummet op. Hendes hår så lyst og fint som nyfalden sne om vinteren. Hendes øjne så yndige som stjernerne på himlen. Hun var i sandhed familien Jensens lille prinsesse.
Den lille prinsesse var dog en værre pilfinger. Hvor kunne hun dog være irriterende indimellem for de to ældre søskende. En dag gik hun ind på sin storesøsters værelse, som var hendes yndlingsbeskæftigelse. Hun fandt et nydeligt klistermærke med en sød kat på. Det glitrede så fint i lyset fra loftslampen. Hun tog det ud af klistermærkebogen og bestemte, hvor det skulle sidde. Nu sad det lige, hvor det skulle. På en side uden andre klistermærker. Da hun ville vise det til sin storesøster faldt det desværre ikke i så god jord. Storesøsteren blev sur og sagde, hun havde ødelagt det. Det kunne hun dog ikke forstå, det sad jo bare i en anden bog. Hvad den lille prinsesse ikke vidste var, at på den side i bogen, hun havde sat klistermærket, kunne det ikke pilles af igen. Det sidder der stadig den dag i dag. Og det siges at storesøsteren IKKE er blevet mere glad for det med tiden.

Den lille prinsesse så yndig og så fin voksede og blev ældre. Med tiden voksede hun, til stor glæde for sine søskende, også fra at rode i deres ting. Så noget lærte hun da af at gå i børnehave ;)
Hun begyndte i skole, og der blev hun hurtigt pigen i klassen med gode resultater og gode veninder. Hun var jo nem at holde af med de søde små hundeøjne og charmerende grin.
Inden længe blev hun både høj og moden af sin alder. Højden faldt ikke i så god jord hos storesøsteren, da den lille prinsesse nu var højere end hende. Så er hun jo lige pludselig ikke den lille mere, men er ved at blive en ung kvinde.
Den dag i dag går hun i syvende klasse og er begyndt at gå mere og mere op i hendes udseende. Selvom hun jo er så naturligt fin som morgenduggens skær fra solen.
Hun lægger jævnligt neglelak på neglene, og til trods for hun ikke roder i andres ting mere, er hun stadig interesseret i at låne, og det gør hun gladelig. Nogle gange også uden at spørge. Specielt storesøsterens neglelak er meget interessant ;) Og en film i ny og næ bliver der da vist også lånt. For prinsessen er noget af en fjernsynskigger. Hun følger trofast med i samtlige serier på tv2 og tv3. Især serien Friends er en favorit.

I skolen er hun stadig meget engageret både i det faglige og sociale. Hun har mange venner og veninder, men hun passer på ikke at lade det gå ud over lektierne, for den gode karakter 7, 10 eller 12 er meget vigtig for hende. Prinsessen er nemlig noget af en stræber. Hvis hun fx kommer hjem med et 4-tal er hun helt nede over det. Hun er ambitiøs og sætter høje krav til sig selv. Men husk på, prinsesse, man kan kun gøre sit bedste, og hvis det er et 4-tal, så er det mere end fint.

I dag bliver du fejret. Fejret, hyldet og gratuleret fordi du er blevet konfirmeret. Du er på vej ind i de voksnes rækker. Dog skal du lige igennem nogle prøvelsesår – teenageårene. De kan være svære, hårde, vidunderlige, fantastiske, skrækkelige, dårlige, gode. Men uanset hvad så husk på, at du er stærk. Stærk som en løve. Du kan klarer alt. Og du skal nok komme igennem dem. Sammen kan vi alt. Vi er søstre, vi kan aldrig skilles ad. Sammen følges vi ad gennem livet. Livet er som en gave, der kan gå i stykker. Den skal pakkes ud forsigtigt, vendes rigtigt, foldes ud, åbnes, nydes. Sammen gør vi det. Vi pakker livet ud.

Du skal nok finde ud af, hvad du vil, og hvad du bliver til. Det kan virke besværligt og uoverskueligt til tider, så lov mig, at du kommer til mig, så vi sammen kan tage og føle på det. Folde og brede det ud, snakke om det, og måske smide det ud eller gemme det. Vi løser det sammen.

Den lille prinsesse blev voksen, udlevede sine drømme, og levede lykkeligt til sine dages ende.

Første udkast: Tale til min lillesøster

Kære søsterlil, Sofie.

Jeg er ikke så god til det med at Holde talen, så jeg skriver den ned, og så kan du selv få lov til at læse den :-) God fornøjelse.

Jeg vil nu fortælle jer en historie. En historie, et eventyr om en lille prinsesse. Hun blev født den 19. februar 1997. Hun var den yndigste lille prinsesse i hele kongeriget. Familien var meget stolte. Hendes smil var så vidunderligt som aftensolens sidste stråler. Når hun var til stede, lyste rummet op. Hendes hår så lyst og fint som nyfalden sne om vinteren. Hendes øjne så yndige som stjernerne på himlen. Hun var i sandhed familien Jensens lille prinsesse.
Den lille prinsesse var dog en værre pilfinger. Hvor kunne hun dog være irriterende indimellem for de to ældre søskende. En dag gik hun ind på sin storesøsters værelse, som var hendes yndlingsbeskæftigelse. Hun fandt et nydeligt klistermærke med en sød kat på. Det glitrede så fint i lyset fra loftslampen. Hun tog det ud af klistermærkebogen og bestemte, hvor det skulle sidde. Nu sad det lige, hvor det skulle. På en side uden andre klistermærker. Da hun ville vise det til sin storesøster faldt det desværre ikke i så god jord. Storesøsteren blev sur og sagde, hun havde ødelagt det. Det kunne hun dog ikke forstå, det sad jo bare i en anden bog. Hvad den lille prinsesse ikke vidste var, at på den side i bogen, hun havde sat klistermærket, kunne det ikke pilles af igen. Det sidder der stadig den dag i dag. Og det siges at storesøsteren IKKE er blevet mere glad for det med tiden.

Den lille prinsesse så yndig og så fin voksede og blev ældre. Med tiden voksede hun, til stor glæde for sine søskende, også fra at rode i deres ting. Så noget lærte hun da af at gå i børnehave ;)
Hun begyndte i skole, og der blev hun hurtigt pigen i klassen med gode resultater og gode veninder. Hun var jo nem at holde af med de søde små hundeøjne og charmerende grin.
Inden længe blev hun både høj og moden af sin alder. Højden faldt ikke i så god jord hos storesøsteren, da den lille prinsesse nu var højere end hende. Så er hun jo lige pludselig ikke den lille mere, men er ved at blive en ung kvinde.
Den dag i dag går hun i syvende klasse og er begyndt at gå mere og mere op i hendes udseende. Selvom hun jo er så naturligt fin som morgenduggens skær fra solen.
Hun lægger jævnligt neglelak på neglene, og til trods for hun ikke roder i andres ting mere, er hun stadig interesseret i at låne, og det gør hun gladelig. Nogle gange også uden at spørge. Specielt storesøsterens neglelak er meget interessant ;) Og en film i ny og næ bliver der da vist også lånt. For prinsessen er noget af en fjernsynskigger. Hun følger trofast med i samtlige serier på tv2 og tv3. Især serien Friends er en favorit.

I skolen er hun stadig meget engageret både i det faglige og sociale. Hun har mange venner og veninder, men hun passer på ikke at lade det gå ud over lektierne, for den gode karakter 7, 10 eller 12 er meget vigtig for hende. Prinsessen er nemlig noget af en stræber. Hvis hun fx kommer hjem med et 4-tal er hun helt nede over det. Hun er ambitiøs og sætter høje krav til sig selv. Men husk på, prinsesse, man kan kun gøre sit bedste, og hvis det er et 4-tal, så er det mere end fint.

I dag bliver du fejret. Fejret, hyldet og gratuleret fordi du er blevet konfirmeret. Du er på vej ind i de voksnes rækker. Dog skal du lige igennem nogle prøvelsesår – teenageårene. De kan være svære, hårde, vidunderlige, fantastiske, skrækkelige, dårlige, gode. Men uanset hvad så husk på, at du er stærk. Stærk som en løve. Du kan klarer alt. Og du skal nok komme igennem dem. Sammen kan vi alt. Vi er søstre, vi kan aldrig skilles ad. Sammen følges vi ad gennem livet. Livet er som en gave, der kan gå i stykker. Den skal pakkes ud forsigtigt, vendes rigtigt, foldes ud, åbnes, nydes. Sammen gør vi det. Vi pakker livet ud.

Du skal nok finde ud af, hvad du vil, og hvad du bliver til. Det kan virke besværligt og uoverskueligt til tider, så lov mig, at du kommer til mig, så vi sammen kan tage og føle på det. Folde og brede det ud, snakke om det, og måske smide det ud eller gemme det. Vi løser det sammen.